Af Søren Schmidt
Ekstern lektor og ph.d., Institut for Samfund og Globalisering, RUC
I september i år blev der afholdt valg i Afghanistan. Selvom det endelige udfald af valget endnu ikke er kendt, har vi tilsyneladende endnu en gang været vidne til et eksempel på demokrati, baseret på ideen om, at et land skal regeres af den/dem, der får størst tilslutning ved en fri og lige stemmeafgivning.
Men er det stadig demokrati, når størstedelen af stemmerne er opnået ved at indgå aftaler med tidligere krigsherrer og andre magtpersoner om at ’levere’ stemmer til valget? Og hvis ministerierne er gennemkorrupte, og der ude på landet knap nok eksisterer offentlige myndigheder, der sikrer at landets love overholdes, hvad er så betydningen af valget?
Men i stedet for at blive forarget over at ’demokratiet’ i Afghanistan langt fra ligner det demokrati, vi kender herhjemme, burde vi måske i stedet revidere vores forståelse af den faktiske virkelighed, der nu engang eksisterer i Afghanistan og bruge det til at hjælpe afghanerne med at opnå det, de allermest tørster efter: fred.
Realiteten i Afghanistan er, at størstedelen af befolkningen lever i et afhængighedsforhold til ’de stærke mænd’. Det kan være landsby-lederen, mullah’en eller narko-bagmanden. Disse folk er igen afhængig af andre, der står over dem og øverst på pyramiden står krigsherrerne: Muhammed Fahim, Abdul Dostum, Gulbuddin Hekmatyar, Jalaluddin Haqqani og andre magtfulde mænd. Det er disse mænd, der bestemmer, om der skal være fred eller krig i Afghanistan. Det er vilkårene, som ’demokratiet’ nødvendigvis må fungere under i et land som Afghanistan.
Så spørgsmålet bør ikke være, om det er nødvendigt at lave alliancer med dem, der sidder på magtmidlerne. Spørgsmålet er snarere om alliancerne peger fremad; dvs. mod et mere fredeligt Afghanistan, hvor økonomisk og social udvikling med tiden kan flytte magt fra voldsmændene og narkobaronerne til politiske aktører, der er integreret i bredere sociale og religiøse institutioner, og til forretningsmændene, der skaber velstand gennem markedsøkonomi.
Kazai – en blændende taktiker
Det siges om Hamid Karzai, at han er en blændende taktiker, men at han mangler en strategi. Udviklingen synes at bekræfte dette. Mens det er lykkedes Karzai at holde sig ved magten, er landet fra omkring 2004 blevet mere og mere korrupt og dårligt fungerende, og det vurderes i dag til at være verdens næstmest korrupte land og den femte-mest fejlslagne stat i verden.
Mens Taliban i årene efter invasionen af Afghanistan var forvist til landets mest uvejsomme bjergområder og ikke var i stand til at sætte alvorlige angreb ind, kontrollerer Taliban i dag mere end halvdelen af landet, samtidig med at landets pengeøkonomi helt overvejende er baseret på opium. Skuffelsen over Karzais manglende resultater menes netop at være et stor del af forklaringen bag Talibans fremgang.
Det hævdes ofte, at Afghanistan aldrig har haft et centralt styre, og at det hele derfor har skullet bygges op fra grunden. Det er faktisk ikke tilfældet. Indtil 1979, hvor Sovjetunionen invaderede landet, havde landet en svag, men fungerende stat, der bl.a. gjorde, at danske hippier kunne rejse rundt i landet i 1970’erne uden fare for deres sikkerhed, og hvor en enkelt politibetjent var i stand til at arrestere mistænkte lovbrydere og stille dem for en domstol.
Den afghanske stat var afpasset efter landets beskedne økonomiske ressourcer og fungerede i balance med stammemæssige og religiøse institutioner, som gennem århundreder var vokset frem i samklang med befolkningen. Det var ikke en stærk, centralistisk stat, som dem vi kender i Europa, men en svag stat i balance med landets sociale institutioner, der trods alt leverede en grundlæggende offentlig sikkerhed.
Mujahedinerne fører ordet
Denne balance blev væltet omkuld i forbindelse med Sovjetunionens brutale besættelse af landet og af Vestens alliance med mujahedinerne, der organiserede modstanden mod Sovjetunionen. Men disse mujahediner var af en helt anderledes støbning end de stammeledere og religiøse ledere, der tidligere havde været de stærke mænd i landet. Disse mujahediner fører stadig det store ord i Afghanistan, og det er dem Karzai i stigende grad har allieret sig med. Men disse mænd og deres bevægelser er ikke organisk integrerede i den sociale struktur i landet, men opererer langt mere løsrevne fra gængse sociale normer og bruger ikke deres magt til at bygge op, men har derimod magt i kraft af deres evne til at ødelægge.
Fremover består den vanskelige opgave ikke i at tage udgangspunkt i en abstrakt ide om, at staten bør monopolisere de fysiske magtmidler, men derimod om at anerkende, at fred kun kan opnås gennem enighed med dem, der rent faktisk besidder magtmidlerne; om det så er dele af Taliban eller andre krigsherrer. Mens denne strategi er kortsigtet, er det også vigtigt, at den samtidig indeholder et mellemlangt perspektiv om at styrke de sociale og religiøse institutioner, som en stat i et ressourcesvagt land som Afghanistan nødvendigvis må være i balance med, hvis freden skal holdes. På længere sigt kan Afghanistan så måske også nyde godt af økonomisk udvikling og reelt demokrati og borgerrettigheder. Men i dag er det, vi i Vesten forstår ved demokrati tydeligvis ikke inde for rækkevidde. For Afghanistan gælder det derimod i første omgang om at få fred.
