Rapporten har gransket de klimaplaner, som landene har sendt ind til FN. I alt bliver 75 procent af bidragene bedømt til at være utilstrækkelige.
Udledninger fra Kina og Indien vil stige
I landenes klimaplaner er der mange forskellige måder at udregne indsatsen på. Kina og Indien forpligter sig på en reduktion i klimaudledninger per enhed af væksten i BNP.
Det betyder reelt, at de to lande kommer til at øge deres udledninger frem til 2030. I Kinas bidrag er der netop et løfte om at toppe udledningerne i 2030. Resultatet bliver store mængder drivhusgasser i atmosfæren, da begge lande er blandt de fem lande i verden, som udleder flest drivhusgasser.
Indsatsen fra USA, som både historisk og nutidigt har et stort ansvar for klimaforandringer, er der stor uvished om, da den nuværende præsident Donald Trump er i færd med at trække stormagten ud af Paris-aftalen.
Afhængige af klimastøtte
Af de i alt 184 klimaplaner, der er sendt ind til FN, er 127 betingede af, at de får klimastøtte til indsatsen. I 38 af dem er hele indsatsen afhængig af finansiering udefra.
De fleste af disse er fra nogle af de fattigste i verden, men der er også højindkomstlande som Oman, Bahamas og Barbados blandt dem.
Rige lande har lovet 100 milliarder dollar årligt til fattige landes klimaindsats fra næste år, men det ser ikke på nuværende tidspunkt ud til, at det løfte til fulde bliver indfriet. Derudover er der store uenigheder om, hvad der kan tælles med som klimastøtte, eksempelvis regner nogle lande lån og udviklingsbistand med.
EU’s klimaplan er godkendt
Et af lyspunkterne i rapporten er EU’s klimaplaner. EU har lovet at reducere klimaudledningerne med 40 procent i 2030, men den nye kommission har erklæret, at den vil kæmpe for at få medlemslandene med på at reducerer med 55 procent samme år. Ifølge rapporten vil den lovpakke for klimaindsatsen, der allerede er på plads, føre til en reduktion på 58 procent om ti år.
EU er således sammen med syv andre lande, herunder Norge, Monaco, Ukraine og Moldova de eneste, hvis klimaplaner bliver bedømt til at være tilstrækkelige.
125 ud af de i alt 184 nationale klimaplaner, der er sendt til ind til FN, bliver vurderet til at være utilstrækkelige. Det gælder en bred vifte af lande fra Kina og Indien til golfstater og udviklingslande.
Helt nederst i hierarkiet finder man nationer, som endnu ikke har sendt nogle bidrag til Paris-aftalen. Her finder man bl.a. G20-lande som Tyrkiet og Rusland, der er verdens sjette største udleder, samt Iran, Irak og Filippinerne.