Vi har modtaget:
Kære U-landsnyt.dk
I har nu to gange omtalt de 7 notater fra NGO Forum, som omhandler organisationernes anbefalinger til Danmarks nye Udviklings-strategi som stærkt kritiske overfor regeringen – først i et interview med Frans Mikael Jansen fra MS i november, og senest i en helt anden sammenhæng, nemlig omtalen af Anders Ladekarl’s 50-års fødselsdag.
I sidstnævnte artikel fra d. 7/1-10 står der: ”Dansk Røde Kors stod i hvert fald i november 2009 som medunderskriver på et fælles notat fra 18 u-landsorganisationer i regi af samarbejdsorganet NGO Forum, hvori der på en stribe punkter rettes en lammende kritik mod VK-regeringens oplæg til en ny politik for dansk samarbejde med u-landene, som Tørnæs vil virkeliggøre i år.”
Den fortolkning står for jeres egen regning.
NGO Forum havde ikke set noget officielt oplæg fra regeringen til den nye strategi, før vi skrev notaterne. Ulla Tørnæs havde ganske vist skrevet en kronik i Berlingske Tidende, men den omhandler slet ikke de mange emner, som NGO Forum behandler i de 7 notater, og den var ikke noget systematisk udgangspunkt for notaterne.
Det ved jeg, idet jeg selv var med i arbejdsgruppen, der skrev udkast til notaterne.
NGO Forums bidrag er derfor ikke en kritik (endsige ”lammende”) af noget eksisterende – det er simpelt hen vore anbefalinger til den fremtidige strategi for dansk udviklingspolitik. Hvis NGO Forum er så heldig, at den nye strategi afspejler vores notater – så er der ikke noget at kritisere regeringen for!
U-landsnyt.dk har muligvis selv en dagsorden, som er kritisk overfor regeringens nuværende udviklingspolitik. Det er der sikkert også mange medlemmer i NGO forum, der har.
Men de 7 notater var altså ikke en kritik, men en anbefaling og et diskussionsoplæg. Det kunne vi i Dansk Røde Kors – som medunderskrivere af NGO Forums notat – godt tænke os redaktionen gør klart på U-landsnyt.dk
Mange hilsner,
Ulla Godtfredsen, Deputy International Director/
Head of Int. Policy and Planning Unit
Danish Red Cross
e-mail [email protected]
REPLIK fra u-landsnyts redaktion
MAN KAN IKKE BÅDE BLÆSE OG HAVE MEL I MUNDEN
Dansk Røde Kors har begået den aktive handling i dansk udviklingspolitik at skrive under på de 7 notater. Organisationen kunne til enhver tid have undladt at gøre dette.
Man man gjorde det jo, bl.a. fordi man oven i købet sad med i den arbejdsgruppe, der udarbejdede udkastene. Også det sidste må betegnes som en aktiv handling.
Så kan man ikke bagefter komme og sige, at notaterne er noget helt andet end dét, de er. Med et gammelt ord: Man kan ikke både blæse og have mel i munden.
Notaterne er på en stribe punkter meget afvisende overfor de konkrete tanker, der er lagt frem fra VK-regeringen, allerede ved Afrika-kommisionens betænkning i maj 2009.
Tanker, som er meget mere end tanker, og som for længst er indarbejdet i anmærkningerne om den fremtidige u-landsbistand i regeringens finanslovforslag – og nu finanslov – for 2010 og som udviklingsministeren allerede er begyndt at bevilge penge efter – se venligst
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/22-12-09/t-rn-s-lader-millionerne-rulle-til-afrika-kommissi
Den såkaldte høringsproces med debatcafeer i efteråret har efter alt at dømme kun været et figenblad, for regeringen gør som den vil: Lægger store dele af udviklingsbistanden om. Sådan som den allerede har søgt aktivt at gøre de seneste 5 år under Ulla Tørnæs (V).
Man kan selvsagt sige: Vi kritiserer ikke regeringen, for det står ikke direkte i notaterne, at det er det, man gør. Nej, man ridser nogle løsninger og forslag op, som gang på gang går stik imod, hvad VK vil.
Tag bare notat 2 om “Fattigdommen og dens dimensioner”.
Her munder gennemgangen ud i følgende 3 forslag i form af “”Indsatser som efter vores opfattelse ikke bør inkluderes”:
1)
“Bistandens fattigdomsfokus må ikke udhules af, at bistandsmidler bruges til andre formål, herunder klimaindsatser, militære og sikkerhedspolitiske indsatser eller erhvervsstøtte, der ikke er baseret på en klar fattigdomsanalyse”.
Det er præcis, hvad VK gør. Man bruger u-landsmidler til klimaindsatser, til militære tiltag og sikkerhedspolitiske fremstød OG erhvervsstøtte uden at basere det på en klar fattigdomsanalyse.
2)
“Trickling down-effekten, som satser på, at vækst gradvist siver ned gennem samfundet, virker ikke eller er helt utilstrækkelig. Mange lande har haft stor økonomisk vækst, uden at fattigdommen er reduceret markant. Trods stor økonomisk vækst rummer Asien to tredjedele af verdens sultende. Bistand uden et klart fattigdomsfokus må afvises”.
Tørnæs har gang på gang slået fast, at økonomisk vækst er alfa og omega, sagt, at vækst gradvist siver ned gennem samfundet o.s.v. Det er en ideologisk betragtning, som ikke henter baggrund i noget, der ligner et BREDT flertal i Folketinget. Tværtimod.
3)
“Landbrugsstøtte, som alene sigter på det kommercielle landbrug og landbrugsindustrien (agrobusiness) afvises, fordi den ikke forholder sig til de fattigste småbønders problemer. Kvinders rolle er central i smålandbruget, og det er vigtigt, at støtten baseres på kønsanalyser”.
Man skal ikke have fulgt meget med i u-landsnyts gennemgang af Danmarks markant faldende støtte til u-landenes jordbrug – og udviklingsministerens indlæg i denne debat – for at vide, at denne formulering er et klart opgør med ministerens holdning.
De landbrugssektorprogrammer, som overhovedet får lov at fortsætte, dirigeres i høj grad henimod det kommercielle landbrug og landbrugsindustrien (agrobusiness), mens indsatsen for småbønderne – og dermed fødevaresikkerheden – forskydes og reduceres. Småbønderne kan i mange tilfælde højst regne med at få en rolle som “outgrowers” (underleverandører) til store foretagender indenfor agrobusiness.
Tørnæs har sjovt nok ikke fået medhold af en eneste af de eksperter på feltet, som har udtalt sig i den ret så nuancerede debat om landbrugsbistanden her på sitet. Og hun har – for nu at sige det pænt – heller ikke fået medhold i NGO-forums notat.
Og vi understreger, at dette kun er en sonde i dybet. I notat efter notat tages der reelt stærkt afstand fra de tanker, ideer og initiativer, som Tørnæs og den siddende regering har bragt og vil bringe frem.
Vi finder det velgørende, at Dansk Røde Kors på denne måde har været med til at melde klart ud fra det danske u-landsmiljø. Og mindre klædeligt, hvis man nu pludselig kryber i flyverskjul og nær sagt er blevet bange for sin egen skygge.
Under flere aktive generalsekretærer var Dansk Røde Kors mere en NGO end et halvstatsligt foretagende. Tendensen går ikke ligefrem den vej p.t.
venlig hilsen
Redaktionen