KOMMENTAR
Af Jørgen Henriksen
Konsulent, p.t. Sri Lanka
Tak til U-landsnyt for at have startet en debat om dansk bistand til landbrugsudvikling under afvikling.
Mange rigtig gode indlæg – og interessant nok alle kritiske til den igangværende udvikling med kraftig reduktion i den direkte støtte til landbrugsudvikling.
Kun udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) vedbliver med at argumentere for nødvendigheden i at reducere den direkte støtte til landbrugsudvikling – for at hjælpe de fattige, der lever af landbrugsproduktion.
Jeg skal ikke komme med nye argumenter, som er fremført i stort tal og veldokumenterede. Jeg vil hellere kommentere på ministerens argumentation, som ikke virker særlig stærk, hvilket vel er den overvejende grund til, at vi er så mange, der er uenige med hende.
ØKONOMISK AKTIVE BØNDER
Som overskrift anfører Ulla Tørnæs, at vi må se på andre end subsistensbønder, og ligestiller dem med småbønder, hvilket mildt sagt er helt forkert. Hvis man havde gjort sig den ulejlighed at se på de landbrugssektorprogrammer (ASPS), der er formuleret siden sektorprogrammerne startede, vil man se at
1) man bevidst fokuserede indsatsen på de ”økonomisk aktive bønder”, dvs. småbønder, der producerede til markedet lokalt eller nationalt. Altså har landbrugssektorprogrammer de sidste 10 år IKKE haft fokus udelukkende på subsistensbønder, selv om der altid har været/er en komponent, der skulle støtte disse grupper til at få del i den økonomiske vækst: Hvilket igen er en yderst vanskelig opgave, som de nationale regeringer normalt ikke prioriterer og/eller ikke har ressourcer til.
2) alle landbrugssektorprogrammer har en komponent, der skal støtte udviklingen af den øvrige private sektor, som aftager den primære landbrugsproduktion til videre forarbejdning og/eller leverer serviceydelser og materialer; det kan såsæd, kunstgødning, kraftfoder til malkekøerne og så videre.
Denne komponent blev som oftest kaldt ”Privatsektorkomponent”, fordi den netop støttede udviklingen af den øvrige private sektor, der dels forsynede småbønderne, dels var afhængige af flere produkter af højere kvalitet fra de samme småbønder.
Det er vel dét, der nu hedder en værdikædetilgang, som altså ikke er opfundet af Danidas Business sector Programmer, men er en hel naturlig og nødvendig del af et ASPS. Privatsektorkomponenterne i ASPSerne må have givet rimelige gode resultater siden man nu overfører dem til BSPS’erne efterhånden som ASPS’erne lukkes.
Jeg mener helt afgjort de gode resultater skyldes, at arbejdet med forarbejdnings- og serviceindustrien foregik i tæt samarbejde med den primære landbrugsproduktion i ASPS. Men jeg kan ikke vide det med sikkerhed. Heller ikke Danida har nogen sikker viden om, hvorvidt ASPS’erne har virket efter hensigten. Danida har nemlig beklageligvis ikke lavet en evaluering eller noget samlet review af indsatsen i landbrugssektoren, siden man startede med ASPS for vel 15 år siden.
Når man nu ændrer indsatsen radikalt, ville det så ikke have været ønskeligt, om vi alle kendte resultaterne af den hidtige indsats – eller har Danida en viden her som vi andre bare ikke kender?
KENYAS DYGTIGE SMÅ MEJERIBRUGERE
3) eksemplet fra mejerisektoren i Kenya er velvalgt og illustrerer på udmærket vis, hvad der skal til. Danidas Business sector program har her haft stor fordel af årtiers indsats for at hjælpe småbønder med at deltage i værdikæden – blive inkluderet og ikke ekskluderet – gennem regeringens og forskellige donorers langvarige indsats i primærproduktionen og i forarbejdningsindustrien.
Mejerisektoren er netop kendetegnet ved, at det er småbønder med 3 til 5 køer, som leverer 85 procent af den mælk byboerne køber. Samlet markedsføres omkring 5 millioner liter mælk om dagen i Kenya, som er produceret af småbønder. Den samlede værdi er ca. 6 millioner danske kroner, som dagligt føres fra de større byer og ud på landet, fordi disse småbønder er blevet inkluderet i værdikæden.
Er det disse småbønder Ulla Tørnæs mener ikke har noget stort potentiale? I Kenya holder de hele mejeriindustrien igang og er forudsætningen for at Kenya kan udvide eksporten af mejeriprodukter.
Forarbejdningsindustrien kan ikke udvikles uden produktivitetsudvikling i landbruget og man får ikke forbedret produktiviteten i landbruget uden direkte samarbejde med småbønderne, der i udviklingslandene leverer langt den største del af alle fødevarer, der kommer til markedet.
VÆKSTPLUS OG MINUS PÅ FATTIGDOM = LANDBRUGSUDVIKLING
Det er endnu ikke sket i historien, at et land har opnået vedvarende økonomisk vækst, reduceret fattigdom og velfærd uden at landbruget har været den sektor, der har leveret det økonomiske grundlag gennem øget produktivitet – bortset fra få lande med olie eller anden naturresource. Hvorfor skulle Afrika mon være en undtagelse?
Afslutningsvis tak for ministerens opfordring til fortsat debat. Ministeren vil have nytænkning – hvorfor ikke basere nytænkningen på erfaringen fra den hidtige indsats i stedet for på varm luft.
Hvorfor laver Danida ikke en hurtig evaluering af den lange og stærke indsats i landbrugssektorprogrammer, så vi alle kan få at vide, hvad der er gået så galt – eller måske godt? – og lad os så diskutere og nytænke!
Hvis man vil økonomisk vækst og samtidig bekæmpe fattigdom gennem en værdikædetilgang, så er det helt nødvendig at bruge en tilgang, der sikrer eller i det mindste fremmer inkluderingen af de fattige i værdikæden. Eller skal de (alternativt) efterlades uden mulighed for at komme med på vognen, når og hvis toget kører?
Det er det vanskelige og det gør den hellige private sektor ikke af sig selv. Det er en diskussion værd. Det er ikke tilstrækkeligt blot at skabe økonomisk vækst som ambassadør Bjarne Sørensen fra Tanzania så rigtigt sagde på en af Udviklings-cafeerne, som Udenrigsministeret/Danida har arrangeret her i efteråret.
Henriksen Advice
Jørgen Henriksen, Harespringet 25
2400 Kbn NV
Tlf.: 38 80 62 52 og mobil 24 40 40 29
e-mail: [email protected]
