Af Christian Sørensen
p.t. i Malawi
Ester Donda har 3 hektar jord. Hun bruger som alle andre afrikanske kvinder en hakke. Jorden er for meget til, at hun kan klare det alene, så hun får hjælp af andre kvinder, som hun giver en dagløn.
Hun dyrker majs, bønner, kassava, soja, bælgfrugter og kartofler. Det foregår på den jord, der er helt afhængig af den årlige nedbør. Men hun har også et stykke jord ved floden, hvor hun kunstvander og kan dyrke mange slags grøntsager.
Og hun har frugttræer: 11 mangotræer, nogle få appelsin- og guavatræer og nyplantede macadamia-nøddetræer.
Dertil har hun 6 høns, 4 geder og en ko og 2 tyrekalve. Kalvene vil hun gerne træne op til at trække en oksekærre.
Der er 6 personer i husholdningen. Manden er pensionist og familien tager sig af 2 børn, hvis forældre er døde af aids. Hun har et murstenshus med pæne plasticbetrukne lænestole, men ingen elektricitet. Familiens eneste transportmiddel er mandens cykel – ellers er det apostlenes heste.
EN AF “MIRAKLETS” SEJGE LANDBOKVINDER
Ester Donda bor i Malawi og er en del af et “mirakel”, dog uden at hun selv er bevidst om det.
Godt nok købte hun 4 sække kunstgødning sidste år til sin majsmark – 2 betalte hun fuld pris for, de andre fik hun til subsidieret pris. Godt nok plantede hun en ny type majs på den del af jorden, som kunstgødningen kunne række til. Og godt nok kunne hun sælge noget overskudsmajs – for første gang. At kalde det et ’mirakel’ ville hun nok synes var at bruge for store ord.
Alligevel: Malawi oplevede i 2008 en økonomisk vækst på hele 8 procent, hvor priserne holdt sig stabile, mens der var fødevare- og energiprisstigninger andre steder i verden, og for første gang var der overskud af majs, som kan eksporteres til den fattige nations majshungrende nabolande i det sydlige Afrika.
FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) har i en rapport for nylig med titlen “Pathways to Success” beskrevet de seneste års udvikling i en håndfuld lande, hvor fødevaresituationen – stik mod den overvejende tendens – er blevet forbedret. Blandt dem er Malawi.
Det er interessant læsning, og jeg har haft mulighed for at tage rundt og tjekke med egne øjne, om den holder. Det gør den i det store og hele. Men der skal gåseøjne omkring, for det er ikke sikkert, det bliver ved.
PENGE I LANDBRUGET: SUND FORNUFT I AFRIKA
Malawi er kendt for at være ramt af en evindelig fattigdomscocktail: For lidt jord til alle, for lidt mad, for megen hiv/aids, for megen korruption, for lidt regn.
Det er på den baggrund, at betegnelsen “mirakel” har sin berettigelse, selv om der blot er sket det, at regeringen har besluttet at investere i landbrugsudvikling. Sund fornuft i et land, hvor 80 procent af indbyggerne – omkring 10 millioner – bor på landet.
Malawis regering startede på det, før både Verdensbanken, FAO og NEPAD (et afrikansk udviklingsinitiativ) slog til lyd for større investeringer i landbruget, hvis u-landene skulle bringe deres befolkninger over sultegrænsen.
De foreslog, at afrikanske lande skulle øge landbrugets andel til 10 procent af budgettet. I Malawi afsættes 16 pct. af de offentlige budgetter til landbruget.
I modsætning til de fleste andre lande i Afrika Syd for Sahara besluttede Malawis regering helt tilbage i 1998 at subsidiere (give støtteordninger til) sit landbrug.
Det gør både USA og EU-landene som bekendt i stor stil, men det har ikke været god tone i Afrika, i hvert fald ikke i de store donorprojekter og programmer. Der skulle liberaliseres, og staten måtte ikke blande sig for meget i landbruget. Men det gjorde den i Malawi.
LANGSOMT I OMDREJNINGER, MEN SÅ….
I begyndelsen dog uden større held.
