For 14 dage siden sendte Beredskabsstyrelsen vandrensningsudstyr og 8 danske eksperter til Burma, hvor de skulle hjælpe med at lave rent drikkevand. Men danskerne er strandede i Rangoon og kan ikke komme ud til de nødstedte, skriver DR online fredag.
– Når den burmesiske regering siger, den lukker folk ind, så betyder det åbenbart kun at de lukker dem ind i Rangoon. Det er det samme for alle vandrensningsholdene. Det er kun det tyske hold, der har fået lov til at få deres udstyr ud, siger Jan G. Olsen, der er Beredskabsstyrelsens kontakt til det danske hold i Burma, til DR Nyheder.
Udstyret består af 3 sæt af rensningsmoduler, der tilsammen kan rense 54.000 liter vand i døgnet. Men de danske eksperter har slet ikke haft mulighed for at tage udstyret i brug. Først sad de fast i Bangkok en uge og nu venter de altså i Rangoon.
Ifølge Jan G Olsen bruger det danske team ventetiden på at oplære burmesiske frivillige i at betjene systemet, så de kan rykke hurtigt, når de får tilladelse til at bevæge sig ud i landet.