Danske løsninger kan hjælpe verdens lande med at indfri FN’s mål for bæredygtighed

8662720390_e78c819662_o
Forfatter billede

21. april 2016

Verden står over for en lang række udfordringer, når det gælder om at skaffe rent vand, opbygge bæredygtige byer og sikre en bæredygtig produktion af fødevarer. Eksempelvis kræver produktion af fødevarer både vand og energi, og Danmark har mange af de løsninger, der kan spare på ressourcerne og skåne miljøet.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen rejser i dag til FN i New York for at mødes med ministerkolleger og stats- og regeringschefer fra hele verden. De skal diskutere, hvordan FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling kan gennemføres.

– FN har sat nogle ambitiøse mål for, hvad vi gerne vil opnå, når det eksempelvis gælder bæredygtige byer og bæredygtig produktion, vand og klima. Målene er der – nu gælder det om at få sat handling bag de gode intentioner. Danmark er langt fremme i forhold til at opfylde en stor del af målene. Derfor har vi også en særlig forpligtelse til at hjælpe andre lande med at komme i mål inden 2030. Skaber vi samtidig vækst og beskæftigelse herhjemme, er det bare win win, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.     

For at indfri FN’s bæredygtighedsmål er brugen af ny teknologi afgørende. Og her har Danmark meget at byde på.  Blandt danske styrkepositioner er minimering af vandspild, når vand skal pumpes op fra jorden og transporteres ud gennem hanen til forbrugeren.

I Danmark tabes kun 8 procent af vandet undervejs, hvor gennemsnittet globalt ligger på 40 procent. Og danske forsyningsselskaber har udviklet rensningsanlæg til spildevand, der producerer 50 procent mere energi, end de bruger – det er blandt FN’s mål, at mængden af renset spildevand i verden skal tredobles fra 20 til 60 procent i 2030.

Mulighed for øget eksport dansk eksport

I 2015 steg den danske eksport af vandteknologi med seks procent mod to procent for den samlede eksport, og siden 2009 er den steget med 37 procent. Det er blandt andet lande som Kina, USA og Sydafrika, der har medvirket til væksten – eksporten af vandteknologi til Kina er næsten tredoblet siden 2006, og til USA er den næsten fordoblet.

– Vi kan se, at det går rigtig godt med eksport af dansk vandteknologi. Vi ved også, at mange af de lande, vi gerne vil eksportere til, står over for massive investeringer i klimasikring, vand- og spildevandsanlæg. Der er et stort potentiale, vi skal sørge for at udnytte, for vi har de løsninger på lager, som resten af verden tørster efter. Hvis vi kan udnytte det potentiale, kan vi hjælpe verden i retning af en mere bæredygtig udvikling, samtidig med at vi skaber tusinder af nye danske arbejdspladser, siger Esben Lunde Larsen.

Cirka 20 stats- og regeringschefer, tre viceregeringschefer og omkring 60 ministre forventes at deltage i møderne i FN. Generalforsamlingens formand Mogens Lykketoft (S) forventer desuden deltagelse fra en række af de såkaldte ”SDG advocates”, som blandt andet tæller Dronning Mathilde af Belgien, sangerinden Shakira og fodboldikonet Lionel Messi.