Kina af i dag er en frembrusende stormagt, økonomisk, politisk og militært; et kæmpeland, der giver bistand til andre og investerer for milliarder i eksempelvis Afrika.
Svært at tænke sig lille Danmark give bistand til dét, der i 2010 betegnes som “verdens fabrikshal” og om føje år bliver klodens største økonomi med selv USA ladt tilbage i slipstrømmen.
Men sådan var det ikke engang. Der var en tid, da Danida ydede betydelig bistand til Kina og en del af bistanden er såmænd ikke afviklet endnu.
Hvordan det hele begyndte for alvor i 1983, fortæller journalist og forfatter Jørgen Harboe om i sin nye bog om “Mr. Danida”, Kaj Baagø, med titlen “Manden, der ville frelse verden”.
Af Jørgen Harboe
Da formand Mao greb magten ved en kommunistisk revolution i 1949, var Kina lige så fattigt som Indien, og de to asiatiske kæmper blev ofte sammenlignet.
De valgte hver deres udviklingsvej, og selv om tallene er usikre, var det klart, at Kina tog teten. Uden demokrati og uden hjælp fra Vesten.
Kun USSR var en tid velkommen som bistandsgiver i det lukkede land, der i 1960’erne og 70’erne via kulturrevolutionen udråbte Maos lille røde bog til bibel og brændte alle andre bøger (og en del mennesker) på kætterbål i et orgie af ensretning.
Kina fandt i denne periode overskud til at optræde som bistandsgiver. I 1970-75 byggede landet f.eks. en vigtig jernbane, der fragtede malm fra Zambias kobberminer til havnen i Tanzanias hovedstad, Dar es Salaam. Zambia blev mindre afhængigt af de hvide i Mozambique, Angola og Sydafrika, og Maos Kina fremstod som strategisk alternativ til de vestlige donorer.
Men Formand Maos død i 1976 førte til omvæltninger.
Deng Xiaoping overtog magten i 1978 og begravede det stærkt ideologiske – og somme tider kaotiske – styre, der havde præget Kina i Maos sidste år. I Dengs perspektiv var Kina på én gang en stormagt og et u-land, der havde brug for bistand og investeringer – også fra Vesten.
Hvor Mao havde ført an i en indadvendt kulturrevolution vendt mod vestlige og kapitalistiske værdier og teknologier, åbnede Deng døren mod vores del af verden. Ikke på vid gab, men nok til, at Kina ikke længere kun var en modstander i den kolde krig mellem Øst og Vest, men også blev klient i et udviklingssamarbejde med markedsøkonomierne.
Dengs Kina plukkede, hvad det kunne bruge og få af vestlige investeringer og vestlig teknologi i en kæmpemæssig moderniseringsindsats. Sådan som Japan havde gjort 100 år tidligere.
Bruddet med fortiden var så radikalt, som kun et totalitært styre kan gennemføre.
Baagø spillede med i optakten til denne udvikling.
‘ Vi bor på hotel Peking og fra mit vindue har jeg udsigt til de store brede gader, der leder op til Den Forbudte By. Fra min balkon kan jeg se Tien an Men-pladsen [Den Himmelske Freds Plads] og Maos mausoleum. Gud, hvor er jeg forkælet,’ skrev han hjem til sin kone i september 1983.
Han var med som en leder i en dansk delegation, der skulle forhandle en bistandspakke på plads.
‘Vi var på besøg i kejsergravene og så af sted hu hej til en ministermiddag på Pekings fineste restaurant inde i en (vistnok) lukket del af Den Forbudte By. Jeg skulle tale, og havde da heldigvis forberedt mig lidt og det gik godt. Nu har jeg hovedpine. Det var umuligt at være mådeholdende, fordi de hele tiden skulle skåle med mig,’ skrev Baagø, der var i Kina flere gange i de følgende år.
Den russiske vodkatradition med utallige høflighedsskåler var åbenbart opteret ind i den kinesiske risvinskultur.
Danmark var et af de vestlige lande, der tidligt sagde ja til Kinas anmodning om vestlig bistand.
Anmodningen kom i 1980 og førte i første omgang til et tilsagn om statslån på 125 mio. kr., eksportkreditter på 51 mio. kr. og gavebistand på 23 mio. kr., der gik til et sundhedsprojekt. Der var tale om et nyt miks af gavebistand, udviklingslån og kommerciel kredit i dansk bistandspraksis.
