Danske vandeksperter skal sikre rent vand i det klimatruede Bangladesh

Redaktionen

Klimaforandringerne er for længst nået til Bangladesh, hvor kraftige oversvømmelser og voldsom nedbør ofte gør rent drikkevand til en knap ressource.

For vandforsynings-selskabet i Bangladesh hovedstad Dhaka skal Grontmij | Carl Bro renovere det omfattende vandforsyningsnet og føre tilsyn med opførelsen af et vandværk, der vil sikre rent drikkevand til 2 millioner bangalere, skriver firmaet i en pressemelding torsdag.

I Danmark begrænser problemerne med forurenet drikkevand sig til enkeltstående tilfælde. I Bangladesh er det en ganske anderledes udfordring at skaffe rent drikkevand til landets 150 millioner indbyggere.

Nu skal Grontmij | Carl Bros erfaring med vand- og spildevandsprojekter i både Danmark og udlandet bruges i forbindelse med 2 nye omfattende opgaver for vandforsyningsselskabet i Dhaka.

2.600 km rør

Den ene opgave er at projektere og føre tilsyn med renovering af en del af vand-forsyningsnettet – i alt 2.600 km rør.

– Det er længere end herfra og til Rom, og i øvrigt større end Københavns samlede net. Mange af rørene skal lægges i smalle gader, der er fuldstændig blokerede af trafik i dagtimerne, så det er en spændende udfordring, fortæller gruppeleder fra Grontmij | Carl Bro, Jørgen Bygvraa Hansen.

Opgaven løber over 5 år, og 2 medarbejdere fra Grontmij | Carl Bro er fast udstationeret i perioden. Grontmij | Carl Bros del af opgaven tæller 150 mandemåneder, derudover bidrager en række lokale samarbejdspartnere til projektet.

Grontmij | Carl Bro har tidligere udarbejdet en masterplan for vandforsyningen i Dhaka, som løber de næste 15-20 år, dvs. at virksomheden har stået for forarbejdet og har de bedste forudsætninger for at løse opgaven.

Arbejdet går i gang i juli 2009 og finansieres af et lån fra Den Asiatiske Udviklingsbank (ADB).

Vandværk til 2 millioner brugere

Den anden opgave, Grontmij | Carl Bro har fået for vandforsyningsselskabet i Dhaka, er at føre tilsyn med opførelsen af et nyt vandværk til 2 millioner brugere.

Her er det overfladevand, der skal renses til drikkevand, og overfladevand er i perioder stærkt forurenet. Især i tørre perioder, hvor floden er næsten stillestående, er der en høj koncentration af spildevand i flodvandet.

Vandværket er delvist finansieret af Danida gennem de såkaldt blandede kreditter. Grontmij | Carl Bro vil have en medarbejder udstationeret på projektet i 3 år. Herudover vil specialister fra virksomheden jævnligt besøge projektet. Arbejdet forventes at gå i gang i slutningen af 2009.

De omfattende vandprojekter kommer i forlængelse af flere andre projekter, som Grontmij | Carl Bro har arbejdet på i Bangladesh.

Over de seneste 10 år har rådgivervirksomheden løst mere end 50 større donorfinansierede opgaver i Bangladesh – dels forskellige vandprojekter dels uddannelsesprojekter.

– Vores store erfaring i vandsektoren gør Grontmij | Carl Bro til en stor og vigtig international aktør på dette marked, siger Jørgen Bygvraa Hansen.

Yderligere oplysninger hos gruppeleder Jørgen Bygvraa Hansen, Grontmij | Carl Bro, tlf. 27 23 66 48, e-mail [email protected]

Presseansvarlig Lasse Bjerre Sørensen, Grontmij | Carl Bro, tlf. 27 23 69 61, e-mail [email protected]

Om Grontmij | Carl Bro

Grontmij | Carl Bro er en del af hollandske Grontmij og omfatter moderselskabet Grontmij | Carl Bro A/S, der har aktiviteter i både Danmark og internationalt gennem deltagelse i projekter, der udføres over det meste af verden. Grontmij | Carl Bro har også selskaber i bl.a. Litauen og Vietnam.