Danskerne samler ind til flygtningene – på egen hånd

Forfatter billede

Lige nu har flere end 2.000 privatpersoner og virksomheder gang i egne indsamlinger til de største nødhjælpsorganisationer.

Inde på organisationernes hjemmesider har de 2000 oprettet hver deres internetindsamling under overskrifter som ”Jeg bliver nødt til at gøre et eller andet”, ”Vi kan gøre en forskel” og ”Hjælp de små”.

“Vi har åbnet for de her egenindsamlinger, fordi det giver en helt utrolig hjælp. Tidligere kunne folk måske give 50-100 kroner til Red Barnet, hvis de ville give deres eget bidrag. Nu aktiverer de hele deres netværk – familie, venner og kolleger”, fortæller Claes Amundsen, der er fundraisingchef hos Red Barnet, til DR.

På Dansk Røde Kors’ hjemmeside plejer der i snit at være 150 egenindsamlinger i gang. I september er antallet eksploderet til 517 til fordel for syriske flygtninge.

“Det er også steget med 40 procent, hvor meget folk donerer, siger Carina Haslev, der er ansvarlig for egenindsamlingerne på Dansk Røde Kors’ hjemmeside.

Mange giver også gerne deres tid. På jobportalen frivilligjob.dk har der her i september været ¼ flere inde og lede efter muligheder for at arbejde frivilligt end normalt.

Magasinet Penge ser i aften (onsdag) nærmere på folks trang til at hjælpe og indsamle penge – det er kl. 21.55 på DR 1.