Lørdag 27. august fra kl. 20 laver Danmarks Radio og TV 2 fælles indsamling til Afrikas Horn.
Programmet samsendes direkte fra UNICEFs Verdenslager i Københavns gamle Frihavn, oplyser DR fredag. Værtsorganisation er UNICEF Danmark.
De indsamlede penge fordeles blandt medlemmer af Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, ISOBRO.
Programmet vil som tidligere indsamlingstiltag veksle mellem reportager fra det berørte område og underholdning. Både DRs og TV 2’s forskellige medier vil blive brugt til at opfordre danskerne til at bidrage.
Kendte danske kunstnere vil optræde mellem reportagerne fra DRs og TV 2’s udsendte. Værter er Kim Bildsøe Lassen fra DR og TV2´s Jes Dorph-Petersen.
– Som situationen udvikler sig, står det klart, at vi ønsker at gøre alt, hvad der står i vor magt for at afbøde konsekvenserne af sultkatastrofen, siger DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn.
– I DR har vi på TV og radio gennem tiderne fokuseret på Afrikas udvikling og på kontinentets mange udfordringer. Nu står Østafrika over for en af de største – en akut humanitær katastrofe, hvis omfang vi endnu ikke kender. Vi har derfor i DR og TV 2 besluttet at samle kræfterne og organisere en stor fælles indsamlingsaften, der giver danskerne – såvel virksomheder som private – mulighed for at hjælpe, lægger hun til.
TV 2’s administrerende direktør, Merete Eldrup, siger:
– Nødhjælpsorganisationerne fortæller os samstemmende, at sultkatastrofen på Afrikas Horn er ekstraordinært alvorlig og måske den værste i området i 50 år. TV 2 dækker katastrofen og har haft et reporterhold i området, og vi har fortalt danskerne om situationen og om, hvordan man kan hjælpe.
– I denne særlige situation er der brug for resolut handling og en hurtig indsats, og vi tror, at rigtigt mange danskere vil være med til at hjælpe, når vi samler ind til ofrene for katastrofen.
Det er kombinationen af gentagne sæsoner med fejlslagen regn og stigende priser på mad, som har gjort situationen særligt alvorlig på Afrikas Horn. I det borgerkrigsramte Somalia er krigen med til at forværre situationen.