Demokrati-støtte via partier og partipolitiske institutter har historisk spillet en stor rolle i udviklingen af demokratier verden over og er fortsat et vigtigt felt at sætte ind på for demokratiaktivister. Men de “politiske” demokratiforkæmpere står i dag over for flere udfordringer.
For at belyse emnet inviterer Institut for Flerpartistøtte (DIPD) til debatmøde i København onsdag den 29. maj på baggrund af bogudgivelsen “Development Aid Confronts Politics – The Almost Revolution”, fremgår det af en pressemeddelelse mandag.
Mødet finder sted kl. 16:30-18:00 i Eigtveds Pakhus, sal II, Asiatisk Plads 18 på Christianshavn.
Alle er velkomne og deltagelse er gratis, men registrering nødvendig. Mødet foregår på engelsk.
Se mere i omtalen i U-landsnyt.dks kalender på
http://www.u-landsnyt.dk/kalender-indhold/debatm-de-n-r-politiske-partier-giver-politisk-dem
Om bogen
I deres bog fremlægger Thomas Carothers og Diane de Gramont et nyt perspektiv på udviklingsbistanden og de forandringer, der finder sted i bistandsverdenen.
Den noget forsinkede erkendelse af, at udvikling på alle områder er en grundlæggende politisk proces, tvinger bistandsaktørerne til at lære, hvordan de skal tænke og handle politisk.
Centrale donorer forfølger eksplicitte politiske målsætninger side om side med deres traditionelle socio-økonomiske målsætninger, og de introducerer metoder, som indeholder en politisk tænkning.
Ikke desto mindre er virkeligheden den, at sådanne forandringer møder modstand både internt og eksternt, fx i form af øget sensitivitet fra regeringer i syd omkring udenrigspolitisk interventionisme, og firkantede bistandsprocedurer og dybt forankrede forestillinger om teknokratiske tilgange i bistandsbureaukratiet.
Professor Holger Bernt Hansen (mangeårig formand for Danidas Styrelse) og generalsekretær Frans Mikael Jansen (Mellemfolkeligt Samvirke / Action Aid Denmark) vil vurdere bogens analyser samt forslag til nytænkning fra deres respektive placeringer i det danske bistandsmiljø.
Endelig deltager udviklingsminister Christian Friis Bach (R) muligvis.
Man kan læse mere i bogens første kapitel på
http://carnegieendowment.org/2013/04/16/development-aid-confronts-politics/fzqk
Bag om forfatterne
THOMAS CAROTHERS er vicedirektør ved Carnegie Endowment for International Peace og direktør for ”Democracy and Rule of Law Program”. Carothers er en af de førende autoriteter om demokrati og demokratisering samt ekspert på amerikansk udenrigspolitik generelt.
Han er forfatter og redaktør af kritikerroste bøger om fremme af demokrati, såvel som mange artikler i fremtrædende tidsskrifter og aviser.
En af hans vigtigste publikationer er “Confronting the Weakest Link: Aiding Political Parties in New Democracies” (Carnegie, 2006).
DIANE DE GRAMONT er Clarendon Scholar ved Oxford University. Hun var tidligere forsker ved “Democracy and Rule of Law Program” ved Carnegie Endowment for International Peace.
Hendes forskningsområder omfatter international støtte til demokrati og regeringsledelse, politiske partiers udvikling og almen sammenlignende demokratiseringsforskning. Hun er uddannet ved Harvard College.