ADRA Danmark har sammen med ADRA Malawi udviklet et projekt, der bekæmper aids gennem radio og TV. Projektet har netop vundet en prestigefyldt pris i Malawi, skriver organisationen i en pressemelding mandag.
26. december 2008 uddelte Malawi Broadcasting Cooperation årets ”Entertainer of the Year” pris.
Prisen blev givet i flere forskellige kategorier, og ADRA Malawi vandt kategorien “Årets bedste radioprogram” for programmet Tikuferanji.
Radioprogrammet er fyldt med sang, drama og intensitet og forsøger at starte en debat om hiv/aids problematikken i Malawi.
Omkring en million af Malawis 13 millioner indbyggere er smittet med hiv eller ramt af aids i udbrud, og sygdommen er en af de største hindringer for landets udvikling.
Et innovativt og eksperimenterende projekt
Tikuferanji betyder ”hvorfor dør vi?”, og et af formålene med programmet er at få folk i Malawi til at ændre deres seksuelle adfærd og øge deres viden om hiv/aids.
Programmerne tager udgangspunkt i konkrete historier fra små landsbyer og slumkvarterer. Ud fra historien om eksempelvis en utro ægtemand, der gennem et besøg hos en prostitueret har hentet hiv-smitte ind i hjemmet, rejser programmet nogle centrale spørgsmål som lytterne må forholde sig til.
Programmerne er således med til at styrke folk i forebyggelse, behandling og omsorg i forhold til hiv/aids, og bidrager samtidig til en åben national debat vedrørende alle hiv/aids-relaterede emner.
– Vores opgave er ikke at give svarene, men sikre at lytterne begynder at diskutere de alvorlige problemer som hiv/aids skaber, ikke blot for den enkelte, men for hele familien, siger Michael Usi, programchef i ADRA Malawi.
Projektets målgruppe udgør ca. 1,2 millioner TV-seere og 7,5 millioner radiolyttere. Programmet er blevet sendt i radioen i mere end 11 år, og i de sidste 7 år har programmet også kørt som TV program på Television Malawi.
Læs mere og se filmklip om projektet på www.adra.dk/Default.aspx?ID=4382
Yderligere oplysninger hos kommunikationskoordinator Jacob Nue Møller, tlf.
45 58 77 14 og programkoordinator Anja Larsen, tlf. 45 58 77 19
ADRA Danmark
Concordiavej 16
2850 Nærum
e-mail [email protected]