Af Malene Bo
journalist med tilknytning til u-landsnyt.dk
Den danske støtte til landbrugsprogrammer i Den 3. Verden er faldende og netop nu den laveste i 10 år.
Det sker på samme tid, som FAO, Verdensbanken og flere andre globale bistandsaktører understreger vigtigheden af netop landbruget og kalder spørgsmålet om fødevaresikkerhed “en udfordring af historiske dimensioner”.
U-landsnyt har spurgt udviklings-minister Ulla Tørnæs (V), hvorfor.
• Hvordan kan det være, at Danmark flytter fokus fra landbruget til erhvervssektoren på et tidspunkt, da sult er mere udbredt end nogensinde før?
– Fordi det er dét, vore partnere efterspørger. Vi har været i tæt dialog med regeringsrepræsentanter fra vore samarbejds-lande, talt med folk fra AU (Den Afrikanske Union) og Den afrikanske Udviklingsbank. Og de mennesker ser arbejdsløshed som den centrale udfordring for deres lande.
– De ønsker støtte til jobskabelse – en hjælp til at få skabt en privatdrevet vækst, som kan skabe arbejdspladser til de mange, som er arbejdsløse nu og hvis antal stiger i takt med at mange flytter fra landområderne og ind til byerne.
– I flere af landene har vi set en årrække med høj vækst, men denne vækst er ikke blevet til arbejdspladser på det afrikanske kontinent. Derfor er der behov for erhvervssektorstøtte, som kan skabe disse arbejdspladser og på sigt hjælpe kontinentet ud af rollen som råvareeksportør og sikre, at produkterne også bliver forarbejdet på kontinentet.
• Hvad er svaghederne ved at lukke landbrugssektorprogrammer og i stedet fokusere på erhvervssektoren?
– Umiddelbart er der ingen svagheder ved den strategi, vi har lagt. Hvis du ser Afrikakommissionens rapport igennem, er der jo stadig masser af landbrug, og vi giver stadig masser af støtte til den sektor, ligesom til sundhed og uddannelse etc.
– Det nye er blot, at vi også beskriver et nyt felt og forhåbentlig kan være med til at skabe de 10-15 mio. arbejdspladser, som Afrika har brug for hvert eneste år. Desuden er der ikke nødvendigvis nogen modsætning mellem af støtte erhvervssektoren og landbruget. For mange af virksomhederne er landbrugsvirksomheder, og det er bl.a. dem der skal vækste og skabe jobs.
• Hvad med de småbønder, som tæller mere end 70 pct. af indbyggerne i Tanzania og også langt størstedelen i vore øvrige samarbejdslande? De kommer aldrig i nærheden af at kunne kalde sig en formel virksomhed endsige ansætte folk? Hvordan vil de fremover blive støttet?
– Disse mennesker vil jo netop være dem, som de nye jobs skabes til. Det er dem, som ikke længere behøver forsøge at overleve af det lille stykke jord, som familien har, men som kan få arbejde og tjene en løn.
– Og så er det jo disse små landbrug, der typisk vil være underleveran-dører til de større landbrugsvirksomheder, som vi håber, der kan komme flere af.
– Jeg så en stor melfabrik i Mozambique, som havde et stort netværk af underleverandører. På den måde når man helt ud til småbønderne, som samtidig gennem fabrikken blev sikret kunstgødning og såsæd i god kvalitet.
* Vil Danmark stille krav om, at der bliver taget særligt hensyn til underleverandørerne?
– Der er ikke nogen af den slags krav. Det er op til samarbejdslandet, hvordan de tilrettelægger tingene. Jeg ved ikke lige, hvordan de konkret har tænkt sig at gøre det rundt omkring.
• Et erhvervssektorprogram vil nå små og mellemstore virksomheder, men de vil højst indirekte nå de fleste og de fattigste mennesker på det afrikanske kontinent. Er vi gået bort fra fattigdomsorienteringen som hjørnesten i dansk udviklingsbistand?
– På ingen måde. De fattigste vil i høj grad have fordel af en udvikling i den private sektor. Den bedste måde at reducere fattigdom på er ved at skabe jobs.
• Hvad var der galt med de landbrugssektorprogrammer, som nu bliver reduceret og helt fjernet i ni lande?
– Der er masser af gode historier at fortælle fra den indsats, der er blevet gjort hidtil. Og landbrugsprogrammerne har uden tvivl gjort en stor forskel for de bønder, som har været involveret.
– Men vi er nødt til at se på landbrug på en ny måde nu. I årtier har vi alene set på subsistenslandbrug, men det har ikke forbedret landenes konkurrenceevne. Det har ikke gjort dem til en del af den globale økonomi. Det har ikke skabt vækst eller arbejdspladser.
– Vores støtte til subsistenslandbrug har ikke afskaffet fattigdom, og det har ikke skaffet fødevaresikkerhed. Der bliver simpelt hen ikke produceret nok på denne måde. Derfor tror vi på det rigtige i at flytte en del af støtten til den sektor, som kan skabe arbejdspladser og skabe vækst, slutter udviklingsministeren.
