Debat om landbrugsbistanden (15): Tjek op på u-landsnyts debatserie – vi kører videre lige efter Nytår

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

U-landsnyt har i de forløbne uger bragt artikler og debatindlæg om u-landenes jordbrug, småbøndernes vigtige rolle og om erfaringerne – de gode og dårlige – med dansk landbrugs-bistand og om vejen frem.

Vi har især sat fokus på, hvordan landbrugs-sektorprogrammerne er forsvundet fra det ene danske samarbejdsland efter det andet. Og der er kommet mange spændende debatindlæg fra kyndige bloggere om emnet.

Vi er nu lidt mere end halvvejs gennem debatserien og holder en lille pause på grund af den store klimakonference i København, der vil sluge al offentlig interesse det meste af tiden frem til Jul.

Men vi kommer igen. For u-landenes jordbrug og den rekordagtige bølgedal, som dansk bistand til landbruget er inde i, er ligeså aktuel i 2010. Så serien genoptages TIRSDAG DEN 5. JANUAR og ventes at løbe et par uger derefter.

Behovet for en løbende debat om dansk bistand til u-landenes landbrug er stort. Der er tale om en sektor, som tidligere udgjorde 10 procent af bistands-kronen og ikke engang det halve nu, men som ikke desto mindre repræsenterer anselige danske investeringer.

Landbrug er vigtig i fattigdomsbekæmpelse, for mad på bordet og ligestilling. Og landbrug er for vigtig til, at vi blot kan lade landbrugsbistanden forsvinde lige så stille i tågesløret af nye politiker, temaer og kampagner.

Nedenfor bringes artikler og debatindlæg i serien, som optrådte på websitet i den forløbne uge. De øvrige artikler står under rubrikken “Dansk bistand”, når de ikke længere optræder på u-landsnyts forside.

Med venlig hilsen
Redaktionen