Den globale udviklingsbistand satte i 2023 rekord for femte år i træk

I 2023 gav landene, som er medlem af OECD’s udviklingskomité tilsammen 223,7 milliarder dollar i udviklingsbistand. Heraf gik 20 milliarder til Ukraine, mens der tilsammen gik 42 millarder til alle landene i Afrika.


Foto: Smith Collection/Gado/Getty Image
Laurits Holdt

12. april 2024

Den samlede, globale bistand fra de 31 donorlande i OECD’s Udviklingskomité DAC steg i 2023 til rekordhøje 223,7 milliarder dollar – fra 211 milliarder i 2022. Det er femte år i træk, at den globale bistand stiger. Dermed er den steget med en tredjedel siden 2019, hvor den var på 160 milliarder dollar. Det fremgik, da DAC torsdag præsenterede de foreløbige tal for den globale udviklingsbistand i 2023.

”Det er ganske imponerende, især fordi stigningen kommer på et tidspunkt, hvor krigen i Ukraine har sat voldsomt pres på forsvarsbudgetterne i mange lande,” noterede Carsten Staur, der siden marts sidste år har været formand for DAC. ”Det er også glædeligt, at bistanden er steget, selv hvis vi ser bort fra de seneste års øgede brug af bistand til COVID, Ukraine og flygtningemodtagelse.”

Men Carsten Staur understregede også, at der er brug for mere: ”Antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, er stigende, så vi har brug for, at donorerne øger deres støtte til de fattigste og mest sårbare lande, især de mindst udviklede lande og landene i Afrika syd for Sahara. Samlet yder donorlandene kun 0,37 procent af deres bruttonationalindkomst i bistand, så vi er stadig kun halvvejs til FN’s 0,7 procent-mål.”

Ukraine historisk topscorer

Igen i 2023 satte Ruslands angrebskrig mod Ukraine et voldsomt fingeraftryk på den globale bistand. Den samlede bistand til Ukraine fra DAC-landene steg med 9 procent fra 2022 til 2023, hvor den nåede 20 milliarder dollar. Det er mere end noget enkeltland nogensinde har modtaget i bistand. Næsten hver 10. bistandskrone gik i 2023 til Ukraine, helt nøjagtigt 9 procent af den samlede bistand. Mere end halvdelen af Ukraine-bistanden, næsten 12 milliarder dollar kom fra USA.

Næsten hver 10. bistandskrone gik i 2023 til Ukraine, helt nøjagtigt 9 procent af den samlede bistand.

Også bistanden til Vestbredden og Gaza steg, med 12 procent fra 2022 til 2023, hvor den nåede 1,2 milliarder dollar – stadig langt under Ukraine-niveauet. Ukraine- og Palæstinakrigene bidrog i øvrigt til en betydelig stigning i DAC-landenes humanitære bistand, der i 2023 landede på 25,9 milliarder dollar. Heraf gik mere end 3 milliarder dollar til Ukraine, mens der gik 758 millioner til Gaza og Vestbredden.

Lille fald i udgifter til flygtningemodtagelse

DAC-landene brugte i 2023 tilsammen 31 milliarder dollar ’hjemme’ til at modtage flygtninge. Det svarer til 13,8 procent af deres samlede bistand. Alligevel var det et fald på 6 procent i forhold til 2022. Faldet skyldtes især, at flygtningepresset fra Ukraine toppede i 2022, og i dét lys hæftede Carsten Staur sig ved, at faldet ikke var større: ”Det viser, at flygtninge kommer fra mange andre lande end Ukraine, et faktum, vi kan være tilbøjelige til at overse.”

Og lille stigning til Afrika og de mindst udviklede lande

Carsten Staur hilste det også velkommen, at den globale bistand til både Afrika, landene i Afrika syd for Sahara og de mindst udviklede lande steg en smule i 2023 efter at have oplevet fald i 2022:

Den samlede bistand til Afrika blev i 2023 på 42 milliarder dollar, en stigning på beskedne 2 procent i forhold til 2022, hvor den til gengæld faldt med hele 11 procent fra 2021. Landene i Afrika syd for Sahara modtog sidste år 37 af de i alt 42 milliarder dollar til Afrika. Dermed steg bistanden til disse lande med 5 procent i 2023.

Også de mindst udviklede lande oplevede en stigning: I alt 37 milliarder dollar i 2023 var lig med en stigning på 3 procent i forhold til 2022. Men heller ikke for denne gruppe af lande var stigningen nok til at indhente faldet i 2022 på 6,2 procent i forhold til året før.

20222023
Global bistand211214
Humanitær bistand2425
Flygtningemodtagelse3129
Ukraine17,819,4
Afrika3435
Afrika Syd for Sahara2930,4
De mindst udviklede lande30,731,6
Alle tal er milliarder US dollar
NB: Alle tal er opgjort i 2022-priser. Derfor afviger 2023-tallene fra tallene i artiklen

Store udfordringer forude

Trods de mange positive tegn i de foreløbige opgørelser af 2023-bistanden, understregede Carsten Staur og hans DAC-kolleger, at der på adskillige områder fortsat er nok at gøre. Et par af Carsten Staurs opfordringer lød:

”Vi skal sikre, at den ekstra bistand, der er mobiliseret på grund af de seneste års forskellige kriser – COVID, Ukraine, øgede flygtningestrømme – ikke rulles tilbage, når og hvis kriserne slutter. Der er stærkt brug for ekstra midler til den klassiske udviklingsbistand til de fattigste og mest udsatte lande.”

Det er positivt, at det er lykkedes så hurtigt at mobilisere så stærk støtte til Ukraine, men når et enkelt land modtager så meget bistand, følger der et ekstra ansvar med for at bruge bistanden klogt og effektivt og undgå korruption.

Carsten Staur, formand for OECD’s Udviklingskomité DAC

Om Ukraine-bistanden: ”Det er positivt, at det er lykkedes så hurtigt at mobilisere så stærk støtte til Ukraine, men når et enkelt land modtager så meget bistand, følger der et ekstra ansvar med for at bruge bistanden klogt og effektivt og undgå korruption.”

Carsten Staur opfordrede også til at få lagt en systematisk plan for, at donorlandene samlet når FN-målet om 0,7 procent af BNI i bistand. ”Geopolitisk er effektivt udviklingssamarbejde en klog måde at bruge penge på og at håndtere globale udfordringer som fattigdom og klimaforandringer.”

Endelig slog DAC-formanden et slag for at få mere gang i mobiliseringen af private investeringer i bæredygtig udvikling: ”Der er hårdt brug for penge – langt flere end udviklingsbistanden kan rejse, hvis vi skal nå Verdensmålene og adressere klimaforandringerne. Vi har fået vedtaget regler for, hvordan udviklingsbistand kan bruges til at mobilisere flere private investeringer, men kun 1 procent af de samlede bistand gik i 2023 til dét formål. Det er slet ikke nok.”