I kølvandet på afsløringer fra DanWatch og Fagbladet 3F opfordrer udviklingsminister Mogens Jensen nu danske tøjproducenter til at sikre bedre vilkår hos leverandørerne i Bangladesh. Samtidig sender han 25 millioner kroner til tekstilarbejderne.
25 millioner og en opfordring til danske virksomheder om at holde bedre øje med deres leverandører i Bangladesh. Det er det danske bidrag til de tekstilarbejdere i Bangladesh, der stadig kæmper med vold, trusler og deres egen sikkerhed, når de dagen lang arbejder i faldefærdige fabrikker.
Dokumentation nytter
Direktør i DanWatch, Eva Hesse Lundström hilser bevillingen og kravet om, at virksomhederne skal tage ansvar velkommen:
“I DanWatch er vi glade for, at dokumentation af elendige arbejdsvilkår for arbejderne i Bangladesh er med til at føre til politisk handling. Det er første skridt på vejen. Men omfanget af krænkelser af mennesker og miljø er massivt, og DanWatch vil fortsat bidrage til, at alle danskere bliver oplyst om problemerne i tekstilindustrien, også i andre udviklingslande”, siger Eva Hesse Lundström ifølge en pressemeddelelse fra DanWatch.
Bevillingen og opfordringen fra handels- og udviklingsminister Mogens Jensen kommer kort før årsdagen den 24. april, der markerer katastrofen, hvor fabriksbygningen Rana Plaza kollapsede. Ulykken kostede flere end 1.134 tekstilarbejdere livet og sårede flere end 2.000 mennesker, og den skyldtes massive overskridelser af bygningssikkerheden.
Stadig vold og krænkelser
Danwatch og Fagbladet 3F har netop været i Bangladesh og dokumentere, at der et år efter stadig er massive problemer med faldefærdige fabrikker, og at vold, trusler om fyring og urimelige krav til, hvad arbejderne skal levere, stadig er en del af hverdagen.
Læs bl.a. Bangladesh: Kamrul blev tæsket af firmaets bøller
og Bangladesh:Tøjarbejder truet på livet af chefen.
Det får nu handels- og udviklingsminister Mogens Jensen til at reagere, derfor giver han 25 millioner kroner til miljøforbedringer og inspektion af fabrikkerne og til FN’s arbejdsorganisation, ILO.
“Danmark skal være helt i front med virksomheders globale ansvar. Men der findes ikke noget quick fix i Bangladesh eller i andre fattige u-lande med stor tekstilproduktion. Vi kan hjælpe til med at forbedre forholdene i samarbejde med internationale organisationer og alliancer for etisk handel,” siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.
Læs mere om DanWatch: http://www.danwatch.dk/