Et humanitært center i Gaza, der får økonomisk støtte fra Danida, blev natten til tirsdag ødelagt under Israels bombardementer, skriver DR online.
Angrebet fandt sted omkring klokken 02.00, hvor der kun opholdt sig en vagt i den 4 etager høje bygning i det centrale Gaza. Han slap uskadt fra angrebet.
Det danske Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre (RCT) har i flere år samarbejdet med centret, Gaza Community Mental Health Programme, primært om behandling af tidligere fanger fra Israel, men også om forebyggelse af tortur.
– Det er et uheldigt tidspunkt, for netop nu skaber bombardementerne rædsel, især blandt børn. Så der er brug for behandling, siger RCTs kommunikationskoordinator, Tue Magnussen.
Gaza Community Mental Health Programme er kendt som en politisk uafhængig organisation.
GCMHP er en stor anerkendt menneskeretsorganisation med ca. 170 ansatte beliggende i Gaza-striben, og har siden 1994 modtaget omkring 2 mio. kr. årligt i dansk udviklingsbistand. Pengene formidles af GCMHPs søsterorganisation i Danmark, RCT, skriver dagbladet Information onsdag.
Søs Nissen, program-manager for Mellemøsten i RCT, siger til Information:
– Gaza Community Mental Health Center beskæftiger sig med en bred vifte af nødhjælp og sociale aktiviteter i Gaza. En af de aktiviteter er rehabilitering og behandling af torturofre. Det er derfor, vi støtter dem økonomisk med midler fra Danida, siger Søs Nissen og tilføjer:
– Centret er faktisk meget anerkendt for sit tætte samarbejde også med israelske psykiatere.