Mike Chuma, som til dagligt spiller i den danske 2. division, scorede det eneste mål, da Tanzania onsdag gennem en 1-0 sejr over Somalia spillede sig i kvartfinalen i Cecafa Cup, skriver websitet bold.dk
Cecafa Cup, som med 81 år på bagen er den ældste afrikanske fodboldturnering, spilles en gang om året med deltagelse fra central- og østafrikanske lande. I år repræsenterer 2. divisionsklubben Værløses stærke angriber Tanzania.
Mike Chuma sikrede efter 65 minutter sit hold sejren, da han scorede på et flot langskudsmål. Successen glæder Værløses træner, Kim Splidsboel, som dog ikke er overrasket. Chuma scorede nemlig også, da Tanzania slog Zambia 2-1 i en opvarmningskamp op til turneringen.
Splidsboel har tidl. været landstræner for Malawi i det sydlige Afrika.