Af Christian Sørensen
tidligere Danida-rådgiver i Kenya
Det var godt at få bekræftet af udviklings-ministeren, at fattigdomsbekæmpelse stadig er – og vil blive ved med at være – regeringens hovedfokus i dansk udviklingsbistand.
Og det var godt at få et eksempel på, at det nytter at støtte småproducenter. Der er behov for ”at tænke bredere”, som ministeren siger – også bredere end hun selv udtrykte det i sit interiew i U-landsnyt.
Eksemplet med små mælkeproducenter fra Kenya kender jeg lidt til. To faktorer i dette eksempel har været vigtige:
For det første har disse producenter organiseret sig, mange af dem i små mælke-kooperati-ver, som har overlevet den ellers generelle opløsning af den kooperative sektor i Kenya.
Dernæst er der opbygget et netværk af serviceydere i mælkeværdikæden: leverandører af input, foder, rådgivning, veterinærtjeneste og transport, f.eks. inseminører, som kører rundt til deres kunder på motorcykel med udstyret på bagagebæreren.
Resultatet er, at mælkekvaliteten er blevet bedre, producentprisen øget og der er kommet nye indtjeningsmuligheder og jobs ud af det.
VI SKAL NEDERST I VÆRDIKÆDEN
Det er vigtigt at værdikæden ikke skæres af på midten, før man “kommer ned” til primærproducenterne og deres serviceydere. Disse er ifølge de fleste definitioner for små til at kvalificere sig til støtte i et konventionelt erhvervsudviklingsprogram.
Det er dem, som er i fokus i de fleste landbrugsprogrammer, også det i Kenya, som nu lukkes. Der er behov for at tænke bredere – både i landbrugsprogrammer og erhvervsprogrammer.
Det er vigtigt at ”sammentænke markeds- og fattigdomshensyn”, hvilket ministeren indrømmer ”ikke har været så udbredt i dansk udviklingssamarbejde”.
Der er god lærdom i den blog, som Jørgen Estrup for nylig skrev her i U-landsnyt. Det er vigtigt først at ”identificere de værdikæder, som giver bedst mulighed for at integrere og opkvalificere småbønder og mindre virksomheder”. Og dernæst skal man være parat til ”interventioner på alle niveauer” for at ”åbne muligheder for de fattiges økonomiske aktivitet”.
ORGANISERING AF PRIMÆRPRODUCENTER
Enhver værdikæde kræver sin specielle analyse. Man kan ikke på forhånd sige, at det f.eks. er de mellemstore forarbejdningsindustrier, som skal støttes for, at de små kan komme med som kontraktavlere eller lønarbejdere.
Det kan faktisk godt være, at det – ligesom for mælkeproducenternes vedkommende – er organisering af primærproducenter og træning af service-ydere, man skal fokusere på; også dem der opererer som mikro-virksomheder.
Det er dét, de bedste af landbrugsprogrammerne har kunnet, og som erhvervsprogrammerne nu skal lære.
”At tænke bredere” betyder også, at ministerien – og i øvrigt andre i denne debat – må holde op med at sætte lighedstegn mellem subsistenslandbrug og småbondelandbrug. FAO siger det igen og igen. Og Vagn Mikkelsen har skåret det ud i pap i sin blog i denne debat:
For det første har millioner af småbønder ”allerede i varierende grad et etableret forhold til markedet”. Sådan som den fattige bomulds- og majsdyrker, jeg for nylig mødte i Malawi.
For det andet er hverken deres fødevareforbrug eller indkomstgrundlag ”udelukkende baseret på eget landbrug/husdyrbrug”. Subsistensbønder eksisterer ikke!
NUANCERET FORSTÅELSE AF SMÅBØNDERNES MANGFOLDIGHED
Forudsætningen for at kunne tænke bredere er en nuanceret forståelse af disse småbønder i al deres mangfoldighed.
Jeg er enig med Vagn Mikkelsen: ”De er nederst i værdikæderne og har brug for en differentieret og mere intensiv støtte end hvad man normalt kalder privatsektorprogram”.
Mens dette skrives bliver anden fase af Kenyas erhvervsprogram formuleret. Og her er en mulighed for at samtænke fattigdoms- og markedshensyn helt konkret og operationelt.
Det er nemlig det program eksemplet med mælkeproducenterne kommer fra, og samtidig et program, som har overtaget den agri-business komponent – Agricultural Business Development (ABD), som tidligere var en del af Danidas programstøtte til landbrugssektoren i Kenya.
