Danskerne trætte af sensationer – radioen mest troværdig

Forfatter billede

Hor, mord og ildebrand! Med store overskrifter og farverige lokkeord forsøger nyhedsmedierne at kapre tilskuere. Men i kampen om læserne, lytterne og seernes opmærksomhed har tillidsforholdet mellem medier og danskere lidt et knæk.

Kun hver fjerde dansker stoler på, at dét, der gengives i nyhedsmedierne, er korrekt, skriver kommunikationsbureauet Radius i en pressemeddelelse fredag.

Samlet set opfatter danskerne radioen som det mest troværdige nyhedsmedie. På andenpladsen kommer TV tæt forfulgt af de trykte medier som aviser og dagblade, mens onlinenyheder indtager bundplaceringen.

(Tilføjelse U-landsnyt.dk: Vi har ikke kunnet finde en nærmere analyse af, hvilke internetmedier det drejer sig om).

Kvaliteten i de danske mediers nyhedsdækning er stærkt nedadgående. Sådan lyder dommen fra danskerne i en ny analyse af mediernes troværdighed.

Her svarer næsten halvdelen af de adspurgte, at kvaliteten i de danske nyhedshistorier er dalet over de senere år.

Mangelfuld kildekritik og faktafejl

Vægtning af sensationshistorier, mangelfuld kildekritik og faktafejl er noget af det, der har skubbet til danskernes tillid.

Således svarer tre ud af fire danskere, at nyhedsmedierne er for optagede af sensationshistorier, mens 2/3 af de adspurgte mener, at nyhedsmedierne fokuserer for meget på negative historier og konflikter. Kun hver fjerde dansker stoler på, at det, der gengives i nyhedsmedierne, er korrekt.

Analysen, der er foretaget af Epinion blandt godt 1.000 danskere på vegne af Radius Kommunikation, viser desuden, at næsten to ud af tre mener, medierne fokuserer for meget på enkeltsager og personer.

Lige knap halvdelen svarer, at nyhedsmedierne er for ukritiske i deres valg af kilder. Og blot 10 pct. af danskerne mener, at nyhedsmedierne er objektive og fremstiller alle sider af en sag.

”Der er ingen tvivl om, at stigningen i nyhedsflowet med de nye onlinemedier, 24-timers nyhedsdækning og færre journalister til at dække flere kanaler har rystet nyhedsmediernes fodfæste”, siger admin. direktør i Radius Kommunikation, Nicolaj Taudorf Andersen, og lægger til:

“Der har måske været en tendens til lemmingeeffekt, hvor særligt onlinemedierne har bragt de samme historier og skruet op for den kulørte retorik for at tiltrække kunder i butikken og det har kostet på troværdigheden i befolkningen”.

Danskerne vil oplyses – ikke underholdes

Ifølge kommunikationseksperten er et troværdigt omdømme netop ikke noget, man vinder via den lækre overskrift og det hurtige klik.

Det er noget, man bygger op over tid. Og det kan tage ganske lang tid at vende den opfattelse, der først én gang har forplantet sig i befolkningen.

”Lidt forenklet handler det om, at medierne skal finde ind til deres grundforretning og udpege deres kernemålgruppe. De skal ikke alle sammen formidle alt til alle, men være skarpe på at formidle lige præcis de mest relevante nyheder til deres egne læsere. Og have modet til at turde holde fast”, lyder det fra Nicolaj Taudorf Andersen.

Derfor er løsningen heller ikke umiddelbart hurra-nyheder og infotainment i medierne.

”Det svarer til at skabe underholdning på samme måde som sensationerne, blot med nogle andre fortegn. Og danskerne vil ikke underholdes, når de læser avisen – De vil oplyses. Det svarer 93 procent af de adspurgte i analysen. Dét er da om noget et klart budskab,” gør Taudorf Andersen gældende.

Om analysen

Radius Kommunikation har undersøgt den danske befolknings holdning til mediernes troværdighed.

Undersøgelsen er gennemført i perioden 28. maj – 4. juni 2013. 1.014 danskere i alderen 18-75 år har deltaget i undersøgelsen, der er udført som en internetbaseret spørgeskemaundersøgelse af Epinion.

Radius Kommunikation gennemfører hvert efterår en årlig troværdighedsanalyse blandt 21 faggrupper – fra sygeplejesker og læger til spindoktorer og kommunikationsrådgivere. I efteråret 2012 blev troværdighedsanalysen udvidet med en kvalitativ analyse af journalisters troværdighed.

Se også www.radiuskommunikation.dk