Der er noget galt med vestlige diplomaters og vestlige mediers tolkning og dækning af krigen i Etiopien. Det er nok umuligt at finde absolutte sandheder, hvor krigens parter har vidt forskellige forklaringer, men det er efterhånden den gængse opfattelse i Addis Ababa, at Vesten med USA i spidsen har taget stilling i krigen til fordel for oprørsbevægelsen Tigray-folkets befrielsesfront, TPLF.
Få medier har bragt artikler, der for alvor nuancerer billedet af konflikten og parterne – et af dem er POV, der den 11. november bragte ’Godhedsimperialisme mod Etiopien.’
Det betyder – desværre – at på et tidspunkt hvor nødvendige fredsforhandlinger skal hindre yderligere sult, flygtningestrømme og blodsudgydelser, kan USA næppe benyttes som mægler, fordi USA af regeringen i Etiopien opfattes som rebellernes allierede.
Holdningen til Europa er endnu lidt anderledes, og Europa kan måske endnu komme til at spille en positiv rolle, men ofte slås hele Vesten sammen. Og fordømmes. Fordi mange etiopiere føler sig svigtet af Vesten i denne overlevelseskamp.
TPLF skød først
Det er en blodig og brutal konflikt, hvor der tilsyneladende er begået overgreb både af TPLF, af regeringsvenlige militser og af regeringshæren og af eritreiske tropper, der har bistået regeringshæren i forsøget på at nedkæmpe oprøret i Tigray. Der skal derfor ikke hvidvaskes.
Men det er dog vigtigt at fastholde nogle grundlæggende fakta. Det er forbundsregeringen med premierminister Abiy Ahmed i spidsen, der er Etiopiens legitime regering. TPLF repræsenterer det nordlige Tigray, men var tidligere i årevis den helt dominerende magt i Etiopiens forbundsregering. I dag er TPLF oprørerne, der ikke har villet acceptere den nye virkelighed. De stemples også som terrorister.
Vi ved, at krigen startede den 3.-4. november 2020. Også i beskrivelsen af denne start er der forskellige versioner, men TPLF har efterhånden erkendt, at TPLF-styrker om natten angreb regeringshærens militære baser i Tigray, erobrede våben og slog regeringssoldater ihjel. Ifølge sene TPLF-udtalelser, var der tale om et såkaldt preemptive strike, altså et forebyggende angreb, fordi man ventede et angreb fra regeringshæren. Ifølge regeringen var det et velorganiseret og koordineret angreb mod et hovedkvarter og fire baser forskellige steder i Tigray. Regeringen så derefter ingen anden mulighed end selv at angribe. Og krigen var i gang.
Typisk for den skæve dækning sagde den ellers normalt velunderrettede Steffen Gram i en Verden ifølge Gram-udsendelse på DR, at premierminister Abiy startede den krig, som han nu – ifølge samme program – var ved at tabe. Man kan roligt sige, at det er den helt modsatte version af regeringens, men det blev sagt uden forbehold og prægede dækningen, som ikke viste megen respekt for Abiy.
Regeringen blev taget på sengen den 4. november. I forvejen var det et af regeringens helt store problemer, at forbundsregeringen var stærkt domineret af erfarne højt rangerende officerer fra Tigray, og at regeringen ikke kunne være sikre på deres loyalitet. November-angrebet beviste det. Og der var tigrayske soldater i regeringshæren, som gik over til TPLF.
TPLF var endnu stærkere, end regeringen havde forudset, og der er nok ingen tvivl om, at der i nogle perioder var tæt ved at være regeringspanik. Det er heller ikke svært at dokumentere fejl på regeringssiden. Både dårlig kommunikation, anholdelser i flæng, urimelige restriktioner over for humanitære organisationer og myrderier.
Men jeg ved ikke, om det var erfaringerne fra det hurtige regeringssammenbrud og den kaotiske evakuering fra Afghanistan, der fik de internationale observatører til så også at mene, at man på et tidspunkt stod tæt på TPLF’s indtog i Addis Ababa og Etiopiens sammenbrud og mulige opløsning. I hvert fald var det sådanne dramatiske prognoser, der prægede medierne.
Og TPLF-styrkerne genvandt ganske rigtigt magten i Tigray, efter at regeringen først troede, den havde besejret dem. Derefter rykkede de syd på ind i andre regioner og blandt andet i Amhara. Det var voldsomt og blodigt og skræmmende. Og den danske regering opfordrede sammen med andre vestlige regeringer alle udlændige til at forlade Etiopien. Det var tilsyneladende for farligt at blive.
Men det er så også sådan cirka det sidste, vi har hørt om krigen i danske medier. Eksperterne udbredte sig for nogle uger siden om de mulige fatale konsekvenser. Derefter blev der tavst.
Nu meldes det, at regeringshæren har generobret vigtige byer i Amhara-regionen. Dessie og Kombulcha og det UNESCO-hædrede fantastiske Lalibela er igen ”befriet”, for nu at bruge regeringens sprogbrug. TPLF har foretaget tilbagetrækninger, som kaldes strategiske. Jeg skal ikke kloge mig på sandheden, men så alligevel. Der er ikke lige nu noget, der peger i retning af et angreb på Addis Ababa.
Etiopiere chokeret over Vesten
Jeg er kommet i Etiopien i mere end 35 år. Jeg dækkede 1980’ernes hungersnød for DR, og jeg arbejdede der regelmæssigt i fem år omkring årtusindskiftet. Jeg har gode, kloge etiopiske venner bosat både i Etiopien og i USA, og det sidste er ikke uvigtigt, for den etiopiske diaspora er – naturligvis – splittet overalt omkring dette spørgsmål.
Men mine venner er ret entydige, når de beskriver, hvor chokeret de har været over, hvor hurtigt Vesten, og især USA, har været til at droppe troen på premierminister Abiy og det nye styre i Etiopien. Men Abiy har haft enorm politisk opbakning, og opbakningen er stadig betydelig i de grupper, som også har oplevet det gamle TPLF-styres magtmisbrug, valgfup og anholdelser af modstandere.
TPLF har anklaget den nye regering for at ville centralisere frem for at respektere de etniske staters forskellighed. Men under premierminister Meles Zenawi fra Tigray var det den almindelige opfattelse, at tigrayerne var de reelle magthavere i alle stater uanset formelle etniske overhoveder.
Abiy stod for en reel demokratisering og løslod også politiske fanger. Men han fjernede også en del af det autoritære tryk, som hidtil havde holdt alle konflikter nede. Med demokratiseringen kom konflikter og etniske spændinger op til overfladen, og der var gamle magthavere, som hele tiden så efter muligheder for at vælte det system, som havde svækket deres tidligere magt.
Og i dag er fremskridt så afløst af undtagelsestilstand.
Kampen om opinionen
Når regeringssympatisører og repræsentanter taler om, at Vesten har allieret sig med TPLF, handler det blandt andet om, at TPLF synes at have vundet kampen om den internationale opinion. Allerede tidligt fortalte en af mine etiopiske venner i USA mig, at TPLF har mange ressourcer og er langt bedre til kommunikation end regeringen.
TPLF-styret under Meles Zenawi varede i mange år, og TPLF-lederne havde derfor lang tid til at opbygge et stærkt internationalt netværk. Det var også på mange måder (bortset fra undertrykkelsen) et meget dygtigt styre. Etiopien var en stabil afrikansk stormagt i fremgang, og der var rigtigt mange, der gerne ville samarbejde. Meles var også medlem af den daværende danske statsminister Anders Fogh Rasmussens Afrika-kommission.
Ledende diplomater fra USA holdt bevægede taler om statsmanden premierminister Meles, da han døde. Nogle af disse folk er i dag forhenværende, men har stadig stor indflydelse. Regeringstilhængerne sætter gerne navne på amerikanske diplomater, som samarbejder tæt med TPLF. Blandt andre nævner de Susan Rice, der blandt andet har været USA’s FN-ambassadør, som en af de diplomater, der nu nærmest optræder som TPLF-rådgiver.
Der er brug for diplomater i Addis
Der er masser af usikkerheder og masser af modstridende forklaringer, og jeg påstår ikke, at jeg er i stand til at trænge til bunds.
Når jeg alligevel skriver dette her, og når jeg også appellerer til den danske regering om at prøve at finde en mere neutral rolle, så er det, fordi jeg ikke tror, Etiopien falder fra hinanden eller bryder sammen. Det er muligt, at Tigray skal have selvstændighed, og at der skal ske andre store ændringer, men som situationen er nu, er der næppe udsigt til, at nogen af parterne kan vinde en egentlig militær sejr. Derfor skal der forhandles og findes politiske løsninger, og der er brug for fredsmægling.
Den Afrikanske Union har den tidligere nigerianske præsident Obasanjo som en art pendulmægler, men det er der endnu ikke kommet så meget ud af. Der er brug for mere. Og historisk ville det være naturligt, at assistancen i en sådan proces kom fra Europa.
Det kræver naturligvis mange ting. Både neutralitet og tilstedeværelse. Det ses i sig selv som temmelig fornærmende, at stort set alle udenlandske diplomater blev trukket ud af Addis Ababa, selv om man var meget, meget langt fra en Afghanistan-Kabul-situation. Indførelsen af sanktioner og standsningen af egentlig udviklingsbistand ses også som fjendtlige skridt, der primært gavner TPLF.
Igen må det fremhæves, at regeringen ikke er uden egen skyld. Regeringen mobiliserede, og premierminister Abiy opfordrede selv Addis’ indbyggere til at gribe til våben. Det har naturligvis forstærket den diplomatiske nervøsitet, men i dag er der brug for, at diplomaterne er på plads.
Etiopien er et vigtigt land. En stormagt i Afrika. Center for Den Afrikanske Unions hovedkvarter. Et land, hvor der investeres, både af Kina og Vesten. Også et land, de fleste gerne har villet alliere sig med. Det gælder også Danmark.
Det vil være temmelig dumt, hvis Vesten spiller sine kort så dårligt, at de vestlige lande kommer til at marginalisere sig selv som en konsekvens af krigen.
Knud Vilby er prisbelønnet journalist og debattør.
