Inden for de næste 3 uger rejser 42 danske soldater til det urohærgede Sudan for at være en del af en international FN-styrke på 10.000 soldater, som skal overvåge fredsaftalen mellem Sudans regering og oprørsstyrker i den sydlige del af landet, skriver Politiken mandag.
I denne uge skal Folketinget førstebehandle udsendelsen, og der er på forhånd flertal for forslaget.
Mens andre landes soldater skal patruljere i de tidligere krigsområder og afvæbne militser og lokale krigsherrer, skal danskerne hovedsagelig være med til at opbygge FN-styrkens hovedkvarter i hovedstaden Khartoum og udføre administrativt arbejde.
– Vores mål er at få hovedkvarteret til at fungere. Der er mange forskellige nationer og kulturer, der skal arbejde sammen – noget, vi har erfaring med fra andre operationer, siger oberstløjtnant Claus Pedersen, chef for de danske soldater til bladet.