DM i Indsamlings afslutningsshow udskudt til søndag den 8 maj

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

På grund af flodbølgekatastrofen i Asien er DM i Indsamling udskudt fra søndag den 30. januar til søndag den 8. maj.

19 humanitære organisationer er gået sammen med DR og Dansk Tipstjeneste om at samle penge ind til at give forældreløse børn i Afrika et bedre liv. Det munder ud i et stort gallashow på DR TV, som altså nu er rykket godt 3 måneder.

Blandt organisationerne er UNICEF Danmark, hvis projekt kan hjælpe mindst 25.000 forældreløse børn i Swaziland til et bedre liv.

Initiativtagerne vurderer, at det hverken er muligt for de indsamlende organisationer eller den danske befolkning at rumme 2 så store indsamlingsopgaver i samme måned.

DM i Indsamling ønsker at opbygge en årlig tilbagevendende national event, der sætter fokus på at indsamle penge til ”de stille katastrofer”, som ofte glemmes.

Behovet er ikke blevet mindre af katastrofen i Asien. Situationen i Afrika med 43 millioner børn, der har mistet én eller begge forældre, eksisterer fortsat, selv om Asien nu også er ramt af en katastrofe.

Derfor flyttes indsamlingen blot til en senere dato, da indsamlingerne ikke bør konkurrere om befolkningens opmærksomhed og velvilje.

Afrika er i forvejen ”det glemte kontinent”, og da DM i Indsamling ønsker at sikre den størst mulige økonomiske hjælp til afrikanske børn, vil parterne undgå, at indsamlingen bliver en ”stille” indsamling til en ”stille” katastrofe – med store menneskelige konsekvenser til følge.

– Rundt om i landet har mange arbejdet i flere måneder på at arrangere DM i Indsamling, så det er en stor beslutning at ændre dato, siger Robert Hinnerskov, formand for ISOBRO, indsamlingsorganisationernes brancheforening.

– Men overalt er forslaget om at flytte indsamlingen blevet mødt med forståelse og samtidig stor opbakning til at løfte opgaven igen, tilføjer han.

Ildsjæle med ideer til konkurrencer til DM i Indsamling er fortsat velkomne til at lade sig registrere med ide på www.dmiindsamling.dk, men konkurrencerne flytter start-dato til mandag den 4. april.

Projektets kampagneleder, Benedicte Strøm, træffes på 23 70 69 70