Efter flere årtiers tilløb forsøger FN’s generalsekretær António Guterres nu at sætte skub i en reform af den mere end 70 år gamle verdensorganisation.
Til at hjælpe sig har han ansat den 56-årige danske topdiplomat Jens Christian Wandel, der tirsdag 31. juli 2018 begyndte i jobbet som rådgiver for generalsekretæren. Hans opgave bliver at rådgive og koordinere på tværs af FN’s mange organisationer i en omfattende strukturreform, skriver netsitet Altinget.
Det var ellers ikke meningen, at Wandel skulle tilbage til FN, da han i 2017 stoppede som assisterende generalsekretær og administrationschef i FN’s Udviklingsprogram UNDP for at arbejde med bæredygtighed og partnerskaber i den private sektor. Men da tilbuddet kom, kunne han ikke sige nej.
Tre reformspor
Selve reformen, Jens Christian Wandel skal hjælpe med at udmønte, består af tre separate spor.
For det første skal organisationen tilpasse sig, så den kan indfri Verdensmålene for bæredygtig udvikling vedtaget af FN’s medlemsstater. For det andet skal selve ledelseskulturen i FN moderniseres og effektiviseres i en mere åben og decentral retning. Og for det tredje skal FN blive bedre til at håndtere regionale konflikter.
Og så skal FN’s mange sær- og underorganisationer som f.eks. UNESCO, UNICEF og UNDP blive bedre til at samarbejde på tværs af mål og interesser. Det er ikke en ukompliceret øvelse i en organisationsfamilie, der er konstrueret for næsten 40 år siden.
De tre reformspor har siden António Guterres’ tiltrædelse som generalsekretær i januar 2017 været en vigtig politisk prioritering for den tidligere portugisiske præsident.
”Hvert reformspor har sit eget dedikerede team, men jeg skal sørge for, at de arbejder sammen på tværs. Det er generalsekretærens opgave at drive reformen, men jeg skal hjælpe med at køre den fremad på den mest effektive måde,” anfører Jens Christian Wandel.
Han har især arbejdet i FN’s Udviklingsprogram UNDP i lande som Samoa, Kirgisistan og Vietnam. Se også
https://globalnyt.dk/content/dansker-til-tops-i-undp
I første omgang har Wandel afsat 18 måneder til projektet. Det erklærede mål er at udmønte reformerne inden fire år.