Men samarbejdet svulmede til næsten gigantiske dimensioner!
I oktober 1983 gjorde Baagø regnskabet op efter Danida-rejsen til Kina i september:
– Der er tale om danske u-landslån og eksportkreditter til en samlet værdi af næsten 1,3 mia. kr. Pengene skal bruges til import af danske maskiner og udstyr, udtalte han til Ritzaus Bureau og tilføjede, at parterne desuden havde drøftet mulighederne for at supplere aftalen med yderligere 400 mio. kr. i lån og 600 mio. kr. i kreditter.
Ikke et ord om gavebistanden! Det var, som om den var en småpinlig detalje ved siden af det væsentlige: De store og voksende lån til eksport fra Danmark og eksportkreditterne til danske virksomheder, der skaffede sig ordrer fra Kina.
Nok var der tale om bistand. Men det var en anden slags end den, Baagø havde været med til at sætte i gang i Bangladesh og Vietnam. Det var hjælp til selvhjælp – især for dansk erhvervsliv.
Alle talte da også om Kina-pakken som et eksport-fremstød. Danida blev spændt for vognen, der skulle rulle virksomhederne ind på det – potentielt – uendeligt store kinesiske marked. Vi skulle hurtigt ind og besætte givtige brohoveder for egne virksomheder.
Den anden oliekrise lagde stadig en dæmper på dansk økonomi. Et eksporteventyr i Kina kunne få hjulene i gang igen. Så F.L. Smidth byggede en cementfabrik ved den dengang jomfruelige Yangtseflods bredder, andre byggede sukkerfabrikker, demonstrationsanlæg til fiskeindustrien, mejerianlæg, majsmøller og kraftværker.
Al tale om fattigdomsorientering druknede i euforien over de fantastiske fremtidsmuligheder i et Kina, der havde makuleret Maos lille røde.
Danidas bistand til Kina blev suspenderet i et par år efter massakren på og omkring Den Himmelske Freds Plads i juni 1989, hvor flere hundrede – nogle siger tusinde – civile blev mejet ned af militæret, fordi de ville demokratisere Kina og det kinesiske kommunistparti, sådan som Mikhail Gorbatjov forsøgte med perestrojka og glasnost i Sovjetunionens sidste tid.
Den kinesiske ledelses massive magtdemonstration gjorde ondt på den danske selvforståelse. Vi kunne ikke give u-landshjælp til et styre, der myrdede eller fængslede alle, der ville have demokrati og menneskerettigheder. Det danske nej til bistand var en følge af dialogprincippet. Kina lyttede ikke til vores protester, og så måtte de føle!
Den danske markering fik dog ingen betydning for Kinas økonomiske udvikling. Den var kørt i gang og rullede videre ved egen kraft. I de næste 20 år blev Kina ét af de lande i verden, der havde den hurtigste økonomiske vækst – uden social udligning og uden knæfald for Vestens frihedsbegreber.
Bistandspausen blev næsten pinligt kort, fordi de danske erhvervsinteresser var så store, og da denne bog blev skrevet, ydede Danmark stadig u-landshjælp og kommerciel kredit til Kina.
Hvad mente Baagø, der havde en hovedrolle i arbejdet med at omsætte Kina-pakken til virkelighed? Pakken minder ikke meget om den bistand, vi ellers forbinder med hans personlige holdninger. Savnede han mon en fattigdomsorientering? Og hvad med hensynet til medmennesket? Kina praktiserede menneskerettigheder helt anderledes end Danmark.
Vi ved det ikke. Kilderne er tavse. Han selv er det også. Måske satte han loyaliteten til Udenrigsministeriet i højsædet og parkerede diskret sine egne meninger under øjenhøjde.
Vi kender heller ikke Baagøs tanker om den asymmetriske sammensætning af små gaver, store statslån og kommerciel kredit, som Kina-pakken introducerede.
————–
Gengivet med forfatterens tilladelse. Uddrag af kapitel 32 med titlen “Mr Danida”, siderne 353 til 356.
U-landsnyt har foromtalt den med spænding imødesete bog om Kaj Baagø, se telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/13-04-10/det-tog-10-aar-men-nu-er-den-der-bogen-om-kaj-baag
Vi anmelder bogen senere her i april.