Fra 1998 til 2004 uddelte regeringen en “opstartspakke” til småbønderne. Denne pakke indeholdt såsæd og andet gratis input til udvalgte farmere. Men der gik korruption i det og effekten udeblev.
Det blev ændret fra 2002-03 – i øvrigt året efter at Danida havde stoppet sit landbrugsprogram i Malawi som led i VK-regeringens spare-betingede exit fra det sydlige Afrikas fattigste land.
Staten tog initiativ til et støtteprogram “Targeted Input Programme”, der var baseret på et kuponsystem til småbønder, som kunne købe kunstgødning hos en lokal grovvarehandel til reduceret pris. Staten betalte differencen.
Det blev en succes. Netværket af grovvarehandlere blev udvidet og nåede helt ud i landsbyerne, og man undgik det meste af den direkte korruption, som tidligere systemer havde været forbundet med. Og hvis de småbønder, som havde fået en kupon var så fattige, at de – selv med subsidieret pris – ikke kunne betale for kunstgødningen, kunne de sælge kuponen til andre bedre stillede.
Erfaringen fra de første 2 år (2002-03 og 2003-04) var, at ca. 40 pct. af småbønderne købte kunstgødning under denne ordning. Der var altså stadig et flertal, som ikke kom ud af den onde fattigdomscirkel.
Det førte til, at staten i 2005-06 indledte et større og bredere program, som udover kuponerne til kunstgødning, investerede i produktivitetsforbedringer i hele landbrugssektoren, inklusive afgrøder produceret med salg for øje. Kunstgødningssubsidierne blev øget, så flere havde råd til at købe det.
Og vupti: I de seneste år er det lykkedes Malawi at højne produktiviteten i landbruget og gøre landet selvforsynende med majs. Småbønderne gjorde det – med deres hakker!
BRITISK ROS
Benævnelsen “mirakel” stammer fra britiske BBC, som for nylig beskrev, hvordan Malawi var blevet selvforsynende med fødevarer.
Lederen af DFID (det britiske Danida) i Malawi, Linda Hines, udtalte at kunstgødningsprogrammet havde reduceret sulten betragteligt, men sagde samtidig, at underernæring af små børn stadig var alt for udbredt. Samtidig advarede NGOen Action Aid mod for megen brug af kunstgødning, som både er dyrt og på lang sigt vil nedsætte jordens produktivitet.
Der er også kritik af kupon-systemet internt. For selv om der i disse dage – lige før majsmarkerne skal sås til – ikke kan ses en cykel ude i landdistrikterne uden en NKP eller Urea sæk på bagage-bæreren er der ikke kuponer nok til alle.
Forleden besøgte jeg nogle farmer-klubber med i alt 90 medlemmer. De havde fået 18 kuponer til deling. En sæk koster 4.500 Kwacha (160 kr.). Med en kupon kan man få den for 500 Kwacha. Og selv om 2 medlemmer kunne dele en sæk og betale 250 Kwacha hver, ville der ikke være kuponer nok til halvdelen af dem.
“Miraklet” er altså ikke helt fuldkomment.
DE FATTIGSTES HÅRDE LOD
Mange jordlodder er mindre end Ester Dondas – nogle steder nede på 0,4 hektar. Jorden er mange steder næringsfattig. Den vigtigste afgrøde er majs, som er indbegrebet af “mad” i Malawi.
De allerfattigste ude på landet kan ikke brødføde sig i alle årets 12 måneder, selv om de producerer majs på stort set hele deres jordlod. Mad-hullet kan vare fra 4 til 6 måneder, så det er nødvendigt at skaffe alternative indtægter.
Malawis småbønder er ikke subsistens-bønder i gammeldags forstand. Og det gælder generelt for Afrika. FAO oplyser, at i gennemsnit kommer 45 pct. af Malawis småbønders indkomst fra aktiviteter udenfor landbrug.
Afina Jackson er en af de kvinder, som ikke har haft råd til kunstgødning. Hun har 0,8 hektar med majs og bomuld. Bomulden giver nogle penge, men priserne i år er kun på det halve af sidste års prisleje.
Hun har ingen husdyr, ikke engang en høne. Hun har ingen frugttræer. Hendes majs, som hun kalder “traditionel majs” kan kun holde familien på 3 sjæle med mad i 5 måneder.
