Danske studerende kræver politisk fange i Swaziland løsladt

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Danske studerende samler underskrifter for løsladelse af studenterleder Maxwell Dlamini, som har været ulovligt fængslet i snart 5 måneder

Af Anna Villumsen
medarbejder i NGOen Afrika Kontakt

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) og Studenterrådet på Aarhus universitet har indledt en underskriftindsamling for løsladelsen af den fængslede studenterleder, Maxwell Dlamini, fra Swaziland – Afrikas sidste enevældige monarki.

I Swaziland er politiske partier forbudt og enhver opposition til kong Mswati III bliver mødt med tortur, fængslinger og i nogle tilfælde drab. Maxwell Dlamini har været leder for studenterbevægel-sen, Swaziland National Union of Students, siden 2010 og har siddet i fængsel i snart 5 måneder.

”Han blev tilbageholdt den 12. april på falske anklager om at være i besiddelse af sprængstof. Men det står klart, at han blev arresteret for sin aktive deltagelse i kampen for de studerendes rettigheder” skriver DSF og Aarhus studenterråd på hjemmesiden, hvor de opfordrer studerende og andre til at kræve hans løsladelse med en underskrift.

Global solidaritet og aktion

Underskrifterne skal overbringes til Swazilands konsulat i København, når indsamlingen er slut mandag den 5. september.

Datoen er ikke tilfældig. Den markerer starten på demokratibevægelsens internationale støtteuge ”Global week of Action”, hvor solidaritets-organisationer og andre bevægelser over hele verden kan vise deres støtte til et demokratisk Swaziland.

Den internationale studenterbevægelse “International Student Movement” bakker også op om initiativet.

På deres hjemmeside har flere organisationer fra Tyskland, England, Kosovo og Sydafrika varslet aktioner og erklæringer for Maxwell’s befrielse i løbet af ugen. Desuden oplyser DSF at organisationer fra Frankrig, Mexico og USA har vist interesse for initiativet.

Mazwells besøg i Danmark

DSF og Aarhus studenterråd inviterer til et solidaritetsarrangement på Århus universitet, hvor talere vil stille skarpt på forholdene i Swaziland, international studenterpolitik og Maxwell’s egen historie (se U-landsnyts kalender).

– Maxwell efterlod et rigtig godt indtryk, da han var med på DSF’s konference i november 2010, vi snakkede jo mest om dansk studenterpolitik og så var det godt at se en ung, smilende politiker, der kæmper med nogle helt andre problematikker i Swaziland end dem vi møder i Danmark, siger Nina Rasmussen, Næstformand og Uddannelsespolitisk Ordfører i DSF til Afrika Kontakt.

Hun forklarer, at støtten til Maxwell er vigtig i DSF’s arbejde med at oplyse danske studerende om internationale forhold og hun håber at engagere flere i solidaritetsarbejdet med studenter i andre lande.

Politivold og arrestation af danske aktivister

I Swaziland er der lagt op til 3 dages demonstrationer, hvor en bred palét af organisationer, såsom fagbevægelsen, kirkelige organisationer og studenterbevægelsen, vil gå på gaden.

Sidste års demonstrationer endte i politivold. Regimet slog hårdt ned på alle aktioner med 10.000 politi- og militærfolk samt blokeringer af alle veje til og fra hovedstaden Manzini.

Desuden blev 3 danske aktivister fra Afrika Kontakt anholdt og udsat for trusler og voldelige afhøringer, på trods af at de ikke deltog i demonstrationerne.

Man kan læse erklæringen og underskrive den på
http://www.ipetitions.com/petition/freemaxwell_dk/?utm_medium=social&utm_source=facebook&utm_campaign=button

Man kan læse om Maxwell Dlamini på
http://modkraft.dk/nyheder/article/demokratiforkaemper-fra-swaziland