Danske eksperter og mere nødhjælp på vej til Afrika Horn

Forfatter billede

Krisen på Afrikas Horn breder sig hastigt, og FN har nu erklæret 3 nye dele af Somalia for hungerramte. Danmark sender derfor yderligere nødhjælp og eksperter til Afrikas Horn, fremgår det af en pressemelding fra udenrigsministeriet fredag.

Over 12,4 millioner mennesker har akut brug for hjælp. Værst er det i Somalia, hvor næsten 1,3 millioner børn er afhængige af nødhjælp.

– Vi bliver nødt til at øge vores hjælp markant. FN betegner dette som den værste sultkatastrofe i 60 år. Der er behov for at give akut nødhjælp til over 12 millioner mennesker, et tal som stiger drastisk hele tiden, siger udviklingsminister Søren Pind (V).

– Specielt i det sydlige og centrale Somalia er situationen meget alvorlig og vi ser massive flygtningestrømme ud af landet og ind i lejrene i Kenya og Etiopien. Lande, som i forvejen selv er ramt hårdt af fødevarekrisen. Det er afgørende, at hjælpen kommer hurtigt frem og jeg har besluttet omgående at yde 30 mio. kr. via de danske nødhjælpsorganisationer, anfører han.

FN har også anmodet Danmark om bistand til at koordinere nød-hjælpsindsatsen i Dollo Ado i det sydlige Etiopien.

– Det er altafgørende, at hjælpen er godt koordineret, hvis vi skal hjælpe de mange millioner, der har behov for nødhjælp. Vi har derfor finansieret, at Beredskabs-styrelsen sender eksperter til Etiopien, siger Søren Pind.

DANSK lejr i Østafrika

Beredskabsstyrelsen sender allerede i begyndelsen af næste uge en lejr til Østafrika efter at FN har anmodet om hjælp til at etablere et hovedkvarter for FNs Verdensfødevareprogram (WFP) i den lille etiopiske by Dolo på grænsen mellem Etiopien og Somalia, tæt på Kenya.

– Vi skal ned og sørge for at få lavet et koordinationscenter hurtigst muligt, så nødhjælpen kan komme hurtigst muligt ud til de mennesker, der har behov for hjælp, siger beredskabsmester Per Madsen, der skal af sted med lejren, til DR online fredag.

Beredskabsstyrelsen skal have alt med selv. – Der er ikke vand, der er ikke strøm, der er heller ikke telefonnet. Vi er ude i midten af næsten ingenting, siger Per Madsen.

Fra lejren skal WFP organisere nødhjælpsarbejdet i den omkringliggende region og samtidig hjælpe den flygtningestrøm, der hver dag ankommer til Dolo fra Somalia på flugt fra hungersnød. Dagligt ankommer ca. 2.000 mennesker til byen.

SVÆR infrastruktur

Arbejdet vanskeliggøres af en meget begrænset infrastruktur i området: – Vi kommer til at være 350 km væk fra nærmeste tankstation, fortæller Per Madsen.

Lejrmodulet skal kunne give plads til 15 FN-medarbejdere. Udstyret opstilles i samarbejde med Sverige, Tyskland og Finland. I alt deltager 8 personer på opstillingsholdet, hvoraf 2 er fra Beredskabsstyrelsen.

Den sidste måned har Danmark bidraget med 98 mio. kr. som akut nødhjælp til Afrikas Horn. Herudover er efterårsbidraget til WFP fremrykket til omgående udbetaling, således at en del af pengene kan bruges på Hornet nu.

Danmark er internationalt blandt de 5-6 største bilaterale donorer af nødhjælp til Afrikas Horn. Med den nuværende bevilling har Danmark ydet humanitær bistand til regionens lande for over 200 mio. kr. i 2011, anfører udenrigsministeriet.

Se mere herom på http://www.irinnews.org/report.aspx?reportid=93331