Dansk samarbejdspartner suspenderet i Afghanistan

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Politichefen i Gereshk, der er Danmarks nærmeste allierede i Helmand-provinsen, er suspenderet efter drabene på ti politifolk og syv britiske NATO-soldater og mistanke om samarbejde med Taleban, skriver dagbladet Politiken lørdag.

Den nu suspenderede Haji Khan Toryalai blev for for få måneder siden udnævnt til posten som leder af politiet i Gereshk-distriktet, men i den periode har stadig flere lokale afghanske politifolk rettet deres våben mod NATO-soldater og andre afghanske politifolk i området.

Haji Khan Toryalai og to af hans nærmeste kolleger bliver nu ifølge lokale afghanske medier undersøgt for muligt samarbejde med Taleban om drabene, der i flere tilfælde har været deciderede likvideringer af chanceløse soldater og politifolk.

Hærens Operative Kommando (HOK) bekræfter suspensionen, som ikke tidligere er omtalt i vestlige medier.

Hidtil har angrebene alene ramt britiske soldater, selv om danske soldater og politifolk arbejder tæt sammen med det afghanske politi.

I alt 63 danske soldater og politifolk samarbejder med den lokale ordensmagt, og en højtstående dansk civil politimand har alene til opgave at overvåge, hjælpe og rådgive den afghanske politichef.

Danskeren forsøger at følge sin afghanske kollega nærmest døgnet rundt, både for at uddanne ham og søge at dæmpe den enorme korruption, der hærger distriktet, som er hjemsted for den største opiumsproduktion i hele Helmand, anfører Politiken.