En stribe danske humanitære organisationer opfordrer nu VK-regeringen til at komme med et udspil i Gaza-konflikten, fremgår det af en pressemeddelelse tirsdag.
De opfordrer udenrigsminister Per Stig Møller (K) til, at Danmark gennem EU arbejder for tilbagetrækning af de israelske styrker fra Gaza, en varig og effektiv våbenhvile og fuld, uhindret adgang for al humanitær bistand til Gaza samt indtil da suspension af forhandlingerne om en udvidet aftale mellem EU og Israel.
Opfordringen kommer i et åbent brev fra 6 danske humanitære udviklings- og menneskerettighedsorganisationer, der arbejder i de palæstinensiske områder og Israel.
Det drejer sig om Euro-Mediterranean Human Rights Network, Folkekirkens Nødhjælp, FN-forbundet, KFUM og KFUK i Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke og Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT).
– Den fortvivlende situation har fået RCT til at gå sammen med andre danske organisationer for at få regeringen til at arbejde for israelsk tilbagetrækning, våbenhvile og humanitær hjælp til Gaza. Indtil da bør EU suspendere forhandlingerne med Israel om en aftale, der begunstiger Israel samtidig med at landet krænker den humanitære folkeret i Gaza, siger kommunikationskoordinator Tue Magnussen i RCT.
Opfordringen, som også er rettet til Folketingets Europaudvalg, der holder møde onsdag, kommer efter Israels omfattende militære aktion i Gaza.
De israelske angreb betegnes som i strid med Geneve-konventionerne og menneskerettighederne.
Udover hundredevis af dræbte og sårede fremhæves det i det åbne brev, at mange civile og offentlige bygninger er ramt og ødelagt. Også dansk-støttede projekter er blevet ramt. Et center for torturofre, som er støttet af det danske RCT, og mobile sundhedsklinikker, som Folkekirkens Nødhjælp står for, er i de sidste dage blevet mål for israelske bomber.
Yderligere oplysninger hos kommunikationskoordinator Tue Magnussen, RCT, tlf. 33 76 06 00 og mobil 22 44 43 95.
DOKUMENT
6. januar 2009
Åbent brev til Per Stig Møller og Europaudvalget
Israels omfattende militære aktion i Gaza indebærer alvorlige brud på den humanitære folkeret og menneskerettighederne.
De israelske angreb – efter raketbeskydning fra Gaza – har ramt politistationer og offentlige bygninger i hele Gaza. Mange af disse bygninger ligger i tætbefolkede civile områder og mange hundrede er blevet dræbt og såret. Også dansk-støttede projekter er angrebet, herunder er bygninger og mobile sundhedsklinikker blevet ødelagt.
De israelske angreb udgør et alvorligt brud på den humanitære folkeret ifølge fælles artikel 3 i I. – IV. Geneve konvention, og de har karakter af krigsforbrydelser.
Angrebene rammer den civile palæstinensiske befolkning og udgør – sammen med blokaden af Gaza, der er en kollektiv afstraffelse i strid med artikel 33 i IV. Geneve konvention – en humanitær krise af katastrofale dimensioner.
Den tragiske udvikling i Gaza kommer ikke som nogen overraskelse. I vedlagte breve til Udenrigsministeren af 29. nov. 2007 og 3. nov. 2008 har undertegnede danske NGOer gjort Udenrigsministeren opmærksom på vores bekymring over den israelske blokade af Gaza og de deraf mulige konsekvenser – herunder øget voldsanvendelse fra begge parters side.
Som danske humanitære, udviklings- og menneskerettighedsorganisationer, der arbejder i de besatte palæstinensiske områder og Israel, opfordrer vi hermed Udenrigsministeren til nu at søge en mere handlekraftig, europæisk rolle i konflikten.
Set i lyset af den uproportionale magtanvendelse, som Israel udøver, og som har store omkostninger for civilbefolkningen i Gaza, opfordrer vi regeringen til, i EU regi, at arbejde for at de igangværende forhandlinger med Israel om opgradering af aftaler mellem EU og Israel øjeblikkelig suspenderes.
Vi opfordrer til, at EU betinger sig både tilbagetrækning, en bæredygtig våbenhvile i Gaza, og fuld, uhindret adgang for al humanitær bistand til Gaza, før videre forhandlinger genoptages.
En lignende tilgang blev benyttet fra EUs side, da Rusland invaderede Georgien i august 2008, hvor forhandlingerne om ”Parhership and Cooperation Agreement” (PCA) blev indstillet indtil Rusland havde trukket sine tropper tilbage.
Det er endvidere vort håb, at den danske regering og EU – hvis forhandlingerne genoptages – vil overveje muligheden af at bruge EU-Israel aftalen under naboskabsprogrammet langt mere aktivt til fremme af menneskerettighederne i området og overholdelse af krigens love.
Til dette vil det være afgørende, at EU-Israel aftalerne – på lige fod med EUs øvrige aftaler med lande i Mellemøsten under naboskabsprogrammet – indeholder klare krav og mål, der kan følges op på.
Det er et fremskridt, at EU og Israel efter flere års forhandlinger nu er enige om oprettelsen af en formel sub-komite vedr. menneskerettigheder.
Det er imidlertid erfaringen fra andre aftaler i naboskabsprogrammet, hvor lignende komiteer har fungeret, at en sådan komite ikke vil få betydning, hvis der ikke i aftalerne stilles præcise krav og mål, som der kan følges op på dels i komiteen og dels i dialog med civilsamfunds- og menneskeretsorganisationer både i regionen og i Europa (se vedlagte anbefalinger fra Euro-Mediterranean Human Rights Network (EMHRN)).
Regeringen bør derfor i EU arbejde for, at de nye aftaler med Israel indeholder en række klare krav og mål som f.eks. anført i anbefalingerne fra EMHRN.
Sidst, men ikke mindst, opfordrer vi regeringen til at arbejde for at alle danske og europæiske tiltag, aktiviteter, og aftaler overholder principperne indenfor folkeretten, herunder menneskerettighederne.
Det må sikres at danske og europæiske midler ikke bruges til at støtte terrorhandlinger, eller etablering af og støtte til bosættelser og bosætter-infrastruktur, tortur, nedrivning af huse, opførelse af separationshegnet eller nogen anden overtrædelse af den humanitære folkeret og menneskerettighederne.
Forslaget fra Udenrigsministermødet før nytår 30. december 2008 ang. genindsættelse af EUs særlige indsats – EU-Border Assistance Mission (EU-BAM) – ved Rafah grænseovergangen til Egypten mener vi f.eks. bør overvejes nøje og genvurderes.
Så længe EU-BAM mandatet reelt giver Israel ret til at nedlægge veto mod åbning af grænsen risikerer EU i praksis at være medvirkende til den kollektive afstraffelse, som den israelske blokade af Gaza udgør, og som er forbudt ifølge folkeretten
Med venlig hilsen
Euro-Mediterranean Human Rights Network
Folkekirkens Nødhjælp
FN-forbundet
KFUM og KFUK i Danmark
Mellemfolkeligt Samvirke
Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre