Udviklingsministeren i svar om landbrugs-sektorens rolle i en effektiv og langtidsholdbar indsats for fattigdomsbekæmpelse – reaktion på debatserie her på u-landsnyt.dk
Af Ulla Tørnæs (V)
Jeg er glad for at få lejlighed til at uddybe nogle af mine synspunkter fra interviewet, der bragtes her på u-landsnyt.dk den 20. november, og kommentere nogle af de øvrige indlæg på siden.
Først og fremmest vil jeg gerne slå en vigtig og helt central pointe fast: Fokus i det danske udviklingssamarbejde er – og vil fortsat være – fattigdomsbekæmpelse. Det vil også blive understreget i den nye udviklingspolitiske strategi, som offentliggøres til maj.
Det helt centrale spørgsmål for en fattigdomsbekæm-pende indsats er naturligt nok, hvordan fattigdommen reduceres mest effektivt?
Hvis vi kigger på hidtidige erfaringer med fattigdoms-reduktion, så har intet land formået at reducere fattigdommen markant uden perioder med vedvarende høj vækst. Vækst er en forudsætning for fattigdomsreduktion.
IKKE STORT POTENTIALE I SMÅBØNDERNE
Men alle former for vækst bidrager naturligvis ikke lige meget til at bringe mennesker ud af fattigdommen. Vi har altså den svære opgave at balancere indsatsen, så den både er fremmende for en vedvarende og mere stabil økonomisk vækst og samtidig er så bredt forankret og fattigdomsorienteret som muligt.
Potentialet for at skabe økonomisk vækst er rigtig stort i landbrugs-sektoren, som det også fremhæves i flere af indlæggene på U-landsnyts hjemmeside.
Men her er det vigtigt at holde sig for øje, at ikke alle dele af landbrugssektoren har lige stort potentiale for at bidrage til at skabe den økonomiske vækst og beskæftigelse, som er en forudsætning for en effektiv og vedvarende reduktion af fattigdommen.
Landbrug drevet på subsistensniveau på små jordlodder uden den nødvendige adgang til infrastruktur og markeder har naturligvis ikke det største potentiale i den sammenhæng – som andre indlæg også fremhæver.
LEVER PÅ LANDET OG ER FATTIGE, MEN…
Jeg er meget enig med de mange, der her på hjemmesiden peger på, at en stor del af verdens fattige befolkning i udviklingslandene fortsat bor på landet (trods intens land–by migration), og at en stor del af den fattige landbefolkning lever af subsistenslandbrug.
Men for at skabe økonomisk vækst og de 10 – 15 mio. nye jobs til bl.a. de mange millioner unge afrikanere, der hvert år træder ind på de afrikanske arbejdsmarkeder, må vi kigge på andet end understøttelse af subsistenslandbrug i udviklingslandene.
Det betyder ikke, at andre dele af vores indsats ikke fortsat skal rette sig mod fattige grupper i den afrikanske landbefolkning.
AT SAMMENTÆNKE MARKEDS- OG FATTIGDOMSHENSYN
Et godt instrument, som anvendes i privatsektorindsatsen i dag, er værdikæde-tilgangen. Indenfor landbrugssektoren ydes der således en indsats for at assistere de laveste segmenter i værdikæden, nemlig de lokale primærproducenter, til at operere mere effektivt i forhold til andre aktører højere oppe i værdikæden.
Et eksempel er i Kenya, hvor et dansk initiativ med små mælkeprodu-center har bevirket, at de nu får en højere pris for deres varer. Derfor er der også behov for at tænke bredere end de hidtidige landbrugssektor-programmer.
Landbrug er rygraden i de fleste afrikanske økonomier, men der er brug for nytænkning for at få landbrugssektoren til at bidrage mest muligt til vækst, velstand og jobskabelse i de afrikanske samfund.
Værdikædetilgangen med dens muligheder for at sammentænke markeds- og fattigdomshensyn udgør et vigtigt instrument, som ikke hidtil har været så udbredt i dansk udviklingssamarbejde. Det er en tilgang, som vi fremover vil anvende mere aktivt i privatsektor-programmerne i bl.a. Afrika.
Hen over efteråret er der foregået en intensiv og livlig debat om den nye strategi for dansk udviklingspolitik både på Udenrigsministeriets hjemmeside og på de 5 afholdte udviklingscaféer.
Jeg håber, at denne debat vil fortsætte, og jeg vil opfordre alle til at deltage i den.
