Mangel på traditioner og fransk-kundskaber betyder, at der er langt mellem de danske folkelige organisationer – såkaldte NGOer – i de fransk-talende lande i Vestafrika.
De få, der har taget springet, benytter oftest lokal eller udenlandsk arbejdskraft, fremgår det af en artikel i juli-udgaven af Danidas månedsavis “Udvikling”, som nu er på gaden.
Af Marlene Lyhne Sørensen
Ikke en eneste Danida-krone blev sidste år kanaliseret gennem en NGO og videre til Benin, et lille langstrakt land ved den vestafrikanske kyst.
Situationen var stort set den samme for de øvrige fransk-talende danske programsamarbejdslande i regionen, som hører til blandt verdens fattigste.
Til gengæld fik den engelsk-talende nabo og programsamarbejdsland, Ghana, glæde af knap 52 millioner bistandskroner via NGOer, viser en opgørelse i Danidas Årsberetning 2007.
– Danske NGOer har ikke tradition for at engagere sig i de fransktalende lande i Vestafrika. Samtidig bliver fransk opfattet som lidt af et gammelkonesprog blandt unge. Vi havde sidste år fokusgrupper i gymnasieklasser, og her fortalte de unge, at de hellere vil lære spansk eller italiensk som tredjesprog, hvilket er med til at hindre en udvidelse af ressourcebasen, siger Marianne Haahr, programmedarbejder i Care Danmark.
Care Danmark har som en af de få danske NGOer etableret sig i det fransktalende og ekstremt fattige Sahelland Niger, der ikke er et programsamarbejdsland, men dog modtager cirka 70 mio. kr. i dansk udviklingsbistand om året.
Få ansøgninger til Niger
Care Danmark benytter sig af lokal arbejdskraft til projekterne i Niger, og til konsulentopgaver anvender organisationen oftest internationale medarbejdere på grund af den begrænsede danske ressourcebase.
– Vi har en enkelt international seniorrådgiver-stilling i Niger, men det er endnu ikke lykkes at besætte den med en dansker. I øjeblikket er den besat af en fransk-talende amerikaner. Det betyder, at medarbejderen ikke kommer med et naturligt kendskab til Danida-systemet, og vi skal bruge flere ressourcer på at forklare og sætte vedkommende ind i den danske kontekst, siger Marianne Haahr.
Selv om Care Danmark har fået opbygget et stabilt netværk af udenlandske og lokale medarbejdere, ser organisationen gerne, at den danske ressourcebase bliver styrket bl.a. for at udvide den hjemlige faglige debat.
Der bliver holdt workshops, og organisationen har oprettet praktikophold i sine samarbejdslande. Men til workshoppene om Sahel-området er deltagerlisten lige kort hver gang, og når det gælder praktikopholdene, går de danske studerende som regel uden om Niger.
– Vi får meget få ansøgninger fra studerende, der ønsker at lave feltarbejde i Niger. Sproget er en barriere, siger Marianne Haahr.
Ulykkeligt, hvis sproget hindrer hjælp
Ifølge Grethe Dittmer fra Danidas Kontor for Humanitær Bistand og NGO-samarbejde, er der tendens til, at NGOerne med tiden følger med ind i de lande, hvor Danida har et bilateralt samarbejde i gang.
– Det er en helt frivillig proces. Det er ikke noget, vi opfordrer NGOerne til, og der er ikke indlagt incitamenter, som gør det særligt attraktivt at etablere sig i bestemte områder. Incitamentet ligger i at være med til at befordre civilsamfundets deltagelse i udviklingsprocessen, hvilket jo er et vigtigt fundament i alle de lande, som Danmark har et bilateralt samarbejde med, siger Grethe Dittmer.
Den udvikling går imidlertid langsomt, når det gælder det fransk-talende Vestafrika.
Dansk Røde Kors har i flere omgange arbejdet i det frankofone Vestafrika og kører i øjeblikket projekter i bl.a. Mali, Togo og Liberia. Troels Mikkelsen, programansvarlig for Vest og Centralafrika, mener, at danske NGOer kan gøre en stor forskel i området:
– Danske NGOer scorer højt med hensyn til kvalitet. Men det kommer kun i begrænset omfang Vest- og Centralafrika til gode, siger Troels Mikkelsen fra Dansk Røde Kors.
Ud over mangel på tradition og sprogkundskaber tror han, at den ringe tilstedeværelse skyldes, at Vestafrika har en nærmest ikke-eksisterende plads i folks bevidsthed. – Det skal gå rigtig, rigtig galt i Central- og Vestafrika, før det rammer avisernes forsider, siger han.
Men først og fremmest er der brug for, at NGOerne kommer ud over den barriere, som de tror, sproget er, mener Troels Mikkelsen. Man er nemlig langt fra dømt ude, bare fordi man ikke taler formfuldendt fransk.
– Man kan ikke klare sig med engelsk i de frankofone lande, men jeg mener, at vanskelighederne ved sproget overvurderes. I øvrigt er behovet for bistand i regionen så stort, at det ville være ulykkeligt, hvis det er en sprogbarriere, som forhindrer, at hjælpen når frem, anfører han.
Hvorfor Vestafrika?
Den samlede danske udviklingsbistand var i 2007 på i alt 13,9 milliarder kr. Heraf fik de fransk-talende lande i Vestafrika – Benin, Burkina Faso, Mali og Niger- tilsammen knap 593 mio. kr., hvilket svarer til 4,2 procent af den totale danske udviklingsbistand.
En del af motivationen for det betydelige engagement i Vestafrika er – ud over ekstrem fattigdom – bl.a. at imødegå radikalisering og terrorisme. I Mali er over 90 pct. af befolkningen muslimer, og det danske bistandsarbejde går bl.a. ud på at etablere kontakter til imamer og andre religiøse ledere, ligesom det sker i Niger og Burkina Faso.
Det sker bl.a. for at styrke de kræfter, der kan danne modvægt til en mere radikal islam, som eksempelvis kommer fra det nordlige Nigeria.
Marlene Lyhne Sørensen er freelance journalist
Artiklen gengives med tilladelse fra “Udvikling”s redaktion
Læs mere på www.udvikling.dk
