Ban Ki-moon har nu været FNs generalsekretær i et år: Hvad har han udrettet? Hvorhen har verdens værste krigs- og kriseområder bevæget sig?
Af Henrik Døcker
journalist med speciale i globale problemer, herunder menneskerettigheder
Da De Forenede Nationer blev oprettet for 62 år siden var det i håbet om at sikre den internationale fred, som havde vist sig særdeles skrøbelig i det 20. århundredes første halvdel.
Og dengang, i 1945, var det såmænd omkring 62 år siden, at de første (private) fredsbevægelser spirede frem i Europa, tanker om staterne – i første omgang på grundlag af voldgiftsdomstole – skulle bevæges til at ordne deres mellemværender uden krig.
Efter 2 verdenskrige og dertil 2 generationer er billedet totalt ændret: Internationale krige er stort set ”gået af mode” – til gengæld er borgerkrige et anliggende for hele den omliggende verden.
FNs generalsekretær, sydkoreaneren Ban Ki-moon har i det år, han har siddet, haft travlt med at konfrontere fredens fjender, hvad enten det nu har været regeringer eller guerillabevægelser eller religiøst/politiske fanatikere, som så at sige har saboteret stabiliteten i enkelte lande, undertiden med grænseoverskridende konsekvenser.
200.000 kilometer har han fløjet under besøg i 29 af verdens 192 lande, omkr. 300 møder har han haft med regeringsrepræsentanter, 132 dage har han været undervejs.
Selv betegner han den aftale, der blev truffet på klimakonferencen på Bali som 2007s centrale begivenhed. Det er så et mere fredeligt, om end alvorligt, anliggende.
Storbritanniens FN-ambassadør John Sawers er enig heri og tilføjer, at det var lige her, at Ki-moon fik betydning ved at presse staterne til løfter om en indsats til at dæmme op for klimaforandringerne.
Men ellers er det uden for enhver tvivl de blodige træfninger i Darfur i Sudan, der har stået i centrum. Intet andet emne har fået så megen opmærksomhed hos ham.
Tilsyneladende snublede Ban Ki-moon ligesom i starten og et par gange siden.
Den sydkoreanske diplomat og tidligere udenrigsminister lod sig ikke afficere af at Irak ville henrette den styrtede diktator Saddam Hussein, for som han sagde, der var jo dødsstraf – som i en række andre asiatiske lande (inkl. hans eget Sydkorea).
Der var bare lige det ved det, at FNs Generalforsamling i årevis havde haft en generel holdning mod dødsstraffen.
Så afskedigede han alle de seniorrådgivere, hans forgænger, Kofi Annan, havde haft ved FN-hovedkvarteret. I stedet indsatte han en række personer, hentet udenfor FN og i en del tilfælde uerfarne og ikke alt for velegnede til deres jobs.
Som ”handlingens mand” har Ki-moon ryddet op i FNs institutioner
Under et besøg i Jerusalem fornærmede han palæstinenserne ved at sige, at han var glad for at være i Israel. Hans forsøg på at få reformeret FN er blevet kritiseret, fordi han ikke har spurgt sig nok for; de nye kommunikationsfolk, han har skaffet sig har angiveligt gjort deres arbejde dårligt.
Selv er han efter eget udsagn en ”handlingens mand” mere end en kommunikator. Omgivet af så mange nationer med forskellige ”dagsordener” og nationale indfaldsvinkler er det umuligt at være alle tilfreds.
USA var på nakken af Annan, som denne verdens eneste supermagt i lange tider har været på nakken af selve FN, og kort før jul 2007 vendte USA sig så mod FN-budgettet for 2008-09.
For første gang blev budgettet ikke vedtaget med enstemmighed, og det fordi amerikanerne var imod at der blev afsat penge til en konference mod racisme i 2009 – den skønnes at være vendt ensidigt mod Israel.
USAs forhold til FN er ellers blevet bedre efter at den barske bulderbasse John Bolton blev afløst af Zalmay Khalizad som supermagtens FN-ambassadør. Khalizad finder, at USA behøver venner i den verden, der hele tiden bliver mere og mere globaliseret.
Den skepsis over for FN – som næsten forekom af endemisk art – synes nu bortvejret; præsident George W. Bush har endog talt om det ønskelige i at FN bliver stærkt og dynamisk.
Den nye etiske codex, som blev indført for FN-sekretariatets 9.000 ansatte i kølvandet af olie-for-mad-skandalen, er netop blevet udstrakt til at gælde for alle 60.000 ansatte i verdensorganisationens forskellige, mere eller mindre selvstyrende institutioner og fonde. Med mindre disse altså selv har formuleret et etisk regelsæt.
