Ungdommens Folkemøde
– Ungdommens Folkemøde fandt sted i Valbyparken i København d. 5 og 6 september 2019 for fjerde år i træk
– Deltagerne kommer fra ungdomsuddannelser fra blandt andet Esbjerg, Odense, Randers og Nakskov og København.
– 250 frivillige er i samarbejde med Ungdomsbureauet med til at stable arrangementet på benene
Greta Thunberg. Klimastrejke. Ungdommen er vores fremtid.
Unge i hele verden har været i fokus det seneste år, for deres opråb om at tage klimaforandringerne seriøst. På Ungdommens Folkemøde får de mulighed for at tale med politikere, NGO’er, virksomheder og andre ligesindede unge om de problemer, der fylder i deres bevidsthed.
De 17 verdensmål, som FN’s medlemslande i fællesskab har vedtaget som køreplan til at løse klodens udfordringer inden 2030, var sat på dagsordenen til Ungdommens Folkemøde.
I Udenrigsministeriets telt møder Globalnyt op til en omgang verdensmålsspil, med blandt andet udviklingsminister, Rasmus Prehn (S), som dommer. Gymnasieelever bliver delt ind i hold, hvor de i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråds (DUF) ungedelegater, skal vælge et af de 169 delmål indenfor verdensmålene og brainstorme en løsning på det.
Der bliver ivrigt diskuteret alt fra forebyggelse af alkohol- og stofmisbrug, økosystemer, flygtninge og mindre forbrug af plastik.
En af ungedelegaterne der skal repræsentere den danske ungdom i FN, er 24-årige Pia Bjerre. Ifølge hende savner ”de voksne” i FN konkrete forslag fra unge, og det får de i hvert fald fra de tilstedeværende i Udenrigsministeriets telt.
”Jeg talte med et hold, der skulle finde løsninger på verdensmål 12 om ansvarligt forbrug, og der stod de og kom med forslag til et udvidet pantsystem, eller at Folketinget kunne indføre afgifter på virksomheders affald. Det bærer præg af at være vanvittigt konkret,” siger Pia Bjerre.
Når Pia Bjerre om et par uger deltager i FN’s generalforsamling, har hun derfor kufferten fyldt med forslag fra danske unge til at komme nærmere verdensmålene. Engagement og interesse var der nok af allerede fra morgenstunden.
”Unge er altid klar på at tage en snak om verdensmålene, og hvordan vi får dem implementeret,” understreger Pia Bjerre.
En klar bevidsthed om verdensmålene hos gymnasieelever
Rundt omkring på pladsen blafrer flagene med de 17 verdensmål i vinden, og det vrimler med unge, der interviewer, filmer eller deltager i workshops i de forskellige telte.
I Dansk Industris telt, var verdensmålene også i fokus. Her havde en gruppe unge fra Niels Brocks Internationale gymnasium, fået til opgave at være politisk aktive, og derfor valgt at se på industriens rolle i bæredygtig og grøn omstilling.
”For os er det vigtigt at gøre noget, hvor vi kan. I forhold til sult har vi ikke så meget at sige. Men indenfor klimaet og ligestilling ved vi, hvad vi kan gøre,” siger Amalie, der går i 1.g.
Eleverne fra Niels Brock er udmærket klar over, at de har en stor rolle i at skabe forandring i verden, især når det kommer til klima.
”Jeg tror på, at det os, der skal overtage verden, men man skal ikke gøre unge hykleriske. Man skal lære dem, at tingene kommer gennem innovation. Der er lidt for meget fokus på, at jorden går under i stedet for det innovative, det bliver der ikke undervist nok i,” lyder det fra 16-årige Hans.
De fire unge stemmer alle i med et rungende ja, når Globalnyt spørger ind til deres kendskab til FN’s verdensmål. De har alle hørt om dem, også før det indgik i gymnasieundervisningen, men de savner mere viden om løsninger.
”I folkeskolen havde vi enkelte emnedage, men ikke noget opfølgende. Vi har snart gjort alle unge mennesker i stand til at snakke om problemerne, men ikke til at løse dem,” siger Hans fra Niels Brock gymnasium.
Verdensborgere i København
Også gymnasierne Rysensteen og Christianshavn er repræsenteret på folkemødet. Elever herfra befandt sig i Udenrigsministeriets telt og deltog i spillet ”Verdensborgeren – verdensmål i spil”.
Tre elever fra Rysensteens gymnasium fortæller, at verdensmålene er et af hovedpunkterne i gymnasiets fokus på Global Citizenship, og derfor er det langt fra ukendt territorium for dem.
Asta på 16 år, der går i 2.g på Rysensteen, fortæller om hendes oplevelse af at spille med verdensmålene: ”Det var fedt, at man kunne komme med nogle forslag til, hvad man selv kunne gøre. Jeg lærte mere af det. Vi valgte et fokus på forbrug og delmål 12.5 og 12.3 om halvering af madspild, som vi syntes var mest relevant.”
På Christianshavns Gymnasium er det hovedsageligt i fagene samfundsfag og naturgeografi, at verdensmålene spiller en rolle, men i deres egen bevidsthed har de været der længe.
”Verdensmålene har altid været en gængs ting, synes jeg, for eksempel i forhold til klima og ligestilling,” siger Trine på 19 år, der går i 3.g på Christianshavns Gymnasium.
De fire piger fra Christianshavn er ikke i tvivl om, at ungdommen er klar til at tage et ansvar for at nå verdensmålenes fokus på klima.
”Ungdommen er mere bevidst om, at hvis vi ikke gør noget nu, så sker der heller ikke noget i fremtiden. Vi bliver nødt til at tage ordentlig fat denne her gang og rydde op efter vores forældre og bedsteforældre,” siger 19-årige Frida.
Det skal også handle om sex
Senere på dagen er det ”Sex-Jeopardy”, der sætter gang i diskussioner om kønsidentiteter på Facebook, piger der giftes bort eller homoseksuelle og forelskelse.
Humøret er højt, når repræsentanter fra Sex og Samfund og udviklingsminister Rasmus Prehn styrer quizzen om verdensmål 3 og 5.
Teltet fyldes hurtigt med god stemning på trods af de alvorlige emner. Imens de unges viden om seksualitet og rettigheder testes, taler Globalnyt med DUF’s ungedelegat Pia Bjerre om, hvordan unges bevidsthed om verdensmål og samfundsproblematikker ifølge hende har ændret sig.
”For fem år siden var der ingen i min familie, der sad rundt om middagsbordet og talte om CO2-aftryk og flyrejser eller madspil og den slags, men det gør vi nu. Det er jo fedt, for alle ældre har en ung i deres liv. Så det handler også om at italesætte, at unge har brug for, at vi handler mere.”
Ungdommens Folkemøde er arrangeret af Ungdomsbureauet og består af fire scener, flere end 100 stadeholdere og omkring 500 aktiviteter spredt ud over de to dage, arrangementet varer.