Af Jørgen Harboe
13. december 2013 var en mærkedag for Somali Fair Fishing (SFF). Den dag kunne det dansk-somalilandske udviklingsprojekts manager, Kurt Bertelsen Christensen, erklære, at SFF’s fiskeristation i Berbera havde bevist sin berettigelse.
Fiskerne i havnebyen i Somaliland havde efter bare to måneders drift sluttet op om stationen og betalt for dens ydelser, så de nu selv dækker den daglige drift.
Før var det svært at få is, og fiskernes fangst rådnede tit op i det 30-40 grader varme klima. Nu producerer stationen 4-5 tons is om dagen.
De 27 fiskere og kutterejere, der har sluttet sig til projektet, kan købe den is, de skal bruge, få fisken behandlet og købe sig plads i stationens køle- og frostrum.
De får mere ud af deres fiskeri og fiskeri-stationens drift er sikret.
Det kan de mange private danskere og somalier i Danmark, der har støttet projektet siden 2011, også glæde sig over.
Hvis udviklingen fortsætter, sådan som erhvervsfiskeren, skibskokken, filosoffen og skolelæreren Kurt Christensen regner med, kan SFF fremover koncentrere sig om at udbygge projektet til gavn for landet og lokalbefolkningen.
F.eks. ved at planlægge lignende projekter i andre kystområder, der er plaget af pirateri og gidselkapringer.
Sværdfiskene kommer!
Dagen før den 13. december ankrede en stor fiskekutter op et par hundrede meter udenfor havnekajen i Berbera.
Det var en dhow – en klassisk arabisk skibstype – med høj aptering agter og skroget i lyse pastelfarver, gul, grøn og blå. Sæsonen for sværdfisk var gået ind!
Båden havde fire tons fisk ombord. Efterhånden som lasten kom i land, dukkede den mønjerøde bund op over vandlinjen.
Fangsten fra en uge på havet i Aden-bugten bestod mest af de kæmpe-store sværdfisk, men også mindre tun, makreller og en enkelt to meter lang haj.
Fiskerne sejlede fangsten ind i pramme, og havnearbejdere kørte den videre til SFF’s fiskeristation på trillebøre. Her kørte ismaskinerne for højtryk og alle var i sving med at veje og partere fisken.
Inden solnedgang var hele fangsten sikret i stationens kølerum.
Dagen efter blev det meste solgt til to etiopiske opkøbere.
De ville have fileter, så Kurt Christensen og hans 15 somaliske medarbejdere tog straks fat på at udskære og pakke det røde kød i plastposer i et kilos portioner.
Opkøberne vågede nidkært over det blodige arbejde og fortalte, at de ville sælge fisken fra det fattige Berbera til 5-stjernede hoteller og moderne supermarkeder i Addis Abba knapt 800 km mod vest.
Også dét var nyt, både at øge fiskens værdi ved at filettere den og producere til eksport.
Måske var det også disse førstegangsoplevelser, der fik Kurt Christensen til at erklære, at SFF havde nået sit første store mål frem mod en fremtid med forædling og større indtjening for fiskerne.
Visioner
11. december – to dage før fangsten blev filetteret – fortalte Somalilands fiskeriminister, Ali Jama Farah, SFF’s sekretariatschef Carl-Jørgen Bindslev, at han havde store visioner for fiskeriet i Berbera og Somaliland.
Aden-bugten rummer 450 slags spisefisk. Fiskere fra det nær-liggende Yemen og andre lande har travlt, men Somali-lands egne fiskere fanger næsten ingenting. Kun få spiser fisk og de fleste ser ned på fiskerne.
Berbera – en by med ca. 40.000 fattige indbyggere – har en arbejdsløshedsprocent på ca. 70.
Ikke så mærkeligt, at fiskeriministeren lovede SFF sin regerings fulde støtte til at få en udvikling i gang, hvor unge får uddannelse og jobs i et moderne fiskeri, der ikke eksisterer i dag og en eksportorienteret fiskeindustri, der endnu heller ikke har set dagens lys.
Det er mål, der venter i horisonten, men det første skridt er taget. For Kurt Christensen går det næste ud på at sikre, at fiskerne selv får større udbytte af deres fangst.
De skal kende priserne i land og vide, hvad kutterejerne tjener, så de ikke bliver snydt. Det vil SFF hjælpe dem med. Inden 2016 vil SFF trække sig ud og overgive stationen til fiskerne og brugerne.
På sigt planlægger SFF at starte tilsvarende fiskeristationer langs kysten og i naboområdet Puntland, der endnu er plaget af lovløshed og pirateri.
Jørgen Harboe er journalist og forfatter – og u-landsveteran.
Se også hans blog her på U-landsnyt.dk om faren ved “fiskerikapitalisme” på http://www.u-landsnyt.dk/blog/7/i-samme-b-d
Meget mere om Somaliland – det gamle Britisk Somaliland – ud mod Adén Bugten på http://en.wikipedia.org/wiki/Somaliland