Dialog som strategi

hope
Forfatter billede

Sarah Mutesi ser lidt bekymret ud da Grace Nanvuba, der er frivillig sundhedshjælper fra Kiiges borgerråd, sætter blodtryksapparatets manchet rundt om hendes arm.

Grace pumper luft ind i manchetten og tæller sekunderne indtil luften langsomt er sivet ud. Han læser tallene og noterer dem sirligt ind i sit monitoreringsskema. Han udfylder en henvisning og giver den til Sarah, mens han kigger hende lige ind i øjnene og forklarer at hun har højt blodtryk og skal henvende sig på den nærmeste sundhedsklinik for at få en professionel diagnose og behandling.

Sarah Mutesi er leder af sundhedsudvalget i Balawoli, en af kommunerne i Kamuli distriktet i det østlige Uganda. Hun deltager i dag i et dialogmøde mellem kommunens ledere og lokale borgerråd.

Vi er samlet i Balawoli kommunes kontorbygning og bydes velkommen af kommunens borgmester, Samson Kawuzi.

Dagens møde er ét af KANENGOs dialogmøder med lokale ledere fra 7 kommuner i Kamuli distriktet. KANENGO er Hope Danmarks partner og dialogmødet er led i de to partneres projekt, som er støttet af CISU.

Dialog

Et dialogmøde er en del af borgerrådets arbejdsproces, og er ifølge Moses Kyewalyanga, koordinator for KANENGO, en platform hvor borgerrådene kan mødes med deres valgte ledere. Folket, repræsenteret i form af borgerrået, har på dialogmødet mulighed for at præsentere et problem og et oplæg til en løsning, som efterfølgende diskuteres.

Medlemmer fra de fem borgerråd i Balawoli er ankommet til kommunens rådhus for at dele deres bekymring. Dels over det stigende antal mennesker, der lider af NCD (f.eks. diabetes, forhøjet blodtryk, kræft eller lungesygdomme), dels kommunalbestyrelsens ineffektivitet på dette område.

Til vores overraskelse er repræsentanterne fra kommunalbestyrelsen og administrationen enige. De gør ikke nok. Borgmesteren, Samson Kawuzi, rejser sig og bekendtgøre at repræsentanter for Balawolis kommunalbestyrelse næste dag vil deltage i begravelsen af konen til borgmesteren i nabokommunen Mbulamoti. Hun døde af forhøjet blodtryk dagen før.

Alle i rummet bliver med ét stille. NCD er et reelt problem og folk dør af sygdomme, som forholdsvis let kan behandles. Hvad kan man gøre?

Læs resten af artiklen hos HOPE Danmark