Jørgen Lange Thomsen, professor på Syddansk Universitet i Odense, fik overrakt menneskeretsprisen på en konference i Toronto i Canada af den internationale sammenslutning af Retsmedicinere, IAFS.
IAFS giver Jørgen Lange Thomsen prisen for hans arbejde i Amnesty International og indsats som foregangsmand inden for retsmedicinens rolle som støtte for menneskerettigheder i såkaldt skrøbelige stater, dvs særligt udsatte og sammenbrudte u-lande.
IAFS hædrer ham desuden for hans bidrag til det globale retsmedicinske samfund som medlem af Røde Kors' Rådgivende Råd og hans arbejde med kliniske retsmedicinske aspekter for asylansøgere i Europa.
73-årige Jørgen Lange Thomsen er udover professor emeritus tidligere retsmediciner og statsobducent. Han er gift med rådmand i Odense Kommune Susanne Ursula Crawley Larsen (R).
Han var indtil 2014 institutleder på Retsmedicinsk Institut ved SDU, Syddansk Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i Odense. Han har i karrieren foretaget retsmedicinske undersøgelser i bl.a. eks-Jugoslavien, Thailand, Israel og Mexico.
Jørgen Lange Thomsen er forfatter til flere bøger, heriblandt "Døden har jo en årsag" fra 2006. I bogen beskrives livet som retsmediciner.