Den danske afdeling af ingeniørfirmaet Grontmij er ved at lægge 3.500 km vandledninger og 160.000 nye vandtilslutninger i hovedstaden Dhaka. Det skal skaffe rent drikkevand til otte millioner mennesker i byen.
Miljøminister Kirsten Brosbøl får onsdag besøg af Monzur Hossain, departementschef i Bangladesh’ Ministry of Local Government og Taqsem A. Khan, direktør for Dhaka Water and Sewerage Authority. De skal bl.a. tale om, hvordan dansk teknologi og know how er med til at skaffe rent vand til tusinder i Bangladesh.
Den danske afdeling af det internationale ingeniørfirma Grontmij arbejder for tiden med at lægge 3.500 km vandledninger og lave 160.000 nye vandtilslutninger i hovedstaden Dhaka. Det skal give rent drikkevand til otte millioner mennesker, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Grontmij skriver videre:
Vandprojekterne i Dhaka har både sundhedsmæssige, miljømæssige og økonomiske gevinster. Vandkvaliteten er markant forbedret, og flere forbrugere har nu så meget tillid til kvaliteten af vandet, at de ikke længere koger det, inden de drikker det.
Færre tilfælde af diarré
Disse ændringer kan allerede nu måles i form af færre registrerede diarré sygdomme og i en lavere børnedødelighed. Vandmiljøet kommer i balance, da grundvandsniveauet genetableres. Illegale tilkoblinger bliver legaliseret, og forsyningen bliver troværdig, så flere kunder kobler sig til systemet med deraf følgende større indkomst for forsyningsmyndigheden, fortæller Grontmij i pressemeddelelsen.
”Vi er meget stolte af at have bidraget stærkt til denne udvikling. Omsætningen i Dhaka Water and Sewerage Authority (DWASA) er således allerede over de sidste fem år steget med 190 procent, hvilket gør, at der nu er sorte tal på bundlinjen med råd til at tilbagebetale lånene og til at finansiere nye projekter. Med andre ord er det gået fra bistand til bæredygtig udvikling,” siger Mads Møller, direktør for Water & Energy i Grontmij.
”Det er rigtig godt at se, hvordan danske virksomheder formår at eksportere den danske vand-viden og teknologi i stor skala. Det er i Dhaka lykkedes at knække en af verdens helt store udfordringer – nemlig for lidt vand, for dårlig vandkvalitet og manglende økonomi i sektoren. Det konkrete projekt er et kæmpe fremskridt for de fattigste, og samtidig et stort bidrag til den vækst, som store, internationale vandprojekter kan bidrage til. Jeg glæder mig meget til at hilse på dem og høre mere om deres erfaringer,” siger Kirsten Brosbøl ifølge pressemeddelelsen
Grontmij er i gang med andre vandprojekter i asiatiske storbyer, og i de kommende måneder vil ingeniørerne arbejde med vandprojekter i Laos, Delhi og Jakarta, oplyser virksomheden.