Danske politikere i egyptisk valgkamp

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Et hold unge danske politikere planlægger valgkamp i Kairo. Her skal de sammen med en ny generation af Mellemøstens politikere varme op til Egyptens parlamentsvalg i september, skriver Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) i en pressemelding onsdag.

Valgkamp og mere indflydelse til unge er på dagsordenen, når en bred skare af danske politikere i slutningen af juli rejser til Egyptens hovedstad.

Repræsentanter fra politiske ungdomsorganisationer og deres moderpartier i Danmark skal på et møde diskutere strategi og opbygge alliancer på tværs af partiskel.

Det sker i anledning af seminaret ’Next Generation Politics’, som DUF og Dansk-Egyptisk Dialoginstitut (DEDI) står bag.

Støtter unges valgkamp

Seminaret skal øge unges demokratiske deltagelse og sende et signal op til Egyptens første frie valg i årtier.

Landets unge har i foråret startet en demokratiserings-proces, og det er helt afgørende, at de fastholder en central rolle i at forme fremtidens Egypten. Det mener Marie Helmstedt, projektleder i Mellemøsten for Radikal Ungdom:

– Egyptiske unge har været ekskluderet fra politiske beslutnings-processer, og det politiske system været præget af korruption, nepotisme og manglende respekt for frihedsrettigheder. For at bryde disse mønstre er der brug for en ny generation af politikere, som ikke er kørt fast i årtiers udemokratiske principper, siger Marie Helmstedt.

Hun er en af de danske ungdomspolitikere, der rejser til Kairo for at støtte 20 af Egyptens førende unge politikere i deres valgkamp op til det første parlamentsvalg siden det Arabiske Forår.

Også politikere fra Dansk Folkepartis, Konservatives, Socialistisk Folkepartis og Socialdemokraternes ungdomsorganisationer rejser sydpå for at bakke op om det spirende demokrati. I alt vil omkring 35 ungdomspolitikere fra Egypten, Libanon, Tunesien og Danmark deltage i arrangementet.

Trænes af erfarne politikere

Et hold unge folkevalgte politikere følger mødet som ressourcepersoner og vejledere, der skal holde oplæg og fremme dialogen mellem den nye generation af politikere.

– Ungdommen stod forrest i at vælte regimet. Ungdommen bør også stå forrest i at skabe et nyt demokratisk Egypten ved at blive stærkt repræsenteret i det kommende valg. Det vil jeg gerne støtte, og derfor tager jeg til Egypten og giver dem en hjælpende hånd, siger udenrigsordfører for Socialdemokraterne, Jeppe Kofod.

Også 25-årige Emilie Turunen, medlem af Europaparlamentet for SF, 35-årige Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for Venstre, og 25-årige Emil Dyred, folketingskandidat for Det radikale Venstre, deltager i seminaret.

Om ’Next Generation Politics’

Det politiske ungdomsseminar ’Next Generation Politics’ er et 3 dage langt møde mellem unge politikere fra Danmark og Mellemøsten, som finder sted i Kairo 26. – 28. juli.

Gennem uddannelse, workshops, debat og networking er formålet at styrke ungdomsbevægelsernes indflydelse på de demokratiske reformer, det Arabiske Forår har banet vej for.

Seminaret støttes økonomisk af det nyoprettede Dansk Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD) og er startskuddet på et udvidet samarbejde mellem danske og egyptiske ungdomspolitikere, som DUF står bag.

Yderligere oplysninger hos:
Politisk konsulent i DUF, Thomas Le Dous
tlf. 60 20 14 06 og e-mail: [email protected]

DUF er service- og interesseorganisation for 70 landsdækkende børne- og ungdomsorganisationer. Se også www.duf.dk