Danmarks udenrigstjeneste tæller meget få personer, der taler flydende mandarin – det officielle sprog i Kina. En af dem er dagens fødselar, der tilmed mestrer russisk lige så godt.
Han kom til ambassaden i Beijing i september 2007 som ambassadør nummer to på ambassaden med titel af – på diplomatsprog – Minister Plenipotentiary, på dansk gesandt. Befuldmægtiget.
Det var led i opprioriteringen af vort engagement i den buldrende kinesiske fremgang, at dav. ambassadør nummer et, Jeppe Tranholm-Mikkelsen, fik en ekstra erfaren kollega med som chef for den politiske afdeling.
Svend Boje Madsen er et godt eksempel på fornyelsen af tilgangen til udenrigstjenesten. Som russisk-uddannet sprogofficer og efterretningsditto i hær og flyvevåben fik han ved hjemsendelsen under Den Kolde Krig tilbud om et etårigt job på ambassaden i Moskva – og det var just ikke som handelsattaché.
Efter intensive studier i London, Århus og København kunne han som 29-årig kalde sig cand.mag. i russisk og kinesisk, fik sig prøvet af på Københavns Universitet og i Danmarks Radio et par år og var så klar til diplomatiet.
Første og anden udstationering lå lige for, Beijing og Moskva. Senere blev det Washington og ambassadørposten i Sofia.
Hans dav. chef i Moskva, ambassadør Anker Svart, tilbød ham før tilbagerejsen at skaffe et visum til Kina, som han nåede via den transsibiriske jernbane. På en hektisk uge oplevede den 24-årige diplomataspirant den kinesiske folkesjæl og en god bid af kulturrevolutionen. Dét var nok. Nu måtte det kinesiske sprog også erobres.
Ikke så mærkeligt, at Svend Boje Madsen overfor Berlingske nævner dette som et af højdepunkterne i arbejdet som diplomat: At have haft mulighed for at følge den rivende økonomiske udvikling i Kina på tæt hold helt siden sit første besøg i 1971, da rødgardisterne var sendt ud på landet i et helt andet Kina, hvor Mao stadig levede (han døde i 1976).
Samlet set er de mere end 20 år, han har tilbragt i udlandet, med de førstehåndsindtryk og indblik, det har givet i andre kulturer, efter endt udenrigstjeneste været en inspirationskilde til fortsat beskæftigelse med landenes samfundsforhold, sprog og litteratur.
Svend Boje Madsen er gift med korrespondent Anette Højberg Christensen.