Dansker modtager fredspris for forsoningsarbejde i Sierra Leone

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Den 29-årige dansker Jakob Silas Lund modtog torsdag aften den fornemme fredspris, “Beyond Sport Award 2011”, på vegne af organisationen Play31, som han selv stiftede for bare fire år siden.

Ved en stort anlagt ceremoni i sydafrikanske Cape Town overrakte den tidligere britiske premierminister Tony Blair ham prisen.

Han fik den for at være den bedste organisation inden for kategorien ”Konfliktløsning gennem Sport”, skriver Berlingske fredag.

Play31 har siden 2007 arbejdet med at skabe fred mellem tidligere fjender under den grusomme borgerkrig i Sierra Leone. Det sker ved at arrangere fodboldturneringer og seminarer i menneskerettigheder mellem landsbyer, der tidligere har bekriget hinanden.

Jakob Silas Lunds organisation er bygget på frivillighed og én ansat medarbejder i Sierra Leone i Vestafrika – et af verdens allerfattigste lande.

Ikke desto mindre er Play31 vokset til en organisation, der arrangerer fodboldstævner over hele Sierra Leone.

– Jeg oplevede to ting, da jeg så folkene i Sierra Leone med vore bolde: Hvor meget de elskede fodbold – lige så meget som mig – og hvor interesserede de var i at forsone sig efter krigen. Jeg var helt oppe at køre over min egen idé om at kombinere de to ting, fortæller han til Berlingske.

– Nogle gange tænker jeg: Hvad er det, jeg har startet, men i forhold til krigen, er det småting, og hvis det bliver for meget, yder vi en ekstra indsats med forsoningsdelen, for det viser os, at der måske er et arbejde at gøre, siger Jakob Silas Lund.