Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé
Tirsdag meddelte Den Afrikanske Unions præsident, at unionen anerkender det Nationale Overgangsråd i Tripolis som eneste legitime ”repræsentant for det libyske folk”.
Teodoro Obiang Mbasoga sagde på vegne af den union, mange kritikere har kaldt ”diktatorernes klub”, at det libyske nationalråd forventes at ”danne en overgangsregering, der involverer alle parter”.
“Denne regering vil kunne tage sin plads i Den Afrikanske Union”, hed det.
Mbasoga er samtidig præsident i Ækvatorialguinea og efter Muammar Gaddafis fald nu med 32 år den næstlængst sid-dende magthaver på kontinentet (kun overgået af Angolas Jose Eduardo dos Santos med 20 dage).
Den afrikanske uenighed om forholdet til Gaddafi og hans styre har ellers været til at føle på, lige siden eks-diktatoren for 7 måneder tilbage sendte sine elitetropper ind i Libyens næststørste by, Benghazi for at slå et folkeligt oprør ned.
Unionen har holdt det ene møde efter det andet for at finde fælles fodslag, og flere store lande i Afrika mangler stadig bilateralt at anerkende det libyske overgangsråd. Det drejer sig feks. om store lande som Sydafrika, Nigeria og Mali.
Omvendt er Robert Mugabes Zimbabwe nu det eneste land i Afrika, der stadig formelt støtter Gaddafi.
Men altså: Omsider exit med Gaddafi fra den union, der blev skabt efter oberstens egen ide og efter et møde blandt afrikanske ledere i hans fødeby, Sirte i september 1999.
Sirte-erklæringen blev det stykke papir, der satte formelt gang i unionen i juli 2002 og grundlagde Gaddafis mange store planer om ”Afrikas Forenede Stater” med ham selv som ”kongernes konge”.
Gaddafi, hvor han end befinder sig, må finde en særlig skæbne-ironi i, at Sirte nu er den ene af de to sidste bastioner, som hans loyale støtter holder for ham.
—————-
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.