Hun har brug for andre indtægter, så hun arbejder på andres marker, det samme gør hendes søn. Hun brygger øl, som hun sælger og sælger mangoer, som der netop nu er sæson for.
SPARE- LÅNEORDNINGER PÅ VEJ
Afina Jackson vil gerne være med i en spare-låne-forening og har allerede været til det første møde.
10-20 kvinder, men det kan også være mænd, slår sig sammen i en gruppe. De beslutter at mødes en gang om ugen eller hver fjortende dag og vil så hver indbetale et fastsat beløb til en fælles kasse.
Det kan være helt ned til 20 Kwacha (mindre end en krone). Efter et stykke tid kan medlemmerne tage små lån, som betales tilbage med renter. Gradvis vokser gruppens kapital.
Sådanne spare-låne-foreninger griber om sig i Malawi især hos småbønderne ude på landet, hvor der ingen banker er. Det var CARE, som startede med at støtte ideen i 1999. Det, som medlemmerne især sparer op til, er at kunne købe input til landbruget i december, når markerne skal sås til, fortæller CARE i Lilongwe.
Der er nu registreret et par tusinde spare-låne-foreninger i Malawi og antallet stiger støt. Også Folkekirkens Nødhjælp og ADRA er begyndt at støtte dannelsen af disse foreninger.
Mange småbønder dyrker andre afgrøder end majs med henblik på salg. Traditionelt er det afgrøder som tobak og bomuld. Tobakken har været Malawis hovedeksport-afgrøde siden kolonitiden.
Der er også nogle småbønder, som dyrker te og sukker og sælger til store teplantager og sukkerfabrikker. Te og sukker er i stor udstrækning til eksport. Især sukkerproduktionen har i det seneste år været stigende.
NASFAM – SMÅBØNDERNES FORENING
Sammenslutningen af småbønder, NASFAM (National Association of Smallholder Farmers in Malawi) har omkring 300.000 medlemmer på landsplan. NASFAM fokuserer på organisering af bønder, der producerer ris, chili, solsikker og jordnødder, men også andre afgrøder med gode markedsmuligheder.
Bønderne organiseres i “klubber” af 10 medlemmer. 4-5 sådanne klubber udgør GAT (Group Action Committee), der også fungerer som samlingspunkt for oplagring, afhentning og afregning af afgrøderne.
I sin tid var NASFAM partner med Danida. Da landbrugsprogrammet i Malawi lukkede i 2002, måtte der afskediges folk. Men siden er organisationen kommet på fode igen – nu med støtte fra USAID.
Selv om denne organisation fungerer i markedskæden på forretningsvilkår, kan den stadig ikke klare sig uden tilskud.
De store subsidier fra statskassen og disse donor-tilskud er “miraklets” akilleshæl. Hvad vil der ske, hvis – eller nærmere når – staten bliver nødt til at reducere sine tilskud til at nedbringe prisen på kunstgødning?
Måske Ester Donda stadig vil kunne udvikle sit landbrug, men der vil være mange, som ikke kan betale den fulde pris. Og det er jo ikke sikkert, at NASFAM kan finde markedsmuligheder for de andre afgrøder, og at NASFAM i det hele taget bliver økonomisk selvkørende.
MANGE RISIKOMOMENTER – SOM ALTID I AFRKA
Hvad vil der desuden ske, hvis der igen kommer et tørkeår i Malawi? Regnen er startet i år, men den har været uberegnelig de senere år – enten for meget eller for lidt.
Regeringen satser på kunstvanding i et “grønt bælte” omkring landets mange floder og søer. Men der er endnu ikke sket ret meget og det kunstvandede areal er stadig meget lille.
Regn kombineret med subsidier er stadig hovedelementerne i “miraklet” – sammen med småbønderne og deres hakker, klubber og spare-låne-foreninger.
Christian Sørensen er programkoordinator i ADRA Danmark og lejlighedvis tovholder på u-landsnyt. Han har i en lang årrække beskæftiget sig med landbrugsdvikling i flere afrikanske lande, bl.a. i Danida-regi.
