ACCRA, 1. September 2008: Der er brug for handling nu. Det er essensen af kravet fra flere end 600 repræsentanter for civilsamfunds organisationer fra hele verden samlet i Accra for at diskutere effektivitet i bistanden. Fremskridtene hænger i en tynd tråd mente de forud for topmødet om effektivitet i bistanden, der samler politikere fra hele verden og konkluderer torsdag, skriver U-landsorganisationen Ibis i en pressemeddelelse.
– Lige nu tyder forhandlingerne i Accra på, at handlingsplanen fra Accra ikke kommer til at bringe væsentlige fremskridt mod en bedre bistand,” udtaler Vagn Berthelsen, Generalsekretær for IBIS, som er i Accra lige nu til forhandlingerne.
– Konservative lande med USA og Japan i spidsen blokerer for at afbinde bistanden. Når bistanden er bundet til køb af varer i giverlandet, kommer der penge retur til giveren. Men bindingen reducerer værdien af bistanden med ca. 25 % og det betyder, at vi har færre midler til at nå 2015 målet om halvering af fattigdommen, mener Vagn Berthelsen.
Tilpasning af bistanden til udviklingslandenes egne strategier og administrative systemer er et andet hovedbrud i forhandlingerne. – En række rige donorlande vil ikke leve op til Paris erklæringens målsætninger om at øge modtagerlandenes ejerskab. De fastholder fortsat betingelser for bistanden, som mere handler om egne økonomiske interesser end om at bekæmpe fattigdom. Det gælder f.eks. krav om at privatisere offentlige virksomheder og åbne markeder, siger Vagn Berthelsen.
Mange donorer er også uvillige til at bruge modtagerlandenes egne systemer og insisterer på altid at gøre tingene selv. Det betyder f.eks., at Vietnam i 2007 havde flere end 700 donormissioner eller tæt på 3 missioner pr. arbejdsdag, der alle skal tale med regeringen og helst finansministeren. Det lægger et unødvendigt pres på modtagerlandene om at skrive rapporter til alle de forskellige donorer i hver deres særlige format.
– Heldigvis arbejder EU med Danmark og andre nordiske lande i spidsen aktivt for at få vedtaget en mere ambitiøs handlingsplan fra Accra, siger Vagn Berthelsen. – Hvis det ikke lykkes, håber vi, at EU-landene vil lancere en selvstændig og mere ambitiøs plan for mere effektive bistand.
– De mange folkelige organisationer fra Afrika, Latinamerika og Asien, som lige nu er samlet her i Accra, forventer en handlingsplan for en udviklingsbistand der handler om at bekæmpe fattigdom på basis af de planer de fattige lande selv udarbejder i samarbejde med befolkninger og parlamenter, siger Vagn Berthelsen.
– Det kræver i høj grad også, at modtagerlandenes regeringer er mere åbne i deres forvaltninger og giver politisk rum for, at parlamenter og civilsamfundet kan holde øje med hvad midlerne bliver brugt til, slutter generalsekretær Vagn Berthelsen.
High Level Forum III on Aid Effectiveness holdes i Accra Ghana med 1.000 deltagere fra rige og fattige lande fra den 2-4. September 2008. Den officielle hjemmeside med udkast til handlingsplanen Accra Agenda for Action er: www.accrahlf.net. Topmødet i Accra skal vurdere fremskridt i konkretiseringen af Paris erklæringen fra 2005 og vedtage en handlingsplan: Accra Agenda for Action (AAA).
Udviklingsminister Ulla Tørnæs deltager for Danmark på konferencen 4. september.
Flere end 600 NGO’er holdt en konference for civilsamfundet om effektiv bistand som forberedelse til den officielle konference 31. august til 1. september 2008. Resolutionen fra konferencen kan snarest findes på www.betteraid.org
Den danske Afrika kommission holder møde i Accra den 5. september under ledelse af udviklingsministeren. Temaet er unge og beskæftigelse. IBIS’ generalsekretær Vagn Berthelsen deltager i kommissionens møde.
Af Lars Koch, U-landsorganisationen Ibis