Udviklingsbistand fra Danmark bør ikke gå til at støtte den kinesiske e-handelsgigant Alibaba.
Det mener DI Handel, et branchefællesskab under Dansk Industri, der repræsenterer 1500 handelsvirksomheder. Det skriver Dagbladet Information.
En af de ting, som projektet sætter på agendaen er bæredygtig e-handel, og det er vigtigt i al almindelighed, vurderer DI Handels direktør, Annette Falberg, ifølge Retail News.
Ifølge hende bør der være lige konkurrencevilkår.
”Det vil jeg godt have lov til at sætte lidt spørgsmålstegn ved, om vi får, hvis vi begynder at sende udviklingskroner til kinesiske storkøbmænd,” siger hun.
Alibaba er et stort firma, der er nødt til at tage ansvar for bæredygtig handel, lyder vurderingen.
”Der er ingen tvivl om, at uagtet om de får udviklingsstøtte fra Danmark eller ej, så er de med stor sandsynlig i gang med at kigge på bæredygtig e-handel,” siger Annette Falberg.
Kritikken kommer efter Information onsdag skrev, at et partnerskab mellem Alibaba og en kinesisk miljøorganisation kan ende med at få udviklingsstøtte.
Læs hele artiklen i Retail News og i Information