Af Michael Gylling Nielsen
Med de fire prioritetsområder som oplæg til den nye udviklingsstrategi, ønsker Læger uden Grænser at fremhæve retten til sundhed i forhold til prioritetsområdet om fremme af rettigheder.
I forhold til prioritetsområdet om bæredygtig landbrugsudvikling og fødevaresikkerhed ønsker Læger uden Grænser at påpege nødvendigheden af en sammenhæng mellem dette og bekæmpelse af underernæring.
Sidst men ikke mindst må der i arbejdet med stabilitet og beskyttelse i skrøbelige og konfliktramte lande sikres, at de humanitære principper beskyttes og opretholdes.
1. Rettigheder – husk retten til sundhed
Retten til sundhed er en fundamental del af vore menneskerettigheder og vores forståelse for et værdigt liv. Alligevel går kun 13 procent af den danske udviklingsbistand til sundhed. Det er yderst beskedent, særligt i lyset af, at udvikling og sundhed hører uløseligt sammen.
Det er veldokumenteret, at investeringer i sundhed bidrager til udvikling og fremgang. Jo mere sund og rask man er, des mere vil man kunne bidrage til vækst i samfundet.
Derudover vil raske personer være bedre i stand til at kræve deres rettigheder og på denne måde skabe den rettighedsbaseret udvikling drevet indefra, som udviklingsministeren har fokus på.
For sygdom hænger sammen med fattigdom. F.eks. mister børn, der vokser op underernærede, mere end 10 pct. af deres livtidsindkomst på grund af sygdom og nedsat mental og fysisk udvikling som følge af underernæring.
Lande mister op til 3 pct. af deres bruttonationalprodukt (BNP) som direkte konsekvens af underernæring i befolkningen.
Også konsekvenserne af sygdomme som tuberkulose kan mærkes på pengepungen, og dermed muligheden for at komme ud af fattigdom. 7 pct. af visse landes BNP går tabt som følge af tuberkulose, mens den gennemsnittelige husholdning hos en tuberkulose patient mister op til 30 pct. af en årlig indtjening.]
Derudover er hiv og aids stadig én af de alvorligste trusler mod udviklingslandenes muligheder for at skabe vækst og fremgang, på trods af de seneste års fremgang med at reducere smitte og få flere mennesker i behandling.
I dag er 6,7 millioner mennesker i behandling. Men det er kun 47 pct. af de i alt 14,2 millioner, der har behov for behandling. 2,7 millioner smittes stadig hvert år, hvoraf 40 pct. er i den arbejdsdygtige alder, mens 1,8 millioner døde af hiv og aids i 2010.
Derfor er vi stadig langt fra at nå FN’s udviklingsmål om bl.a. at skabe universel adgang til hiv/aids behandling, mål som også Danmark har forpligtet sig til.
De seneste år har givet os megen ny viden om, hvordan vi kan forebygge og behandle nogle af de ”store dræbere” i udviklingslandene, og dermed være med til at reducere bl.a. børnedødeligheden og fremme sundheden i disse lande.
Vi ved nu, at behandling med anti-retroviral medicin (ARV) til hiv-patienter nedsætter risikoen for at viderebringe smitten med op til 96 pct. Dermed har vi med ARV nu muligheden for ikke blot at behandle og redde liv, men også at forebygge smitte af hiv.
Men den internationale donortilbagetrækning af midler til bekæmpelse af hiv/aids, hvor Danmarks planlagte reduktion af midler til den Globale Fond til bekæmpelse af hiv/aids, tuberkulose og malaria blot er ét af mange eksempler, er en af de største trusler mod den store succes som seneste års indsatser på dette område har resulteret i.
Et eksempel er Burma, hvor man vil kunne se effekten af aflysningen af den Globale Fonds 11. ansøgningsrunde planlagt for 2012, som følge af manglende midler.
I Burma er 15.000-20.000 mennesker døde de seneste år på grund af manglende adgang til ARV. 120.000 har behov for ARV behandling i øjeblikket, men kun 30.000 er i behandling.
Med penge fra Den Globale Fond ville Burma kunne have sat yderligere 46.600 i behandling med ARV inden 2018 og dermed reddet liv og forebygget smitte. Men på grund af den aflyste ansøgningsrunde, vil dette nu ikke være muligt.
Tuberkulose er også et stort problem i udviklingslandene og koster hvert år næsten to millioner menneskeliv.
Men også her har vi endelig muligheden for at gøre noget, idet vi efter 130 år med forældede diagnose muligheder, endelig har fået en ny og hurtigere måde at diagnosticere tuberkulose.
På bare to timer vil man fremover kunne diagnosticere ikke bare tuberkulose, men også den form for tuberkulose, der er modstandsdygtig overfor den gængse medicin, hvilket førhen kunne tage op til tre måneder.
Det har stor betydning, ikke blot for overlevelse men også for risikoen for at viderebringe smitte og dermed udbredelsen af tuberkulose.
Vi har også fået bedre muligheder for at behandle malaria, som hvert år dræber omkring en million, hvoraf ni ud af ti er børn. Og nye og forbedrede vacciner bl.a. mod meningitis giver håb om, at vi fremover kan undgå nogle af de mest dødelige børnesygdomme.
Vi har derfor nu mere end nogensinde mulighed for at fremme sundheden i udviklingslandene og sikre helt basale rettigheder som retten til at leve, retten til medicin – retten til sundhed. Uden øget fokus på sundhed vil vi heller ikke kunne nå FN’s udviklingsmål i 2015, hvoraf fem ud af otte mål er direkte eller indirekte afhængig af eller forbundet med sundhed.
Ministeren nævnte selv på et seminar for nylig arrangeret af DIIS, at menneskerettigheder er en samlet pakke, hvoraf sundhed er en del af denne pakke.
Der er ingen tvivl om, at Danmark, med vores mange års erfaring i bistand på sundhedsområdet, kan være med til at gøre en markant forskel for verdens fattige og sikre retten til sundhed. Vi må derfor for alt i verden ikke glemme retten til sundhed i den nye udviklingsstrategi.
Læger uden Grænser opfordrer derfor udviklingsministeren til i langt højre grad at gennemføre retten til sundhed i den danske udviklingsstrategi ved bl.a. at:
* Være med til at sikre retten til sundhedsydelser for verdens fattigste bl.a. ved at øge fokus på opbygning og udvikling af sundhedssystemer, som en essentiel del af udviklingen af sunde og bæredygtige samfund
* Fortsætte en strategi, hvor der er særligt fokus på bekæmpelse af hiv/aids. Strategien bør dog revurderes og prioriteringer bør være opdateret i forhold til nyeste evidens indenfor området, således at der i langt højere grad sættes fokus på ARV-medicin både som forebyggelse og behandling
* Øge, i stedet for at reducere, støtten til den Globale Fond, én af de største aktører indenfor bekæmpelse af hiv/aids, tuberkulose og malaria, for at sikre retten til livsvigtig medicin og behandling.
* Sætte ambitiøse og konkrete mål i forhold til fremme af kvinders reproduktive sundhed og rettigheder med fokus på bl.a. at øge udbredelsen af og adgangen til – såvidt det er muligt – gratis mor-barn sundhedsydelser
2. Fødevaresikkerhed – inklusiv behandling og forebyggelse af underernæring
I en verden, hvor næsten en milliard mennesker sulter, hilser Læger uden Grænser udviklingsministerens prioritet om at arbejde for bæredygtig landbrugsudvikling og fødevaresikkerhed velkommen.
Men midt i dette langstrakte og udviklingsorienterede arbejde må vi ikke glemme de 195 millioner børn, der i øjeblikket lider af underernæring, og for hvem en akut indsats er livsvigtig. Derfor må vi sørge for, at der særligt på dette område bliver bygget bro mellem udviklingsbistanden og den humanitære bistand.
Akut underernæring er en medicinsk tilstand, der udgør 11 procent af den globale sygdomsbyrde og er skyld i flere end 3,5 millioner dødsfald blandt børn under fem år hvert år. Det er mere end 1/3 af alle dødsfald blandt børn.
Derudover medfører underernæring både sygdom og nedsat fysisk og mental udvikling, hvilket har konsekvenser resten af livet for det barn, der vokser op underernæret.
Ifølge Verdensbanken er der behov for 12,5 milliarder dollars for at bekæmpe børneunderernæring globalt. Kun 300 millioner dollars er indtil videre årligt sat af på globalt plan til dette formål, hvilket blot er 2,5 pct af de nødvendige midler.
At bekæmpe sult handler om at have adgang til nok mad. At bekæmpe underernæring handler om at sørge for, at den mad man har adgang til, er næringsrig og næringsholdig.
Ny forskning og innovative fødevare- og ernæringsstrategier har de seneste år givet os nye metoder til at forebygge og behandle underernæring. Det er strategier, der ikke blot kan redde liv og skabe livskvalitet, men som også kan mindske byrden på i forvejen overbebyrdede sundhedssystemer i de lande, der er hårdest ramt af underernæring.
Særligt små børn har brug for mad, der er næringsholdig og rig på vitaminer og mineraler. Hvis disse børn ikke får den rette næring, vil ni børn fortsætte med at dø hvert minut som følge af underernæring.
Der er derfor ikke bare behov for langsigtede og udviklingsorienterede løsninger på verdens fødevareproblemer, men også på her og nu løsninger, der kan redde menneskeliv og lidelser.
Læger uden Grænser opfordrer derfor udviklingsministeren til at indtænke forebyggelse og behandling af akut underernæring i det prioritetsområde, som vedrører landbrugsudvikling og fødevaresikkerhed.
Ernæring bør være en central del af udviklingsstrategien, således at den brede vifte af sociale og økonomiske forbedringer, der afhænger af ernæring kan blive realiseret.
Særligt mener Læger uden Grænser, at den danske udviklingsstrategi på dette område skal være med til at:
* Reducere forekomsten af akut underernæring ved rettidig og effektiv respons på humanitære og sæsonbetingede fødevarekriser
* Sætte standarder for kvaliteten af den internationale fødevarehjælp, som Danmark bl.a. bidrager til via EU og sikre indførelse af de mest effektive og bedst tilpassede fødevareprodukter, der imødekommer særligt små børn og andre sårbare gruppers næringsmæssige behov.
4. Stabilitet og beskyttelse i skrøbelige og konfliktramte lande
Det humanitære rum
I de militære eller humanitære indsatser i skrøbelige og konfliktramte lande er det helt essentielt, at det humanitære rum beskyttes og opretholdes.
Beskyttelse og opretholdelse af det humanitære rum er afgørende for, at civilbefolkningen kan få adgang til hjælp i konfliktramte lande og områder uanset, hvilken side befolkninger tilhører i konflikten.
Derfor mener Læger uden Grænser, at udviklingsstrategien skal tage højde for:
* At de humanitære principper om humanitet, neutralitet, upartiskhed, og uafhængighed respekteres i indsatserne
* At humanitære indsatser ikke sammentænkes – og sammenblandes – med militære aktiviteter. Militære aktiviteter er per definition ikke neutrale, uafhængige og upartiske.
Målsætningerne er vidt forskellige, og den humanitære bistand skal adskilles fra andre strategiske målsætninger, og ikke underlægges disse.
Den humanitære hjælp skal ikke bruges som et politisk eller militært middel.
Det skal være klart, hvem der gør hvad, og hvorfor, og hvem aktørerne er. F.eks. er beskyttelse af civile udført af miltære aktører ikke ’humanitær’ eller en ’humanitær intervention’.
Hvem, der er afsender af hjælpen, skal være klar og tydelig: Er det militæret, der udfører opgaven, skal det tydeliggøres med uniformer og militære køretøjer, således som de internationale konventioner tilskriver. Ligesom nødhjælpsorganisationerne også skal kommunikere klart, hvem de er.
I konfliktzoner kan sammenblanding eksempelvis medføre, at politiske aktører og civilbefolkningen får den opfattelse, at alle aktører har et politisk formål med, hvad de foretager sig, og dermed tager del i konflikten.
Nødstedte befolkningsgrupper kan udsættes for fare, når de modtager hjælp af en aktør, som opfattes som en del af konflikten, og kan derved selv blive draget ind i konflikten og udsat for fare.
* At humanitære prioritetslande identificeres på baggrund af behov og ikke på baggrund af sikkerheds- og udenrigspolitiske interesser, og at humanitære indsatser i de lande formes efter befolkningens behov, ikke danske sikkerhedspolitiske interesser.
* At den danske regering pro-aktivt arbejder for opretholdelse og beskyttelse af det humanitære rum i internationale fora.
Kontekstspecifikke indsatser/løsninger
* At indsatserne er kontekstspecifikke (passer til sammenhængen, red.) – vær varsom med standardløsninger og set-ups.
* At der satses på flere forskellige støttemekanismer afhængig af kontekst og konflikttype.
Hvis man f.eks. i konfliktfyldte sammenhænge, hvor der er FN fredsbevarende styrker, vælger at kanalisere al støtte gennem FN såkaldte cluster systemer, er der fare for sammenblanding af dagsordener med konsekvenser for, hvor hjælpen bliver givet, og hvem der får den.
————-
Michael Gylling Nielsen er direktør for Læger uden Grænsers danske afdeling.
