Den danske FN Politikommissær Kai Vittrup er med virkning fra den 15. oktober 2008 udpeget som ny leder af EUs politimission i Afghanistan, skriver udenrigsministeriet i København i en pressemelding fredag.
EUs politimission har siden juni 2007 været engageret i træning og udvikling af de afghanske politistyrker. Kai Vittrup er udpeget som manden, der kan fortsætte denne store opgave, sideløbende med at han skal føre an i den forestående udvidelse af missionens stab fra 200 til 400 internationalt udsendte.
Vittrup har stor international erfaring med udvikling og træning af politistyrker i bl.a. Irak, Østtimor og Bosnien-Hercegovina, og har senest fungeret som Police Commissioner ved FN-missionerne i Kosovo (2004-2006) og det sydlige Sudan (2006-2008).
Udenrigsminister Per Stig Møller (K):
– Det er meget positivt, at EU har udvalgt den danske politimand Kai Vittrup. Der er tale om en stor og vigtig opgave: Opbygning af en troværdig og handlekraftig politistyrke er en afgørende forudsætning for stabilitet i Afghanistan. Kai Vittrup besidder i kraft af sin store internationale erfaring og resultatorienterede ledelsesstil de nødvendige forudsætninger for at løse denne vanskelige opgave.
– Vigtigst af alt har Vittrup demonstreret, at han kan opnå resultater under særdeles vanskelige vilkår – en afgørende egenskab i Afghanistan.
EUs politimission blev iværksat 15. juni 2007 som et udtryk for EUs generelt øgede fokus på genopbygning og udvikling i Afghanistan. Missionens målsætning er at bidrage til udvikling af en pålidelig og effektiv afghansk politistyrke som grundlag for en styrket retsstatskultur, gennem bl.a. såkaldt train-the-trainer aktivitet og mentorprogrammer for beslutningstagere i det afghanske indenrigsministerium, justitsministerium og i den nationale afghanske politistyrke (ANP).
Centralt i missionens arbejde er målsætningen om at gøre ANP bæredygtigt ved på sigt at skabe afghansk ejerskab over polititræningen.
Danmark bidrager aktuelt til missionen med 8 politifolk ud af en samlet international stab på knap 200 udsendte, og regeringen er indstillet på yderligere udsendelser. Danmark var blandt de lande i EU, der i 2007 pressede på for at iværksætte en politimission i Afghanistan.
Der er fra dansk side videre arbejdet for at sikre opbakning til den udvidelse af missionen, som EUs udenrigsministre blev enige om den 26. maj 2008, og som ventes indledt i december 2008.