Anmeldelse i seneste elektroniske nyhedsbrev fra FN-forbundet af bogen “Vera Chirwa: Fearless Fighter” (208 sider, Zed Books (London/New York) i samarbejde med Amnesty International og Dansk Institut for Menneskerettigheder).
Af Henrik Døcker
journalist med internationale menneskeretsforhold som speciale
Næppe mange danskere (ej heller den, der skriver disse linjer) havde hørt om Vera Chirwa, før hun en martsdag i år dukkede op i København og talte ved et
arrangement, dagbladet Politiken foranstaltede sammen med de 2 danske organisationer, som står bag denne bogudgivelse.
Den nu 76-årige kvinde fra Malawi betegnes med rette som et kvindeligt modstykke til Nelson Mandela, for ligesom han er hun advokat af fag, og ligesom han måtte hun døje mange år i fængsel på grund af sit politiske engagement.
Denne hendes selvbiografi er blevet til med hjælp fra mange u-lands- og menneskeretsengagerede mennesker, hvoriblandt også tælles danskerne Kirsten Lund Larsen, Birgit Lindsnæs og Klaus Slavensky.
Siden vi nu skal høre om én af Afrikas mere upåagtede nationer, Malawi, kan det undre, at nogle af de mange ”kokke”, der har medvirket ved denne udgivelse, ikke har fundet det fornødent i tillæg at give en kortere beskrivelse af menneskeretssituationen i dette land i dag.
Amnesty Internationals seneste årsrapport fra 2008 har kun et kort afsnit om landet, hvoraf de horrible forhold i dets fængsler synes at være det mest kritisable.
Man kan udlede, at der i dag er få politiske fanger, og forholdene generelt er milevidt fra da eneherskeren, dr. Hastings Banda, holdt det fattige land (gennemsnitslevealder 47 år) i et jerngreb. Han gik af i en alder af 92 år i 1993. Han var med andre ord tidligere tiders Mugabe!
I den britiske kolonitid hed området Nyasaland, inden det indgik i Den Centralafrikanske Føderation sammen med det dav. Southern and Northern Rhodesia – nutidens Zimbabwe og Zambia – for i 1964 at blive selvstændigt som Malawi.
Men nu Vera Chirwa, som den lille bog handler om, gjorde sig tidligt bemærket
som et lyst hoved – og samtidig en yderst samfundsbevidst borger. Hun
blev sit lands første kvindelige advokat og var sammen med sin mand Orton
Chirwa, der også var advokat, med i uafhængighedskampen.
De deltog i grundlæggelsen af Malawis Kongresparti i 1959 og så frem til at forme den nye stat efter selvstændigheden i 1964. Hendes mand blev da også landets første justitsminister.
Det var dengang helt usædvanligt, at en kvinde nåede så højt på uddannelsesrangstigen, men Vera var og blev en fighter. Ved uafhængigheden rådede den unge stat næsten ikke over nogen uddannede borgere.
Jørgen E. Petersen anfører i sin nye Afrika-bog, at flere malawier dengang arbejdede uden for landet end i selve landet – 159.000 mod 128.000. Én af de få med uddannelse var lægen Hastings Banda, som da i en årrække havde praktiseret i London.
Han udviklede imidlertid efter at være blevet den nye stats præsident en én partistat og et meget repressivt styre, som ægteparret Chirwa hurtigt kom på kant med. Efter en årrække i eksil tilbragte de 12 år i malawisk fængsel – de var blevet dømt ved en skueproces, der ikke gav Sovjetunionens i 1930erne noget efter.
Det tragiske var, at hendes mand, som hun havde født 4 børn, afgik ved døden i fængslet – under i øvrigt ikke nærmere opklarede omstændigheder.
Selv kom Vera Chirwa ikke til at spille nogen fremtrædende rolle i Malawis
statsapparat efter at hun i 1993 blev løsladt.
Selv om hun under sit længerevarende ophold i Tanzania havde haft høje poster i anklagemyndigheden og som dommer, afslog hun både at blive dommer og politiker i sit eget land. En post i Den Afrikanske Union (AU) modtog hun dog.
Størst indflydelse har hun haft som opinionsdanner for den spæde menneskeretsbevægelse i sit land.
Alt dette og mere til hører vi om i den livlige beskrivelse af hendes liv, holdt i
jeg-formen og med mange indlagte replikker.
Vi er tæt på en afrikansk virkelighed, som antagelig kun få danskere har oplevet. En beretning til eftertanke.