Og det er alvor: Ved årets slutning blev 11 personer afskediget fordi de havde gjort sig skyldig i korruption. På FNs indkøbskontor faldt også en mørk skygge efter olie-for-mad-skandalen (om end det stadig må erindres at kun én FN-ansat person i realiteten var omfattet af den).
Men der er nok af fristelser for folk, der har job i dette kontor; den særlige indsatsgruppe (task force), og for tiden er leverancer – overvejende til de fredsbevarende missioner – for 600 mio. US dollar under lup, fordi der er mistanke om kriminelle forhold. FN bruger årligt 5 milliarder dollar på disse missioner.
Den mest alvorlige påmindelse om evigtværende fjender af freden fik FN og Ki-moon, da 17 FN-folk ved FN-flygtningehøjkommissariatet UNHCRs og udviklingsprogrammet UNDPs kontorer i Algier blev dræbt under et voldsomt selvmordsattentat.
Det trodser dybest set elementær fantasi, at religiøse fanatikere bekriger fredens organisation. Men attentatet i Iraks hovedstad Bagdad, der i 2003 tog livet af 22 personer, heriblandt FNs Højkommissær for Menneskerettigheder, Sergio de Mello, står stadig i tragisk frisk erindring.
FN kan ikke engagere sig aktivt i borgerkrige
Nu og her er det fortsat forsøgene på at få indsat en slagkraftig FN-fredsstyrke på 26.000 mand i den sudanske provins Darfur, der er øverst på Ban Ki-mons dagsorden.
I 5 år har bofaste bønder og beredne nomader, sidstnævnte med støtte af regeringen i Khartoum, bekriget hinanden, og i de sidste par år har det internationale samfund presset Sudans præsident Omar al-Bashir til det yderste for at få den utilstrækkelige styrke fra den Afrikanske Union (AU) erstattet af FN-tropper.
Den sudanske hærs nylige angreb på en lastbilkolonne med forsyninger til FN-tropperne illustrerede Sudans fortsatte sabotage af den internationale indsats for de hårdt betrængte Darfur-bønder.
Af de talrige andre nationale konflikter, som bekymrer det internationale samfund, og dermed FN, skal kun nogle få nævnes her. Listen over dem er uhyggelig lang.
DR Congo, hvor FN er aktiv gennem fredsstyrken MONUC på over 17.000 mand, har for nylig appelleret til de stridende parter i landets østlige del, nærmere betegnet Kivu-provinsen, om at nedlægge våbnene. Der er fortsat 8.000 fremmede kombattanter dér, de fleste fra nabolandet Rwanda. Mange congolesere ønsker, at FN intervenerer med magt på den congolesiske hærs side for at få nedkæmpet oprøreren Laurent Nkunda (der er efter dette blev skrevet, indgået en fredsaftale, red.).
MONUC har mandat til at forsvare civilbefolkningen, men har ikke kunnet afværge vældige folkeflytninger, idet 425.000 congolesere er blevet hjemstavnsfordrevne som følge af borgerkrigen.
Men FN har tidligere, helt tilbage i 1960erne, umiddelbart efter den tidligere belgiske kolonis selvstændighed, brændt fingrene på indre opgør just i Congo, også dengang særligt i den østlige del af landet.
FN er i DR Congo nu for at bistå regeringen, men ikke for at indtræde side om side med den. Det betyder logistik-støtte til den congolesiske hær, men ikke aktiv deltagelse i bekæmpelse af oprørere.
Blandt de mindre påagtede emner i det store katalog over mulige emner for tilvejebringelse af retfærdighed efter fortidens synder kan nævnes Østtimor, den tidligere portugisiske koloni, der blev selvstændig i 2002.
Ki-moon besøgte den lille stat i december 2007 og blev dér præsenteret for krav om støtte fra FN til et retsopgør efter nabostaten Indonesiens blodige menneskerettighedskrænkelser i 1999.
FNs mission i Østtimor (UNMIT) yder støtte hertil gennem et særligt program vedrørende alvorlige krigs- og andre humanitære retsforbrydelser, hvortil kommer en stedlig sandhedskommission. Visse iagttagere støtter ideen om et krigsforbrydertribunal, men for tiden er en sådan tanke urealistisk.
Det bekymrer naturligvis også Ban Ki-moon, at Cypern, Kosovo, Somalia, Irak, Colombia, Sri Lanka og mange andre territorier og selvstændige stater sønderrives af etniske og politiske stridigheder, der jævnligt fører til urimelige menneskelige lidelser og tab af mange menneskeliv.
Lægger FN krop til meget, må det også erkende sin egen afmagt i mange situationer samt at nogle konflikter måske bedst klares i den pågældende verdensdel. Det gælder til eksempel Cypern og Kosovo.
De fleste mener, at Ki-moon er vokset med opgaven i det forløbne år.
Kilde: FNs-forbundets elektroniske nyhedsbrev for januar
