Af Laurits Holdt
Journalist og medlem af U-landsnyts redaktion
2015-Målene er kernen i dansk udviklingsbistand. Det siger Christian Friis Bach, tidligere udviklingspolitisk ordfører for Det Radikale Venstre og fhv. international chef i Folkekirkens Nødhjælp.
Udviklingsbistanden bør i stadig højere grad kanaliseres gennem multilaterale organisationer, og Danmark skal satse på sin særlige kompetence: Viden.
De radikale ser gerne, at kravet om udviklingsorgani-sationernes egenfinansiering fjernes.
Hvad er det vigtigste formål med dansk bistand?
CFB: Fattigdoms-bekæmpelse. Det er en overførsel fra rig til fattig med henblik på at gøre noget ved verdens allermest alvorlige problemer: Den ekstreme fattigdom, sult, børnedødelighed og mødredødelighed. I virkeligheden alle de ting, der er repræsenteret i 2015-målene. Det er kernen i den måde, vi skal bruge udviklingsbistanden på.
Hvor stor skal bistanden være?
CFB: Vi er stålsatte på, at vi skal have genoprettet bistanden, så vi giver 1 procent af BNI (bruttonationalindkomsten) til fattigdomsbekæmpelse. Oven i det vil vi udvide den globale ramme til 0,5 procent af BNI.
Den globale ramme skal sikre at vi kan håndtere for eksempel globale klima- og miljøproblemer, grænseoverskridende sygdomsepidemier, terrorisme og flygtningestrømme. Med den globale ramme vil vi undgå, at der bliver taget fra udviklingsbistanden, hver gang der opstår et globalt problem, som vi skal være med til at løse.
CFB: Jeg tror, vi på sigt kommer til at give mere og mere multilateralt. Det vil både være gennem EU og gennem internationale initiativer. Tendensen går mod, at bistanden kommer ind i nogle globale fonde og at u-landene så mere eller mindre automatisk kan trække penge fra dem – i hver fald dem af dem, der har styr på deres regeringsførelse. Dermed kommer den bilaterale bistand til at spille en betydeligt mindre rolle i fremtiden, og den virkelighed skal vi prøve at indstille os på.
Det betyder ikke, at Danmark ikke kommer til at spille en rolle, men det kommer til at betyde, at vi i langt højere grad kommer til at spille en rolle i form af at levere viden, erfaring og måske også nogle gange konkrete ydelser – men inden for områder som u-landene selv efterspørger.
Skal de nuværende partnerlande fastholdes?
CFB: Jeg er ikke så optaget af, hvor vi giver bistand. Til gengæld er jeg meget optaget af, hvad vi kan med vores bistand. Det handler om, at vi skal opbygge nogle specialer, som vi bliver gode til. Og så giver det ikke meget mening, at vi begrænser vores indsats til nogle få lande. Det er jo helt oplagt, at vi stiller vores viden, erfaringer og ressourcer til rådighed i langt flere lande.
Er eksporten af vestlig demokratiopfattelse et led i dansk sikkerhedspolitik?
CFB: Ja, på sigt kan man sagtens se det på den måde. Jeg er ikke i tvivl om, at en verden, hvor befolkningerne i stigende grad kan ytre sig og få indflydelse på, hvordan deres eget land udvikler sig, vil blive en mere fredelig verden og en verden, hvor vi kan skabe fred gennem udvikling.
Jeg har ikke noget imod at erkende, at der også er egne interesser og sikkerhedspolitiske interesser i den måde, vi giver udviklingsbistand på. Men vi skal fastholde, at det er fattigdommen, der er i fokus.
Men hvis fattigdomsbekæmpelsen kan medvirke til at skabe fred – og det tror jeg på at den gør – så er der jo helt klart også en sikkerhedspolitisk dimension i det.
Vil udviklingssamarbejde blive prioriteret under det danske EU formandskab (i første halvår af 2012)?
CFB: Ja, kommer der en ny regering, så tror jeg faktisk, at den vil. Men vi er ikke godt rustet til det. Danmark står desværre meget svagt i den europæiske udviklingsdiskussion, for vi har ikke prioriteret den i de senere år. Det skal der laves om på.
Vil I fastholde kravet om udviklingsorganisationernes egenindtjening?
CFB: Som radikal vil jeg meget gerne have det krav fjernet. Til gengæld skal vi stille endnu højere krav til organisationerne om gennemsigtighed, ansvarlighed overfor dem, man skal hjælpe og samarbejde på tværs af organisationerne i løsningen af opgaverne. De tre krav, synes jeg, er de allervigtigste til organisationerne.
Jeg tror, vi begår en fejl ved at tvinge alle danske organisationer ud på et indsamlingsmarked, som er utroligt presset og som dermed bliver for ineffektivt. Når der er så mange, der går rundt med raslebøsser og så mange, der står på gaden, bliver omkostningen ved at få den sidst tjente krone ind nogen gange lidt for høj.
Kan kvinders rettigheder, oprindelige folks rettigheder og prioriteter som sundhed og uddannelse sikres med fokus på økonomisk udvikling?
CFB: Økonomisk udvikling er vigtig, men jeg må også sige, at der er rigtig mange på den bane, og dér ser jeg bare ikke Danmark som havende nogen særlige komparative fordele. Jeg synes, det er vigtigt at fokusere på at skabe arbejdspladser og økonomisk udvikling, men jeg synes ikke, at Danmark har noget særligt at tilbyde på det felt.
Hvis for eksempel kineserne vil ind og bygge veje, broer, jernbaner og virksomheder, så skal de gøre det.
Jeg tror, at den rigtige prioritet i den danske bistand er en rettighedsbaseret bistand, hvor vi arbejder for befolkningens ret til at kunne ytre sig frit, at få indflydelse på deres eget liv, og hvor vi hjælper med kvinders ligestilling, indfødte folks rettigheder, demokratiudvikling, miljø- og klimaspørgsmål og beskyttelse af menneskerettigheder i det hele taget.
