Danske læger håber, at Verdenslægeorganisationen (WMA) i 2007 underskriver sanktionsregler, så torturlæger vil kunne miste deres autorisation.
Læger, der har medvirket ved tortur eller dækket over brug af tortur, bør kunne fratages deres autorisation og læger bør have kollegial hjælp til at sige fra overfor tortur.
Det ventes at blive resultatet af den arbejdsgruppe, som Verdenslægeorganisationen – World Medical Association – nedsatte på sit rådsmøde i maj for at drøfte mulighederne for et system til indberetning af lægers medvirken til tortur samt muligheden for at idømme kollegaer sanktioner.
Det skriver Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre i det netop udkomne juni- nummer af nyhedsbrevet RCT NYT .
– Det er et meget vigtigt skridt og et seriøst bidrag til at forebygge tortur som Verdenslægeorganisationen har taget, fortæller formanden for den danske lægeforenings etiske udvalg, læge Hans Buhl, der tillige er medlem af RCTs bestyrelse.
Målet er at forebygge tortur. Hans Buhl forklarer, at trods flotte deklarationer, som lægerne tidligere har vedtaget, har man – med Guantanamo og Abu Ghraib – savnet muligheden for sanktioner mod læger, der trods totalforbuddet mod tortur aktivt har medvirket ved tortur eller forsøgt at dække over tortur.
– Hvis læger siger fra over for at medvirke vil det betyde mindre tortur, siger Jens Winther Jensen, der som nytiltrådt formand for den Almindelige Danske lægeforening sammen med Hans Buhl deltog i WMAs nylige møde i Frankrig.
Lægers medvirken ved tortur er et mangeårigt problem. Det menes, at læger medvirker i mere end hver anden tortursag. Læger, der arbejder for militær, politi eller fængselsvæsen bliver ofte bedt om at hjælpe til ved tortur enten ved at holde ofrene i live eller endog forfalske dødsattester efter tortur.
– Vi foreslår i WMA, at man skal kunne fratage de læger, der har medvirket ved tortur, deres autorisation og at man støtter kollegaer, der er blevet presset ovenfra, til at sige fra over for at medvirke ved tortur, siger Jens Winther Jensen.
Han fremhæver, at store indflydelsesrige lande som Frankrig, Storbritannien og ikke mindst USA sammen med Island og Danmark er med i arbejdsgruppen. Jens Winther Jensen håber, at WMA vil vedtage de nye regler på Verdenslægeforeningens planlagte årsmøde i København 2007.
Det er ikke første gang, at læger går i spidsen mod tortur – såvel i Danmark som internationalt har lægerne tidligere spillet en pionerrolle i arbejdet mod tortur.
Det var danske læger i Amnesty Internationals danske lægegruppe, der i 1970erne lagde grunden til RCTs start i 1982. Allerede for 30 år siden vedtog WMA Tokyo-deklarationen, der klart understreger, at der ikke findes konflikter eller omstændigheder, som retfærdiggør lægers medvirken ved tortur.
I 1997 fulgte man op med Hamburg-deklarationen om kollegial støtte til læger, der bliver presset til at medvirke ved tortur.
– Det er simpelt hen det vigtigste, der er sket i de sidste 20 år, siger læge Inge Genefke, RCTs stifter og nuværende ambassadør for IRCT, det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre.
Inge Genefke, der i snart en generation har været ildsjæl i arbejdet mod tortur, er utrolig glad og fremhæver de danske lægers indsats for, at Verdenslægeorganisationen nu for alvor er gået ind i arbejdet.
– Sammenblandingen af lægers rolle som behandlere og lægebødler, der medvirker ved tortur, har ganske enkelt været et af de største problemer i vores arbejde. Det er et meget vigtigt skridt, WMA nu har taget, anfører hun.