Da Dora og Kjeld Folke Jørgensen valgte at tage på seniorrejse til Uganda, havde de ikke illusioner om at redde Afrika. Men de ville være sikre på at komme i kontakt med almindelige ugandesere.
Af Vibeke Quaade,
informationsmedarbejder i MS-Uganda
Landskabet er grønt og frodigt, så langt øjet rækker. Ægteparret Dora og Kjeld Folke Jørgensen er taget på seniorrejse med Mellemfolkeligt Samvirkes “Global Contact”. Den ene uge bliver brugt på turistmål, de 3 andre på at arbejde sammen med den lokale befolkning ved Bundongo-regnskoven i det nordvestlige Uganda.
Dora er til daglig sygeplejerske i Haslev. Hernede hjælper hun i Budongos sundhedsklinik, der dækker 37.000 mennesker. Kjeld leder en integreret institution i Haslev. Hernede er han i gang med at opsætte vandhøstningsanlæg – en slags tagrender, der leder regnvandet ned i store plastikbeholdere, så kvinderne kan tappe det til madlavning og vask og undgå at gå langt efter vand.
Kjeld er begejstret for opgaven:
– Folk her er heldigvis ligeså nysgerrige efter at vide, hvordan vi lever og tænker. Mens vi arbejder, udveksler vi erfaringer om næsten hvad som helst. Vore 4 børn derhjemme lyder ikke af meget, når min arbejdskollega kan fortælle om sine 20 børn, konstaterer Kjeld.
Han fortæller, at han rent fagligt har måttet sande, at vi i Danmark nærmest opdrager vore børn til at være stressede, og at vi kunne lære noget af den måde, som børnene hernede får fred til at udvikle sig.
– Min far ville være stolt. Han var tømrer og så gerne, at jeg var fulgt i hans fodspor. Her i Uganda er det endelig lykkedes, siger han med et stort grin. Han var smed, før han blev pædagog, så hænderne er skruet godt på til at løse opgaven. Det første skridt er at få fat i de rigtige redskaber til de rigtige priser. Sammen med folk fra landsbyerne køber han ind.
– En kvindeloge i Sønderborg donerede 10.000 kr. til projektet. Vi håber, det rækker til mere end 50 anlæg. Og det er en festlig affære at gå i forretninger og prutte om priserne, hvor jeg kommer i kontakt med rigtig mange, fortæller Kjeld.
Det samme gælder arbejdet med at sætte anlæggene op. I løbet af kort tid er en flok af mænd, børn og enkelte kvinder i gang, og så går snakken. Om brædder og søm og prisen på plastikdunke og om livet i Danmark og Uganda.
Dora føler også, at opholdet udvider hendes horisont. Folk fra hele Østafrika er immigreret til Budongo, fordi der traditionelt var arbejde med skovhugst. Men for 12 år siden forbød regeringen al skovhugst, og siden har der ikke været arbejde at få. Et tydeligt tegn på fattigdommen er, at langt de fleste bor i stråhytter.
– Man tror, det er lyv, at folk stadig bor i hytter, laver mad på bål og bærer brænde på hovedet. Men det er bare virkeligheden her, siger Dora fuld af beundring over, at folk ikke bukker under for det hårde liv, og at kvinderne kommer gående langvejs fra til klinikken med deres renvaskede børn.
Hun fortæller med bekymring om et forældrepar, der kom med en dreng på et år, der kastede op og havde diarré. Det var tydeligt, at han havde væskeunderskud.
– Sådan et barn ville jeg på stedet have sendt på sygehuset med drop derhjemme, siger Dora. Men sundhedsklinikkens leder Olivia valgte at give ham sukkervand og medicin og sendte ham hjem. Dagen efter kom de igen, og denne gang rådede Olivia dem til at få drengen på hospitalet.
– Det var svært for mig, og det må være endnu sværere for Olivia, som ser sådanne tilfælde hver dag. Man skal være bomstærk for at overleve her, fortæller Dora.
– Vi kom ikke med illusioner om at redde Afrika, men vi ville være sikre på at møde ugandesere og ikke bare suse forbi stråhytter og børn i vejkanten på vej mod det næste safari-hotel. Den målsætning er til fulde blevet indfriet, slutter Kjeld.
Om Seniorrejser
Som noget nyt tilbyder Global Contact rejser for seniorer, der lægger vægt på frivilligt arbejde og indsigt i fremmede kulturer. Rejserne ikke går til katastrofeområder, men til projekter som led i Mellemfolkeligt Samvirkes langsigtede udviklingsarbejde, hvor målet er hjælp til selvhjælp for at støtte de fattige i at få indflydelse på deres eget liv.
Der er rejser til Guatemala, Bali, Kenya, Uganda, Indien og Ghana. Alle rejser er på 4 uger plus en uges forberedelseskursus. Yderligere oplysninger hos Global Contact, Rikke Friis Mikkelsen, tlf. 77 31 00 22, www.globalcontact.dk