Danskere i rundspørge: Torturforbud bør indskrives i dansk lov

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Et klart flertal på 85 procent af danskerne finder det meget vigtigt eller vigtigt, at Danmark skal være foregangsland i arbejdet mod tortur, konkluderer en nylig rundspørge.

Opinionsundersøgelsen er foretaget af Catinet for Amnesty International og offenliggjort 18. april i avisen Urban. 1.000 personer blev spurgt om deres holdning til spørgsmålet om et forbud mod tortur i dansk lov og Danmarks rolle som foregangsland i arbejdet mod tortur.

Over 81 pct. erklærer sig meget enig eller enig i, at et forbud mod tortur skal indarbejdes i dansk lov. Kun 8,5 pct. er uenige eller meget uenige i, at et forbud skal stå direkte i dansk lovgivning.

Dermed er kun hver tolvte af de adspurgte enige i VK-regeringens afvisning af at følge opfordringen fra FN om at indarbejde forbuddet mod tortur i dansk lovgivning.

– Vi er meget glade for den store opbakning bag arbejdet mod tortur, som undersøgelsen dokumenterer. Det er et overbevisende signal til regeringen om at støtte forslaget fra Amnesty International og RCT om at inkorporere forbuddet mod tortur i dansk lov – såvel den militære som den civile straffelov, siger kommunikationskoordinator i Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) i København, Tue Magnussen og fortsætter:

– Den markante folkelige opbakning til Danmarks mangeårige rolle som foregangsland i arbejdet mod tortur bør udmønte sig i, at Danmark følger opfordringen fra FNs anti-torturkomite.

– Det er samtidig et skulderklap til det arbejde, som RCT og Amnesty International står for og som gennem en såvel politisk, diplomatisk og behandlingsmæssig indsats har gjort Danmark til foregangsland i arbejdet mod tortur, tilføjer Tue Magnussen